Morten Wieghorst gik fra at vaere uovervindelig til at ligge i respirator
Morten Wieghorst blev i 2000 lammet af en sjaelden sygdom. Men han synes alligevel, at sygdommen har en smuk side, som han saetter pris på i dag.
Sygdommen sneg sig langsomt ind på Morten Wieghorst.
Han var 29 år, spillede fodbold i skotske Celtic. En knaeskade satte ham ud af spillet i fem måneder, men nu traenede han som en gal, følte sig i sit livs form, men manglede pludselig kraefter.
Fodboldklubbens laege fandt frem til, at han havde fået den sjaeldne syndrom Guillain-Barré, hvor immunforsvaret angriber kroppens nervesystem. Laegen sagde, at Morten Wieghorst kunne tage det roligt, det var kun i få tilfaelde, at det gik helt galt. Morten Wieghorst var et af disse.
Han blev indlagt på et hospital i Glasgow, og der gik to en halv måned, før han kunne tage hjem.
»Da det var på sit vaerste, lå jeg på intensiv i respirator og kunne stort set ikke røre mig. Jeg kunne lige dreje hovedet lidt. Rent fysisk var jeg på et lavpunkt,« siger Morten Wieghorst, der lå 11 dage i respirator.
Men 20 år efter er der også kommet en vis eftertaenksomhed.
»Det smukke ved den sygdom er, at man kan gå fra at vaere på sit højeste rent fysisk, jeg havde lige spillet min første kamp efter et langt forløb efter en skade, jeg havde virkelig arbejdet hårdt og følte mig uovervindelig, til 14 dage efter at ligge og ikke kunne røre sig, og så til at kunne vende det hele om og komme op igen.
Det er fantastisk,« siger Morten Wieghorst.
Sygdommen gav ikke Morten Wieghorst mén, men tiden i hospitalssengen og den efterfølgende hårde og langvarige genoptraening gav perspektiv.
»Jeg har altid haft et forholdsvis lyst syn på livet, og det brugte jeg til at komme igennem forløbet. Det med aldrig at give op og se positivt på selv de mindste fremskridt. Men jeg er ikke blevet fantastisk religiøs eller noget i den stil. Da jeg lå i sengen, taenkte jeg over, hvorfor jeg lå der, og hvad der mon kom efter, og det fik mig til at vaerdsaette det gode helbred. Livet i almindelighed. Alle de små ting, vi tager for givet. Det praeger mig helt sikkert 20 år efter.«
Motion betyder meget
Tiden i sengen, hvor han var afhaengig af hjaelp fra andre mennesker, fik ham til at forstå, hvor vigtig en bestanddel motion var i hans liv.
»Hvis det regner, har jeg svaert ved at sige, at det er en dårlig dag til at løbe. Faktisk synes jeg i dag, at det er fantastisk at løbe i regnvejr, og det haenger sammen med at have ligget der uden at kunne bevaege sig og virkelig laenges efter det. På den måde bruger jeg mit forløb på en positiv måde. Det er fantastisk. Det mener jeg fra hjertet. Det med selv at kunne bestemme, hvornår man vil gå en tur i skoven.«
I nogen tid efter holdt Morten Wieghorst foredrag om sygdommen, og han er stadig involveret i dag.
»Jeg kan huske fra min egen situation, hvor vigtigt det er at få snakket med nogle, som har vaeret det igennem. Senest har jeg talt med Christian Lind Thomsen, badmintonspilleren, der fik Guillain-Barré-syndrom for omkring et år siden.
Hans kone kontaktede mig, og det er godt at have en sportsmand at snakke med, som har prøvet det på egen krop. Det er et nyt venskab, der er formet, og det er et eksempel på, at jeg har kunnet give lidt tilbage, fordi jeg selv fik rigtig fin hjaelp, da jeg var syg.«
Morten Wieghorst spillede 30 landskampe for Danmark og var blandt andet med til VM-slutrunden i Frankrig i 1998.
På klubplan var han med til at vinde danmarksmesterskabet med både Lyngby og Brøndby samt det skotske mesterskab med Celtic.
En kriger med bandage
I Brøndby blev han kendt for at vaere en kriger, blandt andet fordi han i en kamp slog sig og måtte have en bandage rundt om hovedet og et blødende øjenbryn.
»Det er faktisk lidt af et paradoks, for jeg spillede i 10 år i Skotland i en hårdere liga, og der skete det aldrig. Der vil mange sige, at jeg ikke var en fysisk spiller. Men jeg fik et hug over øjenbrynet i en kamp mod Farum, hvor jeg scorede fire mål, og det var det samme sår, der blev ved med at gå op i de efterfølgende kampe.«
Da han stoppede, gik han direkte over i traenergerningen, enten som assistent eller som cheftraener, hvor han i dag er assistent på det danske landshold.
Før det stod han i spidsen for både AGF og AaB, men begge steder endte det med en fyreseddel.
»Jeg kan ikke løbe fra, at man bliver en lille smule såret, og det går ud over stoltheden, og det på trods af at man fra starten ved, at man er i et erhverv, hvor man bliver fyret på et tidspunkt. Men jeg var fem år i FC Nordsjaelland uden at blive fyret og i DBU som U21landstraener, så jeg var heldig, at der gik mange år, men da en fyring kom første gang, sved den lidt. Anden gang var lidt lettere, selv om man nok aldrig vaenner sig til det.«
Han siger, at han nyder rollen som assistent for Kasper Hjulmand på landsholdet.
»Men jeg kan godt se mig selv i cheftraenerrollen igen,« siger Morten Wieghorst.
Faktisk synes jeg i dag, at det er fantastisk at løbe i regnvejr, og det haenger sammen med at have ligget der uden at kunne bevaege sig og virkelig laenges efter det. MORTEN WIEGHORST, SOM LÅ I RESPIRATOR I 11 DAGE
Morten Wieghorst, traenerassistent for fodboldlandsholdet, Aarhus