Forhåbentlig laerer vi noget af Grønnegård

Den aktuelle Grønnegård-udredning lever op til forventningerne. Den reder mange af trådene ud i håndteringen af coronakrisen fra januar til april 2020. Det digre vaerk overflyver med politologiprofessor Jørgen Grønnegård Christensen som førstepilot de demokratiske udfordringer i myndigheds-Danmarks ”mission nedlukning” i start 2020. Meget lykkes i udredningen.

Udredningen bekraefter det velkendte billede af, at regeringen i denne fase mest spillede førsteviolin, mens Folketinget mest spillede andenviolin. Herudover efterlader udredningen to indtryk. Udredningsgruppen har forståelse for, at myndigheder stod over for en ukendt krise, og der er lagt en bred margen ind her.

Omvendt er der flere nålestik i form af f.eks. kritik af lukkethed i beslutningsprocesserne.

Udredningen er et mix af det runde og det spidse, og man kan laese den både som respekt for rettidig omhu og som en haevet politologisk pegefinger over for overdreven topstyring.

Selve udredningsformatet viser også sin styrke. Isaer hurtighed.

Det tog fem måneder at nå i mål med 600 siders rapport: ny rekord. Anbefalingskataloget står på skuldrene af et stort materiale. Der er tilsyneladende af frivillighedens vej givet indblik i de fleste maskinrum, og et godt informationsflow er ikke er en naturlov. Også plus her.

Udredningen har laering – ikke ansvarsvurdering – som mål, hvad der er både et minus og et plus.

Der var flere taender i det oprindelige udredningsoplaeg, men de blev hevet ud efter anskrig fra Djøf.

Den ”bløde” model har haft den fordel at saenke paraderne lidt rundtomkring. Udredningsformatet supplerer nu, hvad der ligger i den så berømte vaerktøjskasse, når ”sager” skal undersøges.

Den solide coronaudredning, i grønt omslag, giver grund til at håbe, at vi laerer noget.