Er Samuel Paty allerede glemt?

Det er pinagtigt, at forsvaret af ytringsfriheden tilsyneladende er overladt til Pernille Vermund. Undervisningsministeren bør gå forrest for at få udarbejdet materiale, hvori Muhammed-tegningerne indgår, og som laererne kan bruge i undervisningen.

Efter halshugningen af den franske skolelaerer Samuel Paty, der havde formastet sig til at vise nogle tegninger af Muhammed i sin undervisning, har reaktionerne herhjemme desvaerre vaeret forudsigelige og på ingen måde betryggende. Politikerne var hurtige til at fordømme mordet og sende deres kondolencer og støtte til deres franske kolleger, men konkrete handlinger eller tiltag for at modstå den stigende frygt for at vise tegningerne har der ikke vaeret.

De eneste, der forsøgte at reagere med en konkret handling, var Pernille Vermund og Nye Borgerlige, der i solidaritet med Paty ville have trykt en annonce med nogle af tegningerne fra Charlie Hebdo, som Paty havde vist i sin undervisning. Flere medier indvilligede i at trykke annoncen, men Nye Borgerlige fik som bekendt ikke lov til at bruge tegningerne af Charlie Hebdo.

Diskussionen i Danmark har i høj grad handlet om brugen af Muhammed-tegninger i undervisningen i folkeskolen. Her har der vist sig at vaere et umage makkerpar i Claus Hjortdal og Dennis Hornhave Jacobsen, henholdsvis Skolelederforeningens formand og formanden for laerere i historie og samfundsfag.

De blev efter drabet interviewet af de fleste medier, hvor de udtrykte deres holdning til brugen af tegningerne i undervisningen. Her kunne man have håbet, at de to herrer ville have vist deres uforbeholdne støtte til de danske laerere i forhold til brug af tegningerne.

Det blev dog ikke tilfaeldet. Hjortdal mente ikke, at de danske elever skal se Muhammed-tegningerne. Det er ikke skolens opgave at provokere eller støde elever. Han mener endda, at det ikke er en begraensning af ytringsfriheden, at eleverne ikke skal se tegningerne. Det er at se realiteterne i øjnene. Men er det ikke en selvmodsigende udtalelse? Hvis man undlader at vise tegningerne af frygt for terror, så er det en begraensning af ytringsfriheden.

Hornhave Jacobsen bruger ikke selv tegningerne i sin undervisning. Som han ganske praecist formulerede i Deadline på DR2 den 22/10 2020: »Jeg har ikke sagt, at jeg ikke bruger dem. Men jeg har ikke valgt at bruge dem.« I samme interview siger han, at han simpelthen ikke kan komme i tanke om ét forløb, hvor det skal vaere målet i sig selv at vise tegningerne.

Tegningerne er naturligvis oplagte at vise, hvis man i historie har et forløb om ytringsfrihed eller terrorisme. Ligesom det også vil vaere oplagt at vise i dansk, hvis man har et forløb om satire. Det vil selvsagt ikke vaere et mål i sig selv at vise tegningerne, her kaemper Hornhave mod stråmaend, men de vil indgå naturligt i mange forskellige forløb.

Makkerparret Hjortdal og Hornhave

Jacobsen minder om Komiske Ali, der var Iraks informationsminister under invasionen af Irak i 2003. Han fastholdt staedigt, at

Irak ikke var ved at blive invaderet, mens amerikanske soldater naermest gik rundt i baggrunden. På samme måde fastholder de, at tegningerne ikke skal vises pga. hensynet til de moderate muslimer, mens islamister halshugger, skyder og spraenger i luften, fordi de finder de vestlige frihedsvaerdier lettere anfaegtelige.

Lad os nu åbent erkende, at det naturligvis skyldes frygt, at de ikke vil have tegningerne vist. Hensynet til elevers følelser tages ikke i sammenlignelige sager som f.eks. visningen af nazistisk propaganda i historieundervisningen eller ved laesning af aeldre tekster i dansk, der viser et foraeldet kønssyn.

Vores undervisningsminister, Pernille Rosenkrantz-Theil, var kaldt i åbent samråd den 26/11, hvor hun blev bedt om at redegøre for regeringens holdning til brugen af Muhammed-tegningerne i undervisningen i folkeskolen. Det blev imødeset med spaending: Ville den ansvarlige minister vise sin uforbeholdne støtte til laererne, når nu Hjortdal og Hornhave Jacobsen var så nølende?

