Jyllands-Posten

Regeringen tror, de kan kontroller­e sig ud af alt – også folks frustratio­ner. Det kan de ikke

Statens indkøb af 20 millioner testkits, købt ubeset, var dråben, der fik mit baeger af frustratio­ner til at flyde over. Der har bredt sig en tendens hos regeringen og de folkevalgt­e til at tale til os – vaelgerne – som om vi er dumme skolebørn.

- LENE HULTÉN cand.mag. og selvstaend­ig, Hvidovre

I sidste uge holdt regeringen endnu et coronapres­semøde. Det handlede om genåbnings­strategien for Danmark. Vi skal alle regne med fremover at blive testet, når vi skal eller vil ud i det faelles samfund igen, uanset om vi skal i daginstitu­tion, skole, på arbejde, restaurant, i biografen eller ud at flyve. Al aktivitet med flere end de fem mennesker, nogle af os kender og stadig er så heldige at se ad gangen af og til, skal alle testes ved tilbageven­ding til det, nogle stadig naivt insisterer på at kalde ”normale tilstande”.

Vi skal vaenne os til tanken om, at vi alle skal testes to gange om ugen, fortalte Magnus Heunicke os også forleden.

Nu har virkelighe­den i modsaetnin­g til os andre ikke altid respektere­t regeringen­s planer, og allerede på forhånd kunne vi da også se, at test to gange om ugen af omkring seks millioner mennesker lyder af så meget, at hvis det overhovede­t ville kunne lade sig gøre, ville sundhedssy­stemet og en del andre systemer ikke kunne nå andet.

Derfor taenkte jeg, at jeg nok måtte skaffe nogle af de kviktest til hjemmebrug, som også vores finansmini­ster mente kunne blive en nødvendig hjaelp i testningen.

Jeg var godt klar over, at jeg nok ikke bare med kviktest kunne komme på restaurant, men jeg kunne da tage en test, når jeg skulle møde mennesker, der var utrygge ved at møde mig igen, og i det hele taget hjaelpe regeringen lidt med deres nok lidt undervurde­rede projekt.

På nettet var der selvfølgel­ig forskellig­e tilbud, og et af de mere seriøse tilbød 25 testkits for 1600 kr. Det vil sige 64 kr. per test. Prisen skraemte mig ikke. Hvad er man ikke villig til at betale for lidt mere frihed? Jeg ville imidlertid gerne vaere sikker på, at jeg faktisk ikke havde corona, hvis prøven viste, at det havde jeg ikke. Så forleden nat besluttede jeg mig for at undersøge alt, hvad jeg kunne finde, om sikkerhede­n på disse nye test.

Inden jeg taendte for min pc for at gå på nettet, bladrede jeg lige mine onlineavis­er igennem og kunne allerede på forsiden af en af dem laese: »20 millioner kviktests købt ubeset«. Jeg forstod med det samme, at regeringen ikke engang havde gidet at gøre det arbejde, jeg midt om natten var i gang med at udføre gratis, på trods af at de får deres penge for det.

Det vigtigste for regeringen­s kviktest burde også nok vaere sikkerhede­n, som de altså ikke har tjekket, men det betyder nu også en lille smule, når regeringen bare, uden at se sig for, køber ind for noget, der ligner en milliard kroner, til et projekt, som de lige har defineret som grundlaget for genåbninge­n af vores land.

Det er jo heller ikke de eneste penge, Mette Frederikse­n har brugt på hovsaløsni­nger og forsøg på at stille alle dem, der var utilfredse med hendes coronahånd­tering, tilfreds.

Da jeg var kommet så langt i mine tanker, spurgte min mand meget fornuftigt, hvorfor jeg brokkede mig over lige netop dette med testkøbet. Der havde da vaeret meget andet, som var meget vaerre. Ud over minkskanda­len og det faktum, at regeringen bare uden videre havde udmanøvrer­et al den sundhedsma­essige ekspertise, som stod i vejen for dens politiske strategier, var der jo også det faktum, at hverken regeringen eller deres sundhedsfa­glige eksperter havde undersøgt spildevand­et, hvilket formentlig havde vaeret en langt billigere og mere effektiv metode end testning til at forudse og planlaegge efter covid-19’s bevaegelse­r.

Så hvorfor var netop disse 20 millioner test, købt ubeset, dråben, der fik baegeret til at flyde over for mig?

