Trine Bramsens enmandshaer er ved at splitte Forsvaret ad

Det danske forsvar er populaert sagt en krigsmaskine, som skal vedligeholdes. Men der er tilsyneladende kommet grus i maskineriet – en grovkornet en af slagsen, og den hedder Trine Bramsen. For Danmarks forsvarsminister står i vejen for den organisation, som hun politisk er sat i spidsen for.

Ministeren har ved flere lejligheder vist sig skadelig for Forsvaret. Da Trine Bramsen i sommeren 2019 overtog styrepinden i Forsvarsministeriet, lagde hun fra land med en raekke skandalesager i Forsvarsministeriets civile styrelser – selvsagt ikke ministerens fejl. Bramsens konsekvenslogik har vaeret at indføre en detailstyring, som givetvis kunne undskyldes, hvis ministeren ellers havde formået at genoprette stabilitet og fortsat stolthed i og om Forsvaret som institution. Men ministeren har gjort ondt vaerre.

Som da Bramsen – klodset og uden skyggen af bevis – stod offentligt frem og undsagde sig Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) i fortsaettelse af Tilsynet med Efterretningstjenesternes (TET) rapport. En stor del af en efterretningsvirksomhed er at agere på begrundet mistanke. Det så ministeren bort fra, og hun valgte at kompromittere FE’s arbejde, så Danmark blev udstillet. Ministeren valgte med ét at bryde den tillid og fortrolighed, som Danmark hidtil har delt med udenlandske efterretningstjenester. Det er en tillid, som tager lang tid at opbygge, men et øjeblik at nedbryde.

I efteråret indkaldte vi i Det Konservative

Folkeparti ministeren i samråd for at få redegjort for, hvorfor vores soldater skulle spises af med halvfrosne sandwich og uskiftet sengelinned på vaerelset. Efter politisk pres og mediebevågenhed lykkedes det at få ministeren til at gå aktivt ind i sagen og give Forsvaret mandat til at genforhandle en ny aftale med udbyderen af kantinedrift og rengøring. At ministeren laenge har vaeret flaskehals, har betydet, at frustrationen er vokset internt i Forsvaret.

Endnu et kapitel i fortaellingen om Bramsens tyranni er hendes kontinuerlige omtale af landets øverstbefalende for de vaebnede styrker, forsvarschefen, som en styrelseschef. En sådan desavouering af forsvarschefen er et soleklart eksempel på, at ministeren ikke forstår den stolte, historiske institution, som Forsvaret er. Det er skadeligt at nedgøre forsvarschefens betydning – det underminerer Forsvaret og ødelaegger befolkningens tillid. Laeg hertil, at ministeren kraevede sin tilstedevaerelse ved et solointerview med den nytiltrådte forsvarschef. Var kontroltabet for stort til, at Bramsen ville lade sin forsvarschef udtale sig om trusselsbilledet, hans professionelle virke og måske åbne op for en flig af privatpersonen? Et interview, som endte i en katastrofal sortie, idet ministeren udvandrede.

Det ultimative sammenstød i forsvarsministerens enmandskorstog skete, da de faglige organisationer for Forsvarets medarbejdere – i et faelles brev – udtrykte skarp kritik af ministeren. Brevets håndfaste vendinger er i sig selv opsigtsvaekkende. Men alene det vilkår, at organisationerne, som er opfostret i et militaert system, hvor loyalitet er en kardinaldyd, udtrykker kritik af ministeren, beviser, hvilken hårdknude ministeren har placeret Forsvaret i. For nok er Forsvaret upolitisk – og sådan skal og bør det vaere – men selv den mest stolte og haederlige soldat kan få nok af nedladenhed, beskyldninger og tilsidesaettelse af faglighed.

Det skurrer i konservative øjne at se, hvordan ministeren modarbejder den organisation, hun er sat i spidsen for at lede. Ledelsesretten er blevet et utåleligt styringsregime, og tilbage står Trine Bramsen, som krampagtigt klamrer sig til fortaellingen om, at »ministeren oplever et godt samarbejde i et staerkt ledelsesteam«. Ironien er tyk. Bramsen befinder sig i et ekkokammer, hvor hun er den største trussel for sig selv og Forsvaret.