Draghis umulige opgave

Kan det virkelig passe, at det høje danske skattetryk nu skal vaere forbillede for italienerne? Selv i Skat må de have spaerret øjnene op, da Italiens nye premierminister, Mario Draghi, roste det danske skattesystem som et eksempel til efterfølgelse, da han praesenterede sit arbejdsprogram for parlamentet i Rom.

Ret skal vaere ret. Mario Draghi tiljublede ikke skattetrykket i sig selv, men den metode, som tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen anvendte for at bane vejen for en skattereform: Der blev nedsat en kommission, som hørte både organisationer og partier, inden den fremlagde sine tanker, og de blev behandlet i parlamentet. Ifølge Draghi er det med til at skabe den legitimitet, som reformer ofte mangler. Italiens nye regeringschef erklaerede sig også ganske godt tilfreds med resultatet, nemlig Forårspakke 2.0, da topskattegraensen blev saenket, bundskatten sat ned, og mellemskatten afskaffet.

Anders Fogh Rasmussen sad over syv år som statsminister i Danmark og havde et solidt flertal i ryggen. Mario Draghi skal på kort tid omsaette sine tanker fra vision til virkelighed. Han står i spidsen for den tredje regering, siden italienerne gik til valg for tre år siden. Naeste ordinaere valg skal finde sted senest om to år.

Draghi erkendte i sin tale, at italienske regeringer sjaeldent sidder laenge, men når det virkelig gaelder, så er det kvaliteten af beslutningerne og ikke dagene, som taeller, lød det optimistisk fra Italiens 44. regeringschef, siden kristendemokraten Alcide de Gasperi dannede den første demokratiske regering efter Anden Verdenskrig. Sammensaetningen af det parlament, som blev født mudret, har ikke aendret sig. Draghi vil som sin forgaenger, Giuseppe Conte, vaere klemt mellem højrefløjen, venstrefløjen og flere komplet uforudsigelige medlemmer fra Femstjernebevaegelsen.

Det kan med andre ord blive svaert for den distingverede Draghi at få støtte til sin politik og ikke mindst de reformer, som den tidligere ECB-direktør ganske klart kan se er nødvendige for Italien. I første omgang for at Italien overhovedet kan få del i EU’s milliardstore coronahjaelpepakke. Blandt de partier, som nu er del af hans regering, har man ikke undladt at spille på EU og euroen som fjendebillede til Italien. Draghi havde iført sig EU-blåt slips, da han talte, og slog fast, at euroen er kommet for at blive, og at Italien bekender sig til EU og Nato.

Mario Draghi holdt den tale, som mange gerne vil høre. På de europaeiske ambassader i Rom har man formentlig sendt beroligende indberetninger hjem til hovedstaederne. Italienerne laegger vanen tro ud med at klappe ad deres nye mand på posten, men det betyder langt fra, at den er hjemme for Draghi, som havde selverkendelse nok til at naevne, at der har vaeret mange tilløb til reformer i Italien, men at de har haft begraenset effekt i virkeligheden.

Mario Draghi kunne med fordel laere af en anden af Foghs arbejdsmetoder: »Det er udfaldet af kulturkampen, der afgør Danmarks fremtid. Ikke den økonomiske politik. Ikke teknokratiske aendringer af lovgivningssystemer,« lød det fra Fogh i 2003. Om så Draghi lykkes med at få hele sit lovog reformprogram gennem begge parlamentets to kamre, så aendrer det ikke på, at det stikker dybt i det italienske folkedyb, at regler er til fortolkning, og at staten er en størrelse, som man helst skal holde ud i strakt arm. Den egentlige reform begynder der.