Sympatisk historie om midtvejskriser og båndsalat
Anmelderroste Michael Enggaard har skrevet den svaere toer om snart midaldrende Julie og Tom, hvis liv går i tomgang. Det gør bogen desvaerre også.
Fire år efter sin anmelderroste debut med romanen “Svaekling” udkommer forfatter og journalist Michael Enggaard med en ny fortaelling om ganske almindelige mennesker i et Hverdagsdanmark anno nu.
Historien handler om Julie og Tom, der for 25 år siden mødte hinanden på Radio Fri i Aarhus. De lavede et par opsigtsvaekkende interview sammen og begyndte at kaereste lidt. Men ak, så indtraf ”haendelsen”, og så stoppede de med at ses.
I dag er Julie 49 år og arbejder på en af de tarvelige Monarch-motorvejsrestauranter. Klientellet er tvivlsomt, maden om muligt vaerre, ørkesløsheden får yderligere naering af samlivet med den psykisk skrøbelige søster i deres faelles barndomshjem på Vestegnen. Der er dømt midtvejskrise.
En dag skriver Julie et gammeldags brev til Tom. Kan han mon overhovedet huske hende?
Meget intelligent
Tom bor på Vesterbro i København med sin 15-årige søn, Mikkel. Han bestyrer en billardsalon, er begyndt at bruge bideskinne mod tandsmerter og har også en begyndende midtvejskrise. Brevet fra Julie falder på et tørt sted.
Bogen klipper mellem begivenhederne i 1994, situationer fra hovedpersonernes liv i dag og ikke mindst deres (meget intelligente) korrespondance med hinanden.
Højdepunkterne i Julie og Toms respektive liv er nok de to scoops i gamle dage. Interviewet med den berømte skuespiller Rolf Oxholm, som var taet på at kneppe Ghita Nørby. Og et andet interview med en naesten bevidstløs Benjamin Trier, forsanger i Screaming Misfits, et af landets hotteste bands.
Støt og roligt arbejder bogen sig frem mod haendelsen, der skabte bruddet mellem vores to sympatiske hovedpersoner. Endelig når vi frem, og ja, det er bestemt dramatisk. Men at begivenheden skal ødelaegge et gryende venskab og romantisk forhold, fatter man ikke. Det bliver et faelt antiklimaks.
Haendelsen har faktisk mere at gøre med Irene, en bidsk studievaert på Radio
Fri. I den forbindelse vil jeg officielt indstille Irene til prisen for bedste birollekarakter i en dansk bog i 2021. Hendes replikker er lårklaskende; hun stjaeler fuldkommen billedet fra de to hovedroller.
Flot kludetaeppe
”Efterhånden mulighed for sol” består af en raekke gode karakterer og spøjse situationer, hver isaer af høj kvalitet, men uden indbyrdes sammenhaengskraft. Som om forfatteren har riet et flot kludetaeppe sammen af en masse små, fine lapper indsamlet hist og pist.
Alle vil kunne nikke genkendende til mennesker, miljøer og begivenheder i ”Efterhånden mulighed for sol”, for Enggaard er en dygtig iagttager, der udser sig alle de små, pudsige detaljer, vores liv består af, uden at vi taenker videre over det.
Det påtraengende spørgsmål bliver imidlertid, hvad Michael Enggaard vil med sin nye roman? Vi hører om ludere og strippere, om prisbelønnede fotografier og virtuose billardpartier, om ekstatisk glaede og taenderskaerende meningsløshed — alt sammen udmaerket og interessant, men uden en rød tråd.
»Der er gået lidt båndsalat i knolden,« skriver Julie mod slutningen til Tom. Nøgleordet her er “lidt”. Hovedpersonernes respektive dramaer er simpelt hen for små til at baere en roman.
ROMAN
CHRISTIAN MØGELTOFT