Forestil dig ”Løvens Hule” for lønmodtagere: »Så du går tit hjem efter kl. 16? Så er jeg ude!«

Ny forskning: ”Løvens Hule” viser faktisk ikke virkeligheden.

Nogle gange formår videnskaben at se ting, vi andre ikke ser. Bare sådan. F.eks. at ”Løvens Hule” tegner et billede af ivaerksaettere som straebere, der går efter vaekst, vaekst, vaekst og arbejder i døgndrift.

Av. Den sad. Det er godt spottet af professoren i ivaerksaetteri ved Syddansk Universitet, der har studeret tv-programmet:

At programmet igen og igen handler om en mand/ kvinde med et Duracell-batteri og en god idé, der påstår at kunne flerdoble sin omsaetning på få år. Med penge og råd fra en løve.

Forskeren er spot-on, og det samme er givetvis hans bekymring for, om programmets vaekst- og skaleringshype kan skraemme nøjsomme typer fra at starte virksomhed. Og i et større perspektiv: Hvor mange kan egentlig føle sig succesfulde, efter at Jesper Buch har tømt tromlen i sin verbale Colt Peacemaker i hovedet på én? Ikke mange.

”Løvens Hule” er en ophobning af klichéer. Korrekt. Hvor er damefrisøren, der overvejer at åbne egen salon, og hvor er økonomen, der naesten har to kunder og med én kunde til er klar til at gå konsulentvejen?

Ikke i det tv-studie, hvor United Productions optog saeson 6. Og de var der heller ikke i saeson 1, 2, 3, 4 og 5. Men de er derude – i virkeligheden.

Kritik af formatet blev også ventileret for et år siden. Dengang af en ivaerksaetter. Ivaerksaetteren pegede på formatets store forkaerlighed for fysiske produkter. Seerne kunne nemlig nemmere forholde sig til, om en skjorte eller en dims kunne blive en saellert end et software eller en platform.

Det var det ene kritikpunkt. Det andet var programmets indbyggede growth hack.

Når et produkt som en skjorte eller et par bukser havde vaeret i ”Løvens Hule”, og en løve havde storrost produktet og sagt ja til at skyde penge i det, havde vaerdisaetningen af sig selv fået et kaempe løft. Ifølge ivaerksaetteren rummede granskningen for rullende kamera et element af selvopfyldende profeti.

Fra samme skuffe: I sidste uge kom det frem, at en fjerdedel af de aftaler, der indgås i ”Løvens Hule”, ikke bliver til noget. Eller sagt på en anden måde:

For hver gang seerne får serveret fire håndslag mellem lam og løver, er der ét håndslag, som bliver trukket tilbage. Bare sådan. Fordi nogle salgs- og omsaetningstal ikke holdt uden for rampelyset, eller et patent var taget, eller idémanden simpelthen fortrød, da konsekvenserne af et partnerskab med en løve gik op for ham.

Den korte version af en lang historie er, at ”Løvens Hule” ikke viser virkeligheden. Men det vidste alle jo godt i forvejen.

Professoren i ivaerksaetteri ved Syddansk Universitet haegter så ligesom ivaerksaetteren bag app’en Drugstars en tankevaekkende pointe på. Den pointe er, at programmet muligvis ikke blot gør gode ting ved selvstaendighedskulturen i Danmark.

Af en eller anden grund vil danskerne alligevel vaeldig gerne tro på ”Løvens Hule”. Kernefortaellingen om personen, der kaemper sig gennem traengsler og afsavn, fordi vedkommende tror på sin idé. Og ender med at sejre.

Interessant nok har danskerne ikke tilsvarende følelser for deltagerne i ”Gift ved første blik”.

Her kan forholdsvis skrøbelige skaebner, der er klar til at give alt for kaerligheden, sejle mod fuldbårne fiaskoer over tre afsnit, uden at seerne gør oprør og kraever programmets kernefortaelling skrevet om til, at lykken sejrer til sidst.

Den korte version af en lang historie er, at ”Løvens Hule” ikke viser virkeligheden. Men det vidste alle jo godt i forvejen.

I ”Løvens Hule” sejrer lykken til sidst. Dét er kernefortaellingen. Det er på ingen måde et billede af virkeligheden, men det er den fortaelling, som programmet leverer til danskerne, når produktionsselskabet har bearbejdet råmaterialet. Sådan som vi ønsker det.

Forestil dig et ”Løvens Hule”-format, bare med lønmodtagere. Ind kommer en kassedame i Kvickly, der søger et lån på 10.000 kr. mod 10.000 kr. af sine feriepenge naeste år.

Nu begynder løverne at spørge ind. Jo mere lønmodtageragtigt, hun svarer, jo større er chancen for et ja. Så da hun oplyser, at hun sommetider bliver efter arbejdstid og rydder op i frokoststuen, siger Jesper Buch, at så er han ude.

Og Mia Wagner står af, da kassedamen oplyser, at hun vil bruge de 10.000 kr. på et kursus i multimediegrafik, så hun kan tjene en skilling i sin sparsomme fritid.

Men den naeste deltager, der søger penge til en campingvogn og et kroophold, får et ja fra alle løver.

Ahhh. Er det nu ikke lidt for klichepraeget? Jo. Netop.