Man kan godt vaere klog og gå i høje haele

En toppost kan ikke vaere besat af en kvinde, hvis tøjstil ikke er jordnaer og maskulin. Det kvindelige intellekt er åbenbart sidestillet med løse skjorter og Birkenstock.

Det er Birgitte Erhardtsens kommentar i Berlingske forleden et godt bevis på. Her naevner hun blandt andet, at man må acceptere, at »der findes en dresscode for professionelle mennesker, der helst vil koncentrere sig om sit job«. Og hun er naeppe den eneste med denne antikke holdning.

At nå til tops i det danske erhvervsliv er en enorm bedrift, og dertil følger også visse uskrevne dresscodes. Når en kvindes garderobe bliver upassende, så snart den afviger fra de forventede 50 nuancer af grå, så er der noget galt. Enhver mand kan frit gå i en marineblå habit med lyserød lommeklud uden at blive anskuet som andet end modig, men hvis en kvinde baerer pink skjorte, har løst hår og en Gucci-taske, falder hun automatisk til laveste faellesnaevner, når det gaelder intellekt.

Hvis beklaedningen er for feminin i et professionelt forum, fratages hun automatisk sine kvalifikationer takket vaere den ekstra time foran spejlet. Når der nås et vist niveau, klippes håret kort, og glimmerneglelakken bliver lagt i glemmekassen. Vores kvindelighed må endelig ikke fremhaeves. Det ville vaere en skam.

Det er Helle Thorning-Schmidt et godt eksempel på. Hun har udtalt i et interview, at det vaerste for hende var følelsen af, at hun følte sig nødsaget til at laegge låg på den feminine side af sig selv for at blive taget alvorligt i en politisk lederrolle, som altid har vaeret domineret af maend.

Vores behov for at udtrykke os som individer på en arbejdsplads skal ikke begraenses af, at maend har domineret og defineret arbejdsmarkedets topposter. Hvis vi skal have fuld ligestilling på arbejdsmarkedet, er det essentielt, at alle kan udtrykke sig efter egen personlighed uden frygt for fordømmelse.

Danmark er et lille land med store ligestillingsambitioner. Vi er nået SÅ langt, men alligevel har vi kvinder i topposter, der bliver shamet for deres udseende. Den shaming, kvinder møder, styrkes i det oldnordiske ekkokammer, personer som Birgitte Erhardtsen fremtoner.

Heldigvis har vi kvinder som Helle Thorning-Schmidt, der tør gå i farverige stiletter og farve sit udslåede hår pink for at bryde med det traditionelle. Gudskelov for det! Vi har brug for flere som hende, der kan normalisere femininitet på arbejdsgangene. Vi skylder ikke vores første kvindelige statsminister at huske hende som ”Gucci-Helle”. Kvinder bør ikke vaere nødsaget til at daempe deres femininitet for at opnå respekt, taletid eller en toppost.

Jeg ser frem til den dag, femininitet bliver taget lige så seriøst som maskulinitet, og at man kan udtrykke sig selv på lige så mange måder, som der findes personligheder. Indtil da opnår vi ikke den famøse ligestilling, vi ellers har opnået på så mange andre områder. Debatten om ligestilling i erhvervslivet går på køn, men bør i lige så høj grad rettes mod diversitet og mangfoldighed.