Rentestigningerne bremses af centralbankerne

Centralbankernes supervåben kan snart blive aktiveret: Yield Curve Control.

I de seneste uger er renterne steget maerkbart på obligationer verden over. I sidste uge kulminerede tendensen i USA, hvor den 10-årige statsrente kortvarigt nåede 1,6 pct.

I efteråret var niveauet 0,5 pct.

Det har tydeligvis vakt bekymring på aktiemarkederne, hvor mange såkaldte vaekstaktier er blevet presset alvorligt ned i kurs.

Et eksempel er Tesla, der er faldet 25 pct. fra toppen. Nogle af de højtflyvende Nasdaq-aktier er nede med 40-60 pct.

Tendensen har vel at maerke også taendt alarmklokkerne hos myndighederne.

I sidste uge var repraesentanter fra amerikanske Federal Reserve og Den Europaeiske Centralbank i medierne i et forsøg på at berolige markederne.

Den australske centralbank har netop øget opkøbsprogrammet for at presse renteniveauet ned.

Historien har vist os, at de store centralbanker har overtaget, også når det gaelder fastlaeggelsen af de laengere obligationsrenter i markedet.

Fra og med finanskrisen i 2008 har centralbankerne i Europa og USA anvendt fire afgørende virkemidler i vaerktøjskassen: Meget lave officielle korte renter, massive opkøb af stats- og virksomhedsobligationer, store likviditetsindsprøjtninger i banksystemet og masser af kommunikationssignaler til markedet.

Det har alt sammen bidraget til at holde markedsrenterne nede.

Hvad vi endnu har til gode at se i Vesten er den såkaldte

“nukleare option“, nemlig YCC eller Yield Curve Control.

Bank of Japan valgte i

2016 simpelthen at definere, at den 10-årige rente på statsobligationer ikke måtte afvige maerkbart fra 0 pct. Det er lykkedes at holde den målsaetning.

I 2020 valgte Reserve

Bank of Australia at gå samme vej med et loft på renten på kortere statsobligationer. Bank of Japan og Royal Bank of Australia har forpligtet sig til at købe principielt ubegraensede maengder af obligationer op i markedet, indtil renteniveauet kommer ned på målet igen.

I efteråret signalerede Federal Reserve, at YCC ikke var på agendaen. Men de finansielle markeder ved godt, at YCC kan blive aktuelt, hvis rentestigningerne fortsaetter i større omfang.

USA har nemlig allerede erfaring med dette: Under og efter Anden Verdenskrig, i årene 1942-1951, holdt myndighederne renten på 20-årige statsobligationer under 2,5 pct.

Med så slagkraftigt et våben i arsenalet, YCC, står vi i bund og grund i en transformation, der handler om en gradvis centralbankstyret normalisering af renteniveauet over hele rentekurven.

Federal Reserves egen vurdering af et langsigtet normalt renteniveau ligger omkring 2,5 pct.

Vejen op mod det niveau bliver formodentlig langvarig. Og én ting er sikkert: Det bliver ikke op til markedskraefterne at bestemme tempoet.

Til gengaeld har markedskraefterne friere spil på aktiemarkederne. Her peger pilen stadig op, støttet af centralbankernes forsigtige rentepolitik og bedre vaekstudsigter. Hvis aktiekurserne mod forventning skulle falde betydeligt, kan de vestlige centralbanker skele mod Japan igen: Her har Bank of Japan nemlig købt aktier siden 2010.

Sig ikke, at centralbankernes arsenal er udtømt.