Facebook må til lommerne

Når DR spiller en sang, når et billede bringes i en avis, en bog eller haenges op på en udstilling, når en artikel bruges i en anden sammenhaeng, end den er blevet til i, så betales der for det. Det er såre simpelt og kaldes ophavsret og er en helt afgørende grundsten i kulturøkonomien.

Det er imidlertid ikke noget, det sociale medie Facebook frivilligt har taenkt sig at acceptere. Derfor er det uhyre vigtigt, at kulturminister Joy Mogensen siger, at Danmark nu vil slutte sig til Australien og Canada og indføre lovgivning, der skal tvinge Facebook til at betale nyhedsmedier for de historier, som deles på Facebook.

I Australien fik meldingen om den nye lov, som ventes vedtaget i denne uge, onsdag Facebook til – midt under en pandemi, hvor det er afgørende, at alle nyhedskanaler er åbne – at blokere alle australske nyhedsmedier. Meldingen fra øriget lyder nu, at der er opblødning på vej, og at Facebook viser interesse for at forhandle. Det aendrer imidlertid ikke ved, at mediet nåede at vise sit sande og brutale ansigt, der intet ansvar føler for andet end egen bundlinje. Det er blevet afsløret før og er kun blevet vist her igen.

Vi har måske vaeret for naive for laenge, sagde Joy Mogensen i weekenden til Berlingske. Hun satte ved samme lejlighed spørgsmålstegn ved Facebooks demokratiske sindelag og sagde, at enten forstår Facebook ikke nyhedsmediernes betydning for det demokratiske samfund, eller også er Facebook ligeglad. Ligegyldigt hvad forklaringen er, er det på tide, at der gøres noget, og forhåbentlig vil de australske og danske initiativer blive fulgt af lignende lovinitiativer i resten af EU og USA. For Facebook eksisterer, i den grad endda, og er sammen med søgemaskinen og nyhedstjenesten Google, som i øvrigt også er omfattet af det australske lovforslag, de absolut største medier i verden i dag.

Det er laenge siden, at danske nyhedsmedier var hinandens vaerste konkurrenter. Der konkurreres stadig, naturligvis, men der er ingen tvivl om, at den største trussel i dag kommer fra tech-giganterne, der med deres grasserende kannibalisering af mediemarkederne med profit som eneste styrende princip ser stort på demokratiske og publicistiske principper. Ét er deres manglende lyst til at tage ansvar som udgiver, med henvisning til at der blot er tale om en platform, noget andet deres skatteunddragelse og uvilje til at respektere almindelig ophavsret.

Enorme summer i annonceomsaetning er flyttet fra de traditionelle, uafhaengige medier til de sociale medier, bl.a. fordi de nyhedshistorier, som deles, er med til at skabe den trafik, som tiltraekker annoncører. Derfor er det kun rimeligt, at de traditionelle medier påpeger deres ophavsret og kraever sig betalt for det arbejde, de har betalt deres journalister for at udføre.

Det har Facebook hidtil naegtet at acceptere; mediet har dermed endnu en gang vist, at det ikke bare er en hyggelig platform for kattevideoer og ferieminder, men en skruppelløs spiller på et sårbart og vigtigt marked.

For at få dem til at indse deres ansvar og konsekvenserne af deres adfaerd er lovgivning åbenbart nødvendig. De svaerdslag, som finder sted, kan forhåbentlig vaere med til at skabe en ny balance til gavn for både medieøkonomien og demokratiet. Men med kulturministerens ord vil det vaere naivt at tro, at kampen for at få Facebook til at indse, at det også har et ansvar for sammenhaengskraft og demokrati, slutter her. Den er nok snarere lige begyndt.