Cowi-direktør: »Det største kick får jeg af at hjaelpe folk til at skinne«
Mette Kirstine Thomsen ville som ny transportdirektør i Cowi besøge en raekke kontorer. Det spaendte corona ben for, og i stedet arrangerede hun for mange virtuelle møder.
37 timer på en uge. Så lang tid brugte Mette Kirstine Thomsen for nylig på at sidde i Teams-møder.
Hun havde ellers lagt en detaljeret plan for besøg til Cowis otte kontorer i hele landet, da hun som ny divisionsdirektør ville møde sine 600 medarbejdere. Det spaendte den seneste coronanedlukning dog ben for.
»Man sidder derhjemme og vil så gerne ud. Derfor blev jeg lige grebet af det og fik booket lidt for mange møder,« fortaeller Mette Kirstine Thomsen, Cowis nye transportdirektør i Danmark.
Tidligere havde hun 80 ansatte under sig, og den, der sad laengst vaek, var kun 50 meter fra hende på Cowis kontor i Aalborg.
»Naervaer er noget af det, jeg har taenkt allermest over i forbindelse med jobskiftet. Naervaer i forhold til medarbejderne giver mig energi, men det kan man jo ikke have til 600 mennesker,« siger hun.
Trods denne betaenkelighed var Mette Kirstine Thomsen ikke et sekund i tvivl om, at hendes svar til jobtilbuddet var et ja. Nu prøver hun så vidt muligt at skabe naerhed ved at tale med en del af medarbejderne over Teams.
»Man får den bedste information om forretningen ved at tale med forskellige personer, så det ikke altid kun er ledere, man taler med. Den tilgang har jeg altid dyrket,« siger hun.
Som leder driver det Mette Kirstine Thomsen at skabe en god og rar arbejdsplads:
»Det største kick får jeg af at hjaelpe folk til at skinne. For mig handler det i høj grad om at skabe gode rammer for at gå på arbejde.«
En lille ildsjael
Hun har altid organiseret, så meget hun kunne, og forsøgt at påvirke rammerne de steder, hun har vaeret ansat. Sådan var det også, inden hun blev leder.
»Jeg kan faktisk ikke rigtigt lade vaere. Jeg har virkelig taenkt over, om jeg kunne skrue ned for det, men jeg har nok en lille ildsjael i mig på det punkt.«
Mette Kirstine Thomsen vurderer, at det har vaeret med mere eller mindre succes, at hun har forsøgt at påvirke noget:
»Jeg har også laert, at man skal lade vaere med det, når det er noget, der ligger uden for ens ansvarsområde.«
Allerede som helt ung forsøgte Mette Kirstine Thomsen at påvirke en ramme, som hun dog hurtigt fandt ud af ikke tilkom hende.
I sommerferierne i gymnasietiden besøgte hun sin far, der var rejst til Kina for at arbejde som vejingeniør.
»Jeg kom som ung feminist og troede, at nu skulle jeg laere kineserne om menneskerettigheder og ligestilling, men det gik op for mig, at man er nødt til at respektere det land, man er i. Det er en vigtig laering, som jeg ofte traekker på,« siger hun.
Hun knaekkede koden
Hun husker fra sit første besøg i Kina, at de vigtigste personer skulle sidde laengst vaek fra døren, mens kvinder og børn skulle sidde taettest på den.
Hvad der praecist udløste det, husker hun ikke, men hun husker tydeligt, at hun blev irettesat:
»Min far måtte lige fortaelle mig, at jeg var upassende. Jeg gjorde det svaert for ham at gå på arbejde, hvis jeg hele tiden skulle korrekse kineserne.«
Selvom konteksten er anderledes, har hun brugt samme regel om at have respekt for forskelligheder gennem sin karriere, som har budt på offentlige og private arbejdsgivere:
»Jeg har vaeret nødt til at have respekt for, at en kommune og en privat virksomhed ikke har de samme prioriteter og beslutningsgange.«
Forskelligheden frustrerede Mette Kirstine Thomsen, men hun knaekkede koden:
»Når man gerne vil skabe rammer, skal man jo vide, hvordan man kan bevaege sig i organisationen.«