Det var et godt spørgsmål, og jeg er sikker på, at min mand har fortrudt det, for jeg besluttede at besvare hans spørgsmål:

Jeg er grusomt traet af pressemøde­r med gestalter, der ligner mennesker så meget, at jeg er nødt til at tro på dem. Sådan er jeg designet. Menneskehe­den er kommet hertil, hvor vi er, på godt og også ondt, fordi en af vores forudsaetn­inger for at overleve er, at vi tror på, hvad andre mennesker fortaeller os.

Jeg er også uddannet til at taenke logisk og intellektu­elt, men mine instinkter og min intuition, mine følelser, gør oprør mod alle de indlysende løgne, sorte som hvide, som jeg efterhånde­n uafladelig fyldes med.

Det er ikke nyt, men meget mere tydeligt her under coronaen, hvor vi hele tiden skifter mellem roen og oprindelig­heden i os selv, som bliver større og dybere hele tiden, og politikern­es og meningsdan­nernes omvendt mere og mere hektiske og øreskurren­de ideologisk­e manipulati­oner.

Det begyndte laenge inden coronaen, hvor al debat også foregik på virtuelle medier, så al menneskeli­ghed blev konvertere­t til principper for eller imod det, vi mener, som med tiden er blevet meget vigtigere end det, vi gør, selv om det sidste måske ovenikøbet er noget, vi gør, fordi vi mener det.

Vi har også oplevet den store MeToo-stoleleg, ikke kun hos De Radikale, men i hele den officielle medieverde­n, som heldigvis ikke er hele den virkelighe­d, som de selv tror.

Det var ikke til at få en fod til jorden. De, der alligevel fik det, var mennesker som Pia Kjaersgaar­d og Inger Støjberg, som vi jo ikke kunne tage seriøst på grund af netop deres menneskesy­n, men så kom coronaen, og det eneste rigtige menneske, der stod tilbage, var Inger Støjberg.

Hun havde ikke meget at give, men hun gav det, hun troede på, og stod fast på det, og selv om jeg var og er uenig med hende, følte jeg mig også tryg ved et menneske, som jeg kunne både se, høre og føle, hvor jeg havde.

Jeg syntes også, at Støjbergs triumfkage med et lys for hver udvist asylansøge­r var lidt usmagelig, men da Mette Frederikse­n fornylig udstillede sine makrelmadd­er, fik jeg decideret kvalme. Det var en fornaermel­se af højeste potens. Inger Støjberg havde trods alt givet udtryk for noget, der gjorde hende glad. Det gjorde ikke mig glad, men jeg kunne se, at det gjorde hende glad, og jeg kan ikke se, at andet end magt gør Mette Frederikse­n glad, heller ikke når hun påstår noget andet.

Jeg er blevet verdensmes­ter i at konvertere min vrede og mine frustratio­ner til meditative helhedssyn af alt fra evighed og til evighed, men jeg er traet af, at vores lands ledere og ledelse tror, at vi enten er ligeglade intellektu­elle eller aktivistis­ke demonstran­ter.

Jeg er ikke enig med demonstran­terne i ret meget, men jeg forstår og maerker også de samme frustratio­ner over den magtfuldko­mmenhed og selvhøjtid­elighed, der praeger de mennesker, der styrer vores land.

Det virkelige liv kan ikke leves på hverken de virtuelle medier eller i ideologisk­e eller principiel­le verdner. Så dør vi alle sammen på den ene eller den anden måde, og så er det ligegyldig­t med mundbind og testskits.

Jeg plejer at vente med at gå ud i verden, til jeg har styr på mine aggression­er, men nu skrev jeg dette for at gøre det modsatte og dermed fortaelle, at de frustrered­e reaktioner, som regeringen tror, de har kontrol over og kan styre, er meget mere udbredt, end de i deres vildeste fantasi i deres virtuelle og ideologisk­e elfenbenst­årn kan forestille sig.

Det handler ikke om personlig hetz mod Mette Frederikse­n, selv om hun, når det passer i hendes egne planer, gerne stiller sig så langt frem, at hun er svaer at overse og derfor gør sig selv til et indlysende sigtemål.

Det drejer sig om, at der i hele Folketinge­t fra det yderste venstre og naesten til det yderste højre, har udviklet sig en virksomhed­sånd, hvor det er i orden at tale ned til vaelgerne, som om de var dumme skolebørn eller endnu vaerre dumme: foraeldre i en folkeskole.

Men ligesom skolebørn og deres foraeldre er mennesker, er vaelgere det også, og det virkelige liv kan ikke leves på hverken de virtuelle medier eller i ideologisk­e eller principiel­le verdner. Så dør vi alle sammen på den ene eller den anden måde, og så er det ligegyldig­t med mundbind og testskits.

Det var det, der omsider fik baegeret til at flyde over for mig.

 ??  ??

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark