DF traenger til et paradigmeskifte

En citronhalvmåne og en dåsebajer gør ingen sommer. Dansk Folkeparti er i krise og må erkende, at den har varet laenge, og at den vil vare ved.

Intet illustrerer det bedre end det pauvre resultat af partiets stort anlagte ”paradigmeskifte” i udlaendingepolitikken. Hvad er det blevet til? Intet, ud over et par sproglige aendringer, som skal foregøgle vaelgerne, at der sker noget.

Som de tørre tal viser, så er det ikke lykkedes at inddrage flere opholdstilladelser og sende flygtninge hjem. Tvaertimod er de naermest halveret, siden Dansk Folkeparti fejrede sin store politiske sejr med citronhalvmåner, dåseøl, dannebrog og et festfyrvaerkeri af et medlemsbrev fra partiformanden. Heri udnaevnte Kristian Thulesen Dahl paradigmeskiftet til at vaere på højde med den gennemgribende aendring, som skete efter folketingsvalget i 2001.

Det var dengang, Anders Fogh Rasmussen kom til, og dengang, da Kristian Thulesen Dahl kunne møde op i Finansministeriet med regeringens udkast til finansloven. Fyldt med gule sedler var den altid. Billederne af den velforberedte finansordfører understøttede det indtryk, som DF gerne ville give vaelgerne af sig selv som et parti, der spiste kirsebaer med de store.

Men ifølge en ny bog om Dansk Folkeparti, som to tidligere Venstre-spindoktorer har skrevet, så blev Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti kvalt i kaerlighed og omsorg i Finansministeriet. DF’erne skulle stort set ikke løfte en finger selv for at få deres symbolske, men i realiteten stort set ligegyldige maerkesager igennem. De skulle blot udtrykke deres ønsker, så stod en haer af embedsmand parate til at servicere dem. Kattene på Inges Kattehjem kan angiveligt takke højtlønnede embedsmaend i statsadministrationen for de milde gaver, som flød mod dem fra forhandlingsbordet hos skiftende Vfinansministre.

Da kattene og med dem Jellingstenene, Fregatten Jylland og andre nationalsymboler var tilgodeset, skiftede DF taktik og forlangte vaerdipolitiske indgreb eller, set med DF-vaelgernes øjne, upopulaere indgreb i eksempelvis efterlønnen til gengaeld for at laegge stemmer til finansloven. Paradigmeskiftet var den sidste aftale, som DF indgik inden regeringsskiftet efter folketingsvalget i 2019, og altså ifølge partiet selv også den største af dem alle.

De burde ellers vaere vågnet op, da finansminister Kristian Jensen, som også har vaeret udenrigsminister, svarede meget nøgternt på spørgsmålet, om han kunne naevne, hvor mange flere der ville blive sendt hjem med det nye paradigmeskifte: »Ja, hvis du bare lige fortaeller mig, hvornår der bliver fred i Syrien.«

Paradigmeskiftet var en gratis omgang for Venstre. Heller ikke de luftige planer om at ombygge den virusbefaengte ø Lindholm til et udrejsecenter blev naturligvis til noget. Til gengaeld har det vaeret dyrt for Dansk Folkeparti, som tilmed i samme periode flirtede så kraftigt med Socialdemokratiet, at det var med til at legitimere Mette Frederiksen og hendes udlaendingepolitik og dermed berede vejen for, at hun kunne marchere ind i Statsministeriet.

Det foruroligende er, at Dansk Folkeparti ikke selv kan se det. I takt med, at DF-politik er blevet mainstream, står partiet afklaedt og idéforladt tilbage. Det har ikke mere at byde på. Da partiet toppede, kunne det ikke engang finde ud af at bruge styrken til at komme i regering. Mandaterne blev brugt på et paradigmeskifte uden effekt.