»Jeg er ofte hjemsøgt af tanken om, at jeg ikke har udrettet nok i livet«
»Fred og ro på en tropeø. I begyndelsen af 1990’erne rejste jeg til Haiti for at slå mig ned. Jeg var ramt af en voldsom depression og havde en teori om, at min indre uro ville have godt af den ydre uro, som udspillede sig på øen. Det fik jeg ret i. Haiti kurerede min depression.«
»Den er melankolsk. Men det er ikke nyt. Det er et grundvilkår i mit liv. Jeg taenker på alt det, jeg ikke har fået gjort. Jeg er ofte hjemsøgt af tanken om, at jeg ikke har udrettet nok. Jeg har en god veninde, som jeg nogle gange brokker mig til. Jeg har vaeret for doven med mit arbejde, siger jeg til hende. Så griner hun af mig og siger, at jeg tager fejl. Det letter lidt, at andre ser anderledes på mine praestationer. Men så er der mit private liv. Jeg spørger ofte mig selv, om jeg har vaeret der nok for mine naermeste. Det er vaerst i de tidlige morgentimer, hvor jeg endnu ikke er helt vågen. Jeg lider af det, psykiatrikerne kalder for morgenvånde, og det bliver kun vaerre med årene. Jeg ligger i sengen, jeg er tung i det og kan naesten ikke overskue dagen, men så kommer jeg op, og så letter mørket. Nogle gange spørger jeg mine børn direkte, om jeg har vaeret en god nok far. Det er et svaert spørgsmål at stille. Så svarer de, at det har jeg. Det svar er jeg selvfølgelig glad for.«
»Sanselighed. Jeg orienterer mig via mine sanser. Det har jeg altid gjort. Jeg saetter mine sanser langt højere end min fornuft. Et andet traek ved mig er, at jeg er langsom. Det dyrker jeg naesten som en dyd, og jeg taler meget om vigtigheden af at vaere langsom, når jeg underviser unge filminstruktører. Tiden skriger på hurtighed og effektivitet, men langsomheden giver én tid til at reflektere over de ting, man gør, og de valg, man traeffer.«
»At jeg lader mit mørke humør traekke mig ned og spilder så meget tid på at gruble negativt over livet. Det er en stor fejl. Men med alderen har jeg accepteret, at det nok hører med til det at vaere mig. Jeg har i perioder fået piller, der skulle løfte mit humør, men det er jeg stoppet med. Jeg er bange for, at den antidepressive medicin aendrer mig. Som ung laeste jeg Thomas Manns ”Doktor Faustus”, der handler om komponisten Adrian Leverkühn, som saelger sin sjael til Djaevlen for at opnå kunstnerisk genialitet. Den roman gjorde et stort indtryk på mig, og jeg faldt ned i nogle uhyggelige angstanfald.«
»At laese avis. Jeg forsøger altid at få fat i papirudgaven af New York Times, uanset hvor jeg befinder mig i verden. I øjeblikket bor jeg i en lånt lejlighed på Mallorca, og her får jeg avisen leveret til den lokale kiosk hver morgen. I København kan jeg godt lide at sidde på en café og drikke morgenkaffe, mens jeg laeser i min avis. Jeg vil gerne vide, hvad der sker i verden. Den trang er ikke blevet mindre med årene.«
»At miste et af mine børn.« »Jeg er ikke nogen stor fuglekender, men kolibrien gør altid et stort indtryk på mig. I mit hjem i Haiti har jeg en terrasse i haven, hvor jeg spiser morgenmad, og her kommer kolibrierne forbi hver dag. Jeg elsker deres elegance, når de står stille i luften, mens de suger nektar ud af blomsterne. Det er et rørende syn, synes jeg. Naturens finmekanik i smukkeste udfoldelse.«
Jeg har i perioder fået piller, der skulle løfte mit humør, men det er jeg stoppet med. Jeg er bange for, at den antidepressive medicin aendrer mig. JØRGEN LETH, DIGTER OG FILMSKABER
»Cykelryttere som colombianeren Nairo Quintana og italienske Fausto Coppi. De er begge bjergryttere, og de er begge drømmere. Jeg lavede engang en film om haitianske malere, der hed ”Drømmere”. De sande kunstnere forsøger at beskrive deres drømme gennem kunsten, de aendrer verden med deres drømme. Den generøsitet kan jeg godt lide. Det samme er tilfaeldet med cykelryttere. Når de største bjergryttere kører vaek fra feltet og drager ud på deres togter, folder de også deres drømme ud og gør verden til et smukkere sted. Det påvirker mig meget, når jeg oplever den slags mennesker udfolde sig. Deres handlinger er aldrig båret frem af fornuft, men jeg hylder det ufornuftige i dem.«
»At de er trofaste. Jeg har venner, som jeg har kendt siden ungdommen. For tiden er jeg optaget af at genbesøge gamle venskaber. Forleden skrev jeg til en ven, som jeg ikke har set eller hørt fra i flere år for at minde ham om, at jeg stadig var der. Jeg ville gerne vide, hvordan han havde det, og han skulle vide, at jeg taenkte på ham og det, vi havde haft sammen. Han skrev et langt brev tilbage, der handlede om, hvordan vi havde påvirket hinandens liv. Det blev jeg glad for. Jeg tilbringer meget tid alene, men jeg føler mig aldrig ensom, for jeg har mange venner, jeg kan raekke ud efter, hvis jeg har brug for selskab. Det er en stor rigdom.«
»Fejhed, naerighed og misundelse.«
»Utroskab. Jeg tror, det er kulturelt betinget. Jeg var voksen i
1960’erne og 70’erne, hvor seksualiteten blev sat fri, og mange eksperimenterede med fri kaerlighed. Men jeg tror også, det handler om, at jeg erkender mine egne begraensninger som menneske. Når man selv er fejlbarlig, er man nødt til at have en vis overbaerenhed med andre.«
»Som Marlon Brando i slutningen af Francis Ford Coppolas vidunderlige film ”The Godfather”. Han spiller mafiabossen Don Corleone, der har overlevet blodige drabsforsøg og set sin søn blive myrdet. Nu er han blevet gammel og har trukket sig tilbage, og han sidder i solen i sin appelsinhave med sit barnebarn ved sin side. Der er endelig fred og ro. På et tidspunkt rejser han sig op for at lege fangeleg med drengen, der jubler henrykt. Pludselig tager den gamle sig til brystet og falder om i sine tomatplanter. Og så er livet slut. Det er en smuk død, synes jeg.«