Støjberg angreb alle borgeres retssikkerhed
Var og er Støjberg ministeransvarlig for den ulovlig forvaltning? Kan ansvaret for den faktiske forvaltningspraksis tilskrives ministeren? Svaret er klart ja.
Inger Støjberg insisterede som minister på, at godt 20 par skulle adskilles uanset parrenes personlige karakteristika og forhold.
Parrene var kommet til Danmark fra udlandet som flygtninge. Ministerens politiske motiver er her helt uvedkommende. Det eneste vedkommende er spørgsmålet om lovligheden af ministerens handlinger.
Spørgmålet kan uden videre besvares således: Ministerens handlinger var klart ulovlige. – Hvorfor?: Fordi der skete klare brud på flere af de helt grundlaeggende retssikkerhedsgarantier, som ubetinget tilkommer enhver, der bliver part i en sag mellem vedkommende og den offentlige forvaltning.
I meget kort form kan essensen af den enkeltes retssikkerhedsgarantier beskrives sådan:
Den berørte borger/part i sagen skal allerførst have besked om, at det offentlige rejser en sag, som berører den pågaeldende. Dernaest er det den offentlige forvaltnings pligt at sørge for, at sagen bliver oplyst ordentligt. Det skal ske i et nødvendigt og tilstraekkeligt omfang. Evidens og argumentation skal med andre ord vaere holdbar.
Her vil altid vaere tale om et vist skøn fra forvaltningens side. Men skønnet/vurderingen skal foretages individuelt for hver eneste sag – juraen siger, at ”skønnet ikke må saettes under en regel”.
Før forvaltningen traeffer afgørelse/beslutning i sagen, skal den berørte part høres, dvs. fra forvaltningen modtage informationer om sagens indhold, lovgrundlaget og den påtaenkte afgørelse og inviteres til eventuelt at kommentere både sagen og den forestående konklusion.
Parten har desuden ret til – når som helst – at bede forvaltningen om at få naermere aktindsigt i sin egen sag, allerede mens den er under behandling. Hvis en part gør brug af denne ret, udløser denne partshandling helt uden videre, at sagen saettes på pause, indtil parten har haft mulighed for at saette sig ind i hele sagen og eventuelt afgive flere kommentarer.
Det skal fremhaeves her, at det er den offentlige forvaltnings pligt på forhånd at informere og vejlede en berørt part om disse rettigheder/ garantier, herunder også om mulighederne for at klage over en truffet afgørelse.
Det er indlysende, at Støjbergs tvangsmaessige og standardiserede adskillelse af de omtalte par fuldstaendigt berøvede disse par og individer alle de naevnte essentielle retssikkerhedsgarantier. Det gik i første omgang ud over netop de tvangsadskilte. Når en minister bryder retssikkerheden for en gruppe personer, er der samtidig tale om et potentielt angreb på alle borgeres grundlaeggende retsssikkerhed. Men var og er Støjberg ministeransvarlig for den omtalte ulovlige forvaltning? Kan ansvaret for den faktiske forvaltningspraksis tilskrives ministeren?
Svaret er klart ja. Det er i denne sammenhaeng uden betydning, om ministeren personligt har givet en klar ordre herom (en tjenestebefaling) til sine medarbejdere. Ministeransvaret omfatter principielt al den forvaltningsaktivitet, som finder sted inden for ministerområdet som helhed, uanset om ministeren har konkret kendskab til de enkelte handlinger.
I virkelighedens verden er der tradition for at tage hensyn til ministerens faktiske viden og eventuelle personlige involvering, hvis et ansvarsforhold kommer til debat i Folketinget. Det har vaeret tilfaeldet adskillige gange.
Støjberg har endog meget tydeligt kommunikeret om sit eget engagement, sin hensigt og indsigt samt sit personlige pres på embedsvaerket.