Staerk styring svaekker staten

Der har vaeret usaedvanligt mange udskiftninger i de øverste lønklasser, efter at Mette Frederiksen har gjort sit indtog i Statsministeriet. Nogle af dem skyldes tilfaeldigheder, mens andre er tiltaenkte og udtryk for, at statsministeren på nøgleposter ønsker folk, som kan og vil vaere med til at styrke den meget centrale styring, som Mette Frederiksen i den grad holder af.

Mette Frederiksen har haft indflydelse på udnaevnelsen af 14 ud af Danmarks i alt 20 departementschefer. Enkelte er genbesaettelser efter omlaegninger af ministerier, men i det store og hele er det nu et forholdsvis ungt og uprøvet hold, som skal assistere regeringen, holde kursen og på den ene side hjaelpe med, at ministrene kan gennemføre deres politik, men på den anden og nok så vigtige også sikre, at det foregår på en måde, som er inden for lovens rammer.

Og det er netop denne kombination af staerk styring og manglende erfaring i fagministerierne, som må få de første alarmlamper til at blinke. Som professor emeritus Jørgen Grønnegaard Christensen udtrykte det i denne avis:

»Når departementscheferne hentes udefra og kun sidder ret kort, får de ikke det grundige kendskab til deres ressort, og deri kan der ligge en risiko for at begå fejl.«

I hvert fald én er kommet til offentlighedens kendskab: manglen på hjemmel, da Mette Frederiksen pålagde minkavlerne at slå alle mink ihjel. Hvis Mette Frederiksen var i god tro, må den sag virkelig få hende til at gentaenke hendes egen ledelsesstil. Stram styring har en høj pris.

Grønnegaard Christensen er også hovedforfatter til den rapport, som afdaekker regeringens håndtering af coronasituationen i foråret. Laesningen af den lader ikke tvivl om, at det er Statsministeriet, som både traekker i trådene og sender bolde af sted. I rapporten kaldt bestillinger. Der er stort set ikke graenser for, hvad Statsministeriet vil have detailkendskab til.

En så stram styring svaekker naturligvis både årvågenhed og virkelyst i de enkelte ministerier. Alt for let bliver det at laene sig tilbage og taenke, at hvis Statsministeriet alligevel styrer og har styr på det, hvorfor så bruge timer og atter timer på at fordybe sig i bilag. Og alt for let bliver det bare at sidde med en arbejdsseddel og vente på, at det bliver ens tur i køen til at fremlaegge sin politik. Det er ikke saerligt stimulerende for nytaenkning, men til gengaeld meget socialdemokratisk. Frihed under ansvar er ikke en saetning, som findes i den røde ordbog.

Også Anders Fogh Rasmussen var kendt for at møde op i Statsministeriet med en klar ide om, hvilken retning det hele skulle bevaege sig i, og med et årvågent blik på ministrenes gøren og laden. Men som hans naere rådgiver Claus

Hjort Frederiksen har formuleret det, så er der forskel på at vaere håndfast og diktatorisk.

Siden Mette Frederiksen trådte til, er Statsministeriet blevet markant styrket. Der er ikke alene oprettet et politisk sekretariat, men også ansat flere embedsfolk, bevillingen til Statsministeriet er forhøjet for at »styrke Statsministeriets rolle i forhold til politikudvikling, prioritering af regeringens indsatser samt kommunikation om regeringens politik«, som det fremgik af årsberetningen. Pengene til øvelsen er fundet ved at skaere i andre ministerier.

Mette Frederiksen er paent på vej med at indføre et politisk embedsvaerk ad bagvejen. Det er uklaedeligt og uhaederligt, og det er ikke en ønskelig udvikling.