Mødet blev en lang skuffelse, hvis man havde håbet, at ministeren på nogen måde ville vaere åben for tiltag, der kunne vaere med til at støtte laererne. Med henvisning til laerernes selvbestemmelse til at udvaelge relevante undervisningsmaterialer blev det afvist, at der skulle gøres noget.

Ministeren er indkaldt til samråd igen den 4/3, hvor der endnu en gang vil blive spurgt ind til opbakningen til laerernes ytringsfrihed. Man kan håbe, at hun denne gang kommer med noget mere konkret. Der spørges også ind til, om ministeren vil inddrage www.emu.dk til formulering af laeringsforløb. Emuen er Børne- og Undervisningsministeriets

digitale laeringsportal, hvor laerere kan hente inspiration. Ved det foregående møde var ministerens svar, at emuen ikke laengere har konkrete undervisningsforløb, men nu er en portal for didaktiske overvejelser om selve undervisningen og således ikke en portal med konkrete forløb. Der er dog nogle temaforløb derinde – bl.a. forløbet ”Demokrati og faellesskaber”, hvor man jo sagtens kan bruge tegningerne. Den bortforklaring virker derfor søgt.

Argumentet om laerernes selvbestemmelse virker også hult, når man ser på, hvor mange bindinger fra politisk hold der allerede er.

Der er bl.a. en historiekanon med 29 punkter, som alle folkeskoleelever skal have haft om i historieundervisningen. Det saetter naturligvis en begraensning i forhold til laerernes frihed til at vaelge emner, som de mener er relevante for eleverne.

Det skal ikke vaere højrefløjen, der står som de eneste forsvarere af ytringsfriheden. Det er en rettighed, som alle nyder godt af – uanset politisk overbevisning.

At have 30 punkter på listen, så Muhammed-tegningerne kommer med som obligatorisk undervisningsemne, kan vaere en løsning. I første omgang vil det dog vaere naturligt, at ministeriet får lavet et forløb til emuen, så man kan sikre, at tegningerne indgår i en faglig og didaktisk hensigtsmaessig kontekst, hvis nogle laerere er usikre på, hvordan man bedst muligt kan sikre det med netop dette emne. Ligesom det vil virke som støtte for laererne, at den ansvarlige minister står på mål for det.

Med de tre, Hjortdal, Hornhave Jacobsen og Rosenkrantz-Theil, som frontpersoner i denne vigtige sag kommer jeg uvaegerligt til at taenke på den tyske filosof Oswald Spengler, der i første halvdel af 1900-tallet skrev bogen ”Vesterlandets undergang”. Her argumenterer han for et opgør med forståelsen af historien som et evigt fremskridt.

Han mener, at historien udvikler sig cyklisk, ligesom en organisme. Vi ser det f.eks. i naturen, hvor blomster spirer, gror og til sidst visner – på samme måde mener han, at civilisationer udvikler sig, topper og går under, hvorefter de afløses af noget nyt.

Ser vi med de tre et symptom på Vesterlandets undergang? Det er ikke givet, at vi konstant vil udvikle os mod mere frihed. Vores frihedsrettigheder, der har deres ophav i Oplysningstiden, er uden tvivl under pres fra mennesker, der mener, at disse frihedsrettigheder bør indskraenkes. Det er vigtigt, at vi fortsaetter med at kaempe for vores frihedsidealer, da det på ingen måde er mejslet i sten, at vi altid vil have dem.

I Frankrig reagerede de bl.a. ved at vise nogle af tegningerne fra Charlie Hebdo på facader af offentlige bygninger. I Danmark bør vi også reagere konkret og bredt – og ikke nøjes med at sende kondolencer og støtte.

Politikere bør gå mere aktivt ind i denne kamp. Det skal ikke vaere højrefløjen, der står som de eneste forsvarere af ytringsfriheden. Det er en rettighed, som alle nyder godt af – uanset politisk overbevisning. Det burde derfor vaere muligt for partierne at gå sammen om en annonce – lignende den, som Nye Borgerlige havde udarbejdet – der viser deres uforbeholdne støtte til brugen af ytringsfrihed. Ligesom alle de danske medier også bør stå sammen om at vise tegningerne. Slutteligt bør tegningerne naturligvis vises i skolesammenhaenge, hvor det er aktuelt. Her bør den ansvarlige minister gå forrest ved at få udarbejdet forløb, som laererne frit kan benytte.