Sådan starter man en ny pandemi
Regeringen har taget covid-19 ekstremt alvorligt og understreget, at den hellere vil gå et skridt for langt end et for kort i forhold til at holde smittetrykket nede. Men hvad med at minimere risikoen for fremtidige epidemier? Hvor langt er man villig til
Siden covid-19 for alvor lagde vores samfund ned, lukkede os inde i vores hjem og forhindrede os i at foretage os rigtig meget af det, vi holder allermest af, har mange af os nok spurgt os selv, hvordan vi kan sikre, at der aldrig sker noget lignende igen. Det spørgsmål har jeg desvaerre intet svar på, men jeg ved til gengaeld, hvordan vi kan sikre, at det med al sandsynlighed kommer til at ske igen; ved at fortsaette med at udnytte naturen på det groveste.
For mange er debatten om zoonotiske sygdomme som covid-19 nok ny, men videnskabsfolk har laenge vidst, at truslen fra disse sygdomme er alvorlig. Allerede i 2007 udgav FN’s fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) rapporten ”Industrial Livestock Production and Global Health Risks”, der påpegede, at tre af fire virusser, som påvirker mennesker, stammer fra dyr eller animalske fødevarer.
Og hvis ikke de mange skriverier om Wuhan, de kinesiske vådmarkeder og flagermus tilbage ved epidemiens start fik os til at indse, at covid-19 har et direkte link til vores relation til naturens andre arter, så gjorde den voldsomme smittespredning til millioner af dyr i vores egen minkproduktion det forhåbentlig.
Covid-19 er en såkaldt zoonose, dvs. en sygdom, der udmaerker sig ved, ligesom f.eks. ebola, svineinfluenza, fugleinfluenza og mers, at kunne smitte mellem dyr og mennesker. Og den slags sygdomme kan vi i fremtiden få mange flere af. Ifølge FN er risikoen for nye zoonoser og dermed også nye pandemier nemlig hastigt voksende. Og årsagerne, de påpeger, er følgende: afskovning og pres på naturen, antibiotikaresistens, intensiv produktion af landbrugsdyr, klimaforandringer samt ulovlig og svagt reguleret handel med vilde dyr.
Vil vi sikre os de bedste forudsaetninger