Politikerne skal lytte – og bestemme

Laenge hed det, at vi har en god epidemikontrol – uanset det mere lignede opbygningen af en affyringsrampe for eksponentiel vaekst, som det var set i andre lande allerede fra sensommeren. Tiltag var for lidt og for sent.

I juni 2020 lød det fra Sundhedsstyrelsen, at der var behov for »en langsigtet og baeredygtig strategi«. Men det kom der ikke meget ud af. Testkapacitet og gensekventering er sikkert i verdensklasse – men hvor meget nytter det? Nogle måneder i efteråret med 80 km/t., hvor prognosernes raekkevidde nok mere tilsagde 50 km/t., og så var det nedlukning nummer to.

Det var ikke kun ”årstiden” (korrelation er ikke kausalitet) eller danskernes ansvar, som Mette antydede.

I gamle dage hed det: ”De lande, vi normalt sammenligner os med”. Sverige har i forhold til indbyggertal ca. tre gange flere døde end Danmark. Vi har ca. 3,5 gange flere døde end Norge. Men i begge lande har man nok overordnet set mere haft noget, der ligner et normalt liv.

Norge formulerede tidligt en strategi, som de kaldte ”slå ned”. I dag bruger man i nogle lande udtrykket en ”nul covid-strategi”.

Den danske er at betegne som en: vi-ser-hvad-tallene-siger-imorgen-strategi.

Mundbind, mere mundbind hed det i afmagt og børnekommunikation, når man ikke evnede at gøre noget ved den københavnske Vestegn, mink, festtosser, importsmitte, smitteopsporing m.m. og ikke turde teknologiske løsninger.

Dette er ikke en sundhedskrise, men en samfundskrise udløst af en 100-års begivenhed.

Som krig ikke overlades til generaler, overlades en pandemi ikke til virologer og overlaeger. Det er et politikområde som alt andet og fordrer, at de ledende politikere, også i oppositionen, forholder sig til det.

De lytter til eksperter, drager konklusionen, saetter målet, laegger strategien og kommunikerer den til befolkningen – og de stilles til ansvar af vaelgerne.