Sådan udsprang et roboteventyr af et nedlagt vaerft på Fyn
Det hedengangne Lindøvaerftet i Munkebo blev fødestedet for en robotklynge, som opfostrede milliardvirksomhederne Universal Robots og Mobile Industrial Robots.
Bortset fra de gule og brune klinker, som praeger fortovene i midtbyen, ligner Odense de fleste store danske byer. Ligesom Aarhus og Aalborg emmer den fynske hovedstad af universitetsstemning, forskning og viden.
Netop disse tre elementer er de seneste år blevet vaesentlige for Odense.
Ude i de anonyme industrikvarterer i den syd- og sydøstlige del af byen – taet på E20-motorvejen – er store som små robotvirksomheder skudt op. Fra Universal Robots og MIR, der blev solgt til den amerikanske robotgigant Teradyne for hhv. 1,9 og 1,7 mia. kr., til hastigt voksende skud som Blue Ocean Robotics.
Mange af dem er sået via et mangeårigt samarbejde mellem Syddansk Universitet (SDU) og fynsk erhvervsliv om at skabe en robotklynge hjemmehørende i Odense.
Hvilke ingredienser skulle der så til, for at Danmarks tredjestørste by kunne ende med at placere sig på verdenskortet som et center for udvikling af robotteknologi?
»Klyngen var resultatet af en masse tilfaeldigheder,« siger professor Jeppe Nevers, der er leder af SDU’s Center for Maritim- og Erhvervshistorie og har forsket i den fynske succes sammen med en forskergruppe finansieret af Velux Fonden. Det er ifølge ham nødvendigt at gå mere end 30 år tilbage i tiden for at få indblik i, hvordan Odense blev centrum for et roboteventyr, og hvad andre brancher kan laere af det i dag. Det hele begyndte nemlig med nedgangen i A.P. MøllerMaersks indflydelsesrige Odense Staalskibsvaerft – også kaldet Lindøvaerftet – i Munkebo.
Et vigtigt samarbejde
På Odense Universitet – i dag SDU – arbejdede ledelsen på at etablere et taettere samarbejde mellem isaer det naturvidenskabelige fakultet og lokalområdets erhvervsliv. Det var i den forbindelse, at Lindøvaerftets tekniske direktør Torben Andersen mødte John Perram, der var professor i anvendt matematik på SDU.
Kort tid efter fik de stablet et vigtigt samarbejde på benene: Torben Andersen og Lindøvaerftet ville bidrage med økonomisk støtte til udvikling, mens John Perram skulle stå for at rekruttere kloge hjerner blandt universitetets studerende.
Projektet fik det mundrette navn Amrose, som stod for Autonomous Multiple Robot Operation in Structured Environments, og målet var at udvikle software, som skulle gøre robotter i stand til at udføre de meget praecise svejseopgaver.
Samarbejdet blev så populaert, at Odense Universitet måtte oprette et center til at huse alle de studerende og ansatte, som forskede i robotter. Lindøcentret, som det blev døbt, åbnede således i Forskerparken med forbindelse til universitetet i 1992.
Med Odense Staalskibsvaerft og Odense Universitet i et faelles ejerskab blev Amrose til et firma, som endte med at laegge grundstenen for robotklyngen.
»Hen over årene bliver vaerftet verdensførende inden for robotter til skibsbyggeri. Man udvikler bl.a. robotter, der slanger sig mellem de to lag stål i skibsskrogene og gør svejsearbejdet. Det blev en kaempe succes,« siger Jeppe Nevers.
Succesen gik da heller ikke A.P. Møller Fondens naese forbi. Her øjnede man et enormt potentiale. Pengetanken besluttede derfor i 1997 at donere 75 mio. kr. til at videreudvikle Lindøcentret og etablere nye bygninger dedikeret til instituttet.
Lindøcentret blev desuden omdøbt til Maersk Mc-Kinney Møller Instituttet.
Startskuddet til klyngen
»Det var ikke bare penge, som blev givet – de blev investeret. Tanken var også, at man skulle forsøge at raekke ud over vaerftet,« siger Kasper Hallenborg, der i dag er leder af instituttet med omtrent 200 ansatte og 1.500 studerende tilknyttet.
Han understreger betydningen af de penge, som fonden bidrog med.
»De udgjorde sådan set startskuddet for dannelsen af en robotklynge, som i dag er vokset til at favne mange flere forskningsområder inden for robotteknologi – f.eks. kunstig intelligens og tilhørende software,« siger Kasper Hallenborg.
På Maersk Mc-Kinney Møller Instituttet holder man fortsat fast i dna’en fra dets spaede start: det taette samarbejde mellem det private erhvervsliv og SDU samt kommercialiseringen af de idéer og den forskning, der udspringer af instituttet.
»Vi har i dag mellem 110 og 120 forskningsprojekter, der involverer lige fra 20.000-30.000 kr. til flere mio. kr. De spaender bredt i økonomi og varighed, og langt de fleste foregår i samarbejde med erhvervslivet,« fortaeller Kasper Hallenborg.
Omkring årtusindeskiftet begyndte det at gå ned ad bakke for det haederkronede skibsvaerft naer Odense. Selv om robotterne holdt omkostningerne nede, var de dyre at investere i. Arbejdskraften på de sydkoreanske og kinesiske vaerfter var langt billigere, og
Klyngen var resultatet af en masse tilfaeldigheder. JEPPE NEVERS, PROFESSOR I HISTORIE OG LEDER AF SDU’S CENTER FOR MARITIM- OG ERHVERVSHISTORIE
arbejdsopgaverne blev langsomt outsourcet til Sydøstasien.
Udviklingen satte sine spor i Amrose, som endte med at måtte dreje nøglen om i 2001. Forskning var der masser af, og de nyudviklede teknologier blev brugt på Lindøvaerftet. Til gengaeld lykkedes det ikke at afsaette dem andetsteds.
»Vi var meget naive og fokuserede kun på at udvikle en masse ny teknologi. Vi havde ikke fokus på at skabe en forretning og troede, at vi altid senere kunne finde ud af at tjene penge. Det var i tiden op til dotcomkrisen, og så kom 9/11. Da ramlede det. Vi måtte fyre alle. Vores arbejde blev sparet vaek hos begge vores kunder,« udtalte Niels Jul Jacobsen sidste år i et interview med Jyllands-Posten.
Han var teknisk direktør for Amrose i alle selskabets leveår og en af faedrene til robotudviklingen, der udsprang af Lindøvaerftet. Niels Jul Jacobsen og 10 andre blev efterfølgende ansat på vaerftet. 10 år senere var han med til at stifte MIR (Mobile Industrial Robots), som skulle vise sig at blive en af Danmarks største robotsucceser. I dag betragtes han som en af robotklyngens