Se perspektiverne i coronaen i stedet for detaljerne

Alting handler i dag om corona og (social) kontrol. Alle kender de daglige tal, der er omfattende udskamning af folk, der ikke er enige i restriktionerne, og spredning af frygt er naermest systematisk i samtlige medier både nationalt og internationalt.

Er det en verden, vi vil leve i? Og i givet fald, hvad er begrundelsen? Og perspektivet?

Hvert andet minut dør der et barn af malaria i Afrika. Prisen for at redde et barn er her fuldstaendig usammenlignelig lille ift. det, der betales for at redde et 82-årigt “coronaliv”. Og det alene ud fra et økonomisk perspektiv, hvor man ikke medtaenker de menneskelige omkostninger af restriktionerne i coronaindsatsen. Man kan og bør forholde sig kritisk til praemissen om fuldstaendig epidemikontrol. Vi spaerrer en hel befolkning inde med følger af tabt uddannelse, arbejdsløshed, ensomhed, depression og mange andre psykiske sygdomme. Det bliver dyrt.

I håndteringen af corona er det nemlig en praemis, at menneskeliv skal reddes for enhver pris. Hvorfor gaelder det ikke i håndteringen af malaria, som i øvrigt er en problemstilling, hvor man har medicinen, men helt kynisk ikke prioriterer at betale og sende den til de udsatte områder?

Samtidig dør 6000 børn hver dag af sult. Hvis det at redde menneskeliv var så altoverskyggende vigtigt, som det fremstilles i coronaepidemien, hvorfor gøres intet ved ovenstående? Her er tale om problemstillinger, hvor man i mange år har haft midlerne og medicinen, men ikke prioriterer at betale den. Det virker mildest talt dobbeltmoralsk og efterlader et billede af, at “coronaliv” er mere vaerd end så mange andre.

Taenk, hvis vi tog klimakrisen lige så alvorligt. Luftforurening draeber 8,7 millioner mennesker om året. Denne problemstilling koster allerede langt flere menneskeliv og på sigt fuldstaendig eksponentielt flere. Hvorfor rammer det ikke forsiderne hver eneste dag med ekspertudsagn fra diverse forskere m.v.?

I Danmark kunne man endvidere redde 13.400 menneskeliv om året ved et rygeforbud. Hermed ikke sagt, at det er ønskvaerdigt, men det virker umiddelbart noget nemmere at bekaempe rygning (også passiv) end covid-19, og flere liv vil vaere reddet. Men her kan man foretage en afvejning af individets frihedsrettigheder og folkesundheden. Hvorfor ikke med corona?

Ved første nedlukning var argumentet, at sundhedsvaesenets kapacitet ikke måtte overskrides. Det giver mening. Men den har aldrig vaeret overskredet. Og hvis det var tilfaeldet, så er der jo muligheder for at agere: Det helt oplagte er at opbygge en større kapacitet, så man kan behandle de syge og åbne op.

Men overhovedet at rejse debat som denne er naermest en umulighed. Pressen virker ikke interesseret, idet indlaeg som dette fylder uendelig lidt i medierne. Det falder i tråd med en historisk lukkethed fra regeringen, som pressen heller ikke anfaegter for alvor.

Taenk, at vi har en statsminister, som reelt ikke stiller op til dybdegående interviews, men kun til pressemøder med få spørgsmål og bløde interviews i f.eks. ”Aftenshowet” og Danmarksindsamlingen. Og ellers bare bruger sociale medier. Det undrer virkelig, at det reelt ikke er noget, som medierne anfaegter, heller ikke, at statsministeren f.eks. “tilfaeldigvis” jubler over håndboldherrerne på Facebook og Instagram. Platforme, som også bruges til at kommunikere regeringens politik.

Samtidig bruges myndighederne – i saerdeleshed Sundhedsstyrelsen – som belaeg for regeringens politik, endda også, når naevnte modsaetter sig regeringens politiske coronahåndtering. Men det er jo netop i de allerstørste samfundskriser med store samfundsmaessige omlaegninger, at man (ikke mindst pressen) bør forholde sig kritisk med henblik på at drøfte og finde de mest optimale løsninger.

Det korte af det lange er vel – hvad ingen har indrømmet før for nylig – at corona er kommet for at blive. Det betyder, at vi skal laere at leve med den.

Spørgsmålet er, om det skal indebaere mundbind, forsamlingsforbud og yoyorestriktioner i al evighed, eller om vi kan finde en balanceret måde at håndtere det på? Og måske adressere andre alvorligere kriser med blot tilnaermelsesvis samme intensitet?

Det ville vaere en fantastisk start, hvis medierne for alvor begyndte at stille fokus på den lange bane frem for at analysere de daglige smittetal til mindste decimal.

Taenk, at vi har en statsminister, som reelt ikke stiller op til dybdegående interviews, men kun til pressemøder med få spørgsmål.