Skal man vaere venstreorienteret for at vaere en god kunstner?

Erik Svendsens bog ”De intellektuelle” indbyder til diskussion. De intellektuelle er sjaeldent enige om så meget.

Erik Svendsens bog om de intellektuelle falder i to dele. I den første forholder forfatteren sig til, hvad et udvalg af sociologer, filosoffer og forfattere gennem tiden har skrevet om emnet. Det begynder med Zola og hans intervention i Dreyfus-affaelade ren, og siden møder vi Gramsci, Mannheim, Eco, Bourdieu, Woolf, Beauvoir, Sartre, Barthes, Foucault og Lyotard.

Svendsen søger ikke en »eviggyldig definition«, nedslagene munder ud i en raekke tillaegsord – »organisk«, »traditionel«, »specifik«, »universel«, »integreret«, »institutionel«, »professionel« – som kan haeftes på den intellektuelle. Man undrer sig ikke over diversiteten, for det er jo intellektuelle, der skriver om sig selv, og de er som bekendt sjaeldent enige om så meget. Kunsten er at finde sine egne tillaegsord.

Overordnet skelner Svendsen mellem intellektuelle i kraft af fag eller arbejde – Kåre Mølbak naevnes, skønt han vel naermest er, hvad man kalder en ekspert – og så en mere celeber gruppe af public intellectuals, som, fordi de kan og isaer ikke kan

vaere, blander sig i alt muligt, uanset egentlig kompetence. Folk som Sartre, PH og Noam Chomsky.

Fra Brandes til Jensen

I bogens anden del får vi Svendsens version af historien om danske intellektuelle i det 20.-21. århundrede, isaer af varianten public intellectuals. Der begyndes med Georg Brandes og sluttes af med Carsten Jensen. Indimellem møder vi PH, Villy Sørensen og Suzanne Brøgger, men også konservative taenkere som Harald Nielsen, Arne Sørensen og Søren Krarup. Desuden Hal Koch og Elsa Gress.

Der er i bogen en interessant diskussion af intellektuelles ofte problematiske forhold til demokrati og til ”masserne”, f.eks. i forbindelse med Brandes og PH. Uanset ideologiske praeferencer er den intellektuelle i sidste instans en ener.

Der afsluttes med en case, hvor det undersøges, hvad internettet og isaer de sociale medier kan betyde for de intellektuelle. Her er det

Svend Brinkmann og Carsten Jensen, der highlightes.

Villy Sørensen og Suzanne Brøgger ses i logisk forlaengelse af hinanden, og Carsten Jensen i forlaengelse af de to. De tre er undtagelser fra reglen om intellektuelles i stigende grad institutionelle tilknytning. Svendsen tilstraeber at vaere »neutral«, men udviser ikke ligefrem overdreven kritisk distance, når det kommer til Brøgger og Carsten Jensen. Subjektivitet synes at vaere i orden, når Suzanne Brøgger tromler Elsa Gress, men er det ikke, hvor han efterfølgende ser på Søren Krarup.

Behov for positionering

I bogens anden del fornemmer man i det hele taget hos forfatteren et stort behov for at positionere sig over for »de kulturkonservative« i generaliseret aftapning.

Bogen er i jaevnt stigende grad polemisk – det er måske de »normative hensyn«, han omtaler i indledningen, der traenger sig på. Det er bestemt hans egen sag, hvordan han vil positionere sig, og hvilke fordomme der skal herske. Det er hans bog.

I bogens sidste afsnit – om de intellektuelle under coronakrisen – drømmer Svendsen om store kommende forandringer af samfund og menneske, mens han skoser dem, igen »de kulturkonservative«, der hellere lige vil klappe hesten.

Erik Svendsen har lagt et stort arbejde i bogen, og det er i sig selv en positiv ting, i en tid hvor monografier desvaerre ikke laengere prioriteres saerligt højt på universiteterne. Bogen er ikke kedelig, heller ikke selv om man ikke subskriberer på dens praemis, at man skal vaere venstreorienteret for at vaere en god intellektuel skråstreg kunstner. Her er meget at vaere uenig i, og det er da stimulerende i en trist coronatid.

Og hvad er en intellektuel så i dag? En, der er på kant med tiden. Ville jeg mene.

FAGLITTERATUR

ERIK SVENDSEN 378 sider, 325 kr. Forlaget Spring