Det polske styre har demokratiet på sigtekornet

Den polske regering planlaegger at beskatte mediernes reklameindtaegter, hvilket ses som et anslag mod mulighederne for at drive en fri og uafhaengig presse i Polen.

Der er aldrig sket noget lignende i Polen. Den 10. februar undlod aviser og blade at udkomme, nyhedssider gik i sort, og massevis af radio- og tv-stationer stoppede med at sende. Her 30 år efter Berlinmurens fald, afskaffelsen af censur og Sovjetunionens kollaps forsvarer det polske civilsamfund atter det demokrati, som landet har arbejdet så hårdt for, mod en stat, der er fast besluttet på at udrydde det.

De politikker, som Polens uafhaengige medier lige nu protesterer mod, har gjort dem lige så sårbare som deres russiske og ungarske modstykker. Faktisk har den polske vicepremierminister, Jarosław Kaczyński, som de facto styrer landet, offentligt udtalt, at skabelonen for hans regime er den samme som Ungarns under premierminister Viktor Orbán. For at forstå de polske mediers stille protest giver det mening at genkalde sig forløbet i Ungarn.

Efter at Viktor Orbán kom tilbage til magten i 2010, var han fast besluttet på at styrke det, som han kaldte et ”illiberalt demokrati”. Han benyttede ”salamimetoden”, som blev opfundet af Mátyás Rákosi, den såkaldt ungarske Stalin, til at etablere kommunistisk styre efter Anden Verdenskrig. I kampen mod ”klassefjenden” reducerede Mátyás Rákosis folk metodisk de frie institutioner skive for skive, indtil der kun var indpakningen tilbage. Viktor Orbán tog metoden til sig i det

21. århundrede, og Jarosław Kaczyński har gjort det samme.

Den første skive, både dengang og nu, bestod af medierne, som er blevet gjort til talerør for Jarosław Kaczyńskis parti, Lov og Retfaerdighed (PiS). Polens officielle nyhedsmedier spreder nu en lind strøm af løgne og falske påstande, hvilket giver mindelser om store propagandister som Joseph Goebbels og Andrei Zhdanov. Forfatningsdomstolen, anklagemyndigheden og kulturelle institutioner var de naeste, der blev politiseret og underlagt det magthavende parti. Stykke for stykke blev en demokratisk stat omdannet til en diktatorstyret Potemkinlandsby.

PiS-partiet gør som den russiske praesident, Vladimir Putin, og Viktor Orbán og stiller sig ikke laengere tilfreds med at have kontrol over de offentlige medier og troskab fra regeringsvenlige hjemmesider og aviser. Derfor retter partiet nu opmaerksomheden mod at kvaele de uafhaengige nyhedsmedier. Det er ikke nok, at historien forfalskes, og korruptionsskandaler skjules. Det er ikke nok, at kritikere af regeringen retsforfølges – nogle gange af regeringen og andre gange af enkeltpersoner eller grupper på regeringens foranledning. Alle medieorganisationer, som ikke kontrolleres af PiS-styret, og som ikke plejer styrets interesser, skal udslettes.

På den baggrund skal styrets planlagte skat på reklamer, som igangsatte de aktuelle protester fra mediernes side, ses som endnu en skive, der skaeres af salamien. Skatten er ikke bare en tung, diskriminerende byrde, men også et våben for at undertrykke kritik og ytringsfrihed.

De fleste uafhaengige nyhedsmediers overlevelse afhaenger af reklameindtaegter, som i forvejen er faldet på grund af den pandemiramte økonomi. At fratage medierne en endnu større del af deres indtjening vil tvinge dem til at afskedige journalister og skaere i budgetterne for kerneydelser som faktatjek af regeringens udtalelser og undersøgelser af statens lovbrud. For at føje spot til skade skal indtaegterne fra reklameskatten overføres til de regeringsvenlige medier.

Regeringens påstand om, at skatten hovedsageligt er møntet på de amerikanske techgiganter, som undgår at betale afgifter af deres omsaetning i Europa, er en åbenlys løgn. PiS-regeringen, som har vaeret fuldkommen underdanig over for den tidligere amerikanske praesident Donald Trump, afviste rent faktisk at beskatte Silicon Valley-giganterne. Desuden ville opkraevningen af en sådan skat skulle aftales mellem mange lande, navnlig EU-medlemslandene. Polen har ingen chance for at vaere effektiv over for de amerikanske techgiganter uden EU, som PiSregeringen har et køligt forhold til.

Uafhaengige medier er ikke den polske leder Kaczyńskis kop te. Arkivillustration: Rasmus Sand Høyer

PiS-styrets angreb på de frie mediers økonomiske fundament er et lige så stort angreb på demokratiet som Trump-tilhaengernes stormløb mod den amerikanske kongresbygning den 6. januar. Bag begge angreb ligger løgne, voldelig retorik og en fordaervelse af politik og det offentlige liv. PiS-regeringen har også demonstreret sin foragt for retsstaten og menneskerettighederne for slet ikke at tale om de uafhaengige medier. Bevismaterialet består af en overflod af regeringsskandaler, udbredt korruption (blandt andet i kampen mod pandemien), omdannelse af skolernes pensum til nationalistisk bras og brug af politiet som redskab og sikkerhedsvagter for PiS-styret.

Ved roden af den slags politik – uanset hvor den føres – finder man ikke kun en frygt for frihed og sandhed, men også et ønske om at indgyde denne frygt i vores samfund. Alle polske domstole skal kontrolleres ligesom domstolene i Moskva, hvor modstandere af det russiske styre lynhurtigt kan stilles for retten, dømmes skyldige og idømmes straf, hvilket sagen om Alexei Navalny er et af de seneste eksempler på. Tanken er, at alle polske medier skal tale med én stemme, ligesom de medier, der lovpriser Vladimir Putin eller Viktor Orbán.

En af mine kolleger, en indsigtsfuld observatør af samtidens politik, har sagt følgende til mig: »Som analytiker kan jeg sige, at de – frihedens fjender – kan gå hen og vinde. Som borger beder jeg dig om at love mig, at du vil gøre alt, hvad der skal til, for at forhindre det i at ske.« Mit svar: Det lover jeg.

Copyright: Project Syndicate