Grandprix-fan ser Sverige som forbillede for det danske grandprix
På lørdag er der endnu en gang Dansk Melodi Grand Prix, men mens musikkonkurrencen nyder enorm popularitet i Sverige, ser det anderledes ud i Danmark. Der er brug for en genfødsel, mener grandprix-entusiaster.
Da Brødrene Olsen ved årtusindeskifte sang Danmark til tops ved Det Europaeiske Melodi Grand Prix med ”Fly on the Wings of Love”, havde den dengang niårige Mikki Bast er par måneder forinden til den danske finale fået sin første grandprix-oplevelse.
Hele familien var samlet foran fjernsynet for at se, hvilken af de 10 sange der ville vinde det danske grandprix. Sangene gjorde stort indtryk på Mikki Bast, selvfølgelig med Brødrene Olsen som en af favoritterne.
Siden dengang har den nu 30-årige Mikki Bast, der til daglig er paedagog på en skole, vaeret enormt interesseret i Dansk Melodi Grand Prix. Med egne ord er han en »lidt af en superfan«. Sammen med tre venner har han en grandprix-klub, som samles flere gange om året og ser gamle shows.
I februar var gruppen samlet for at se både en norsk og svensk semifinale af 2021-udgaven, 20 sange fra det danske grandprix, sange fra Tyrkiet, Irland, Serbien og Montenegro og Junior Eurovision 2005. Til alle shows laver de stemmesedler.
»Nogle gange bestemmer vi på forhånd, hvilke shows vi skal se igen. Andre gange beslutter vi os først på dagen for at maerke efter, hvad vi egentlig har lyst til at se. Så diskuterer vi sangene og ser, hvordan vores favoritter klarer sig,« siger han.
Hvert år venter Mikki Bast utålmodigt på, at DR offentliggør artister og sangtitler, så han kan diskutere dem med gruppen.
I år må Mikki Bast dog igen nøjes med at se Dansk Melodi Grand Prix på tv-skaermen. På grund af corona afholdes showet i DR Byen uden tilskuere. Men selv om Mikki Bast nok er en af Danmarks allerstørste grandprix-fans, har han faktisk kun vaeret tilskuer i salen én enkelt gang tilbage i 2014.
»Jeg bor i Valby, og selv om jeg rigtig gerne vil se det, er der langt til Jylland, hvor det som regel holdes,« siger han.
Til gengaeld plejer Mikki Bast i en verden uden corona hvert år at tage til den svenske version, Melodifestivalen, til både semifinalen i Malmø og finalen i Stockholm.
»Det er garanteret både hurtigere og billigere at tage til den danske finale end at tage til Stockholm, men jeg synes, det svenske grandprix er en større oplevelse. Festen er bare lidt større,« siger han og fortsaetter:
»I princippet burde det danske vaere mere interessant for mig end det svenske. Men jeg synes til tider, at sangene i det danske er lidt kedelige og flade. Det er for radiovenligt og leverpostejsagtigt. Der er nogle gode sange, der kører i baggrunden, men skal jeg danse og feste, saetter jeg som regel en svensk grandprix-sang på.«
Popularitetsnedgang
Og Mikki Basts prioritering taler ind i en stor udfordring for Dansk Melodi Grand Prix i disse år. For mens melodigrandprixet for 30 år siden var midt i sin storhedstid, er showet nu rendt ind i en blindgyde.
Sådan lyder analysen i hvert fald fra den mangeårige Eurovision-kommentator på DR og melodigrandprix-ekspert Ole Tøpholm. Han er som privatperson rejst til Stockholm for at se den svenske finale hvert år siden 2002.
»Det er et langt, sejt traek at genopfinde det danske melodigrandprix,« siger han.
Hanne Bjørn-Klausen er formand for fanklubben Melodi Grand Prix Fans. Det griner folk altid af, når hun siger det, fortaeller hun. Klubben har ca. 330 medlemmer – nogle fordi de vil have adgang til billetpakker til Eurovision, andre elsker bare det danske melodigrandprix. Det er personer på tvaers af samfundslag og politiske holdninger. Ung som aeldre. Heterosom homoseksuel.
I et normalt år skulle fanklubben samles til middag og et musikalsk indslag – sidste år optrådte Gry Johansen, der vandt med »Kloden drejer« i 1983 – inden selve melodigrandprixet og et efterfølgende afterparty med mere grandprix-musik. Men i coronavirussens skygge planlaeg
ges en digital opvarmning med musik og quiz.
Hanne Bjørn-Klausen mener, at det i den brede befolkning bliver set som »kikset« at vaere melodigrandprixfan.
»Bestemte ting er kåret til at vaere smart, men det er ikke smart at vaere folkelig, som grandprixet altid har vaeret. Vi prøver at vaere mere smarte, og vi skal ikke se grandprix, fordi det er mainstream, men vi mister noget af faellesskabet ved det. Det er megafedt, at vi kan samles om noget,« siger hun.
Fest og folkelighed
I 1980’erne tonede folkekaere kunstnere som Kirsten & Søren, Birthe Kjaer og Tommy Seebach nemlig frem på skaermen til årets melodigrandprix. Frem til 1988 var DR en monopolvirksomhed, så skulle man se fjernsyn, var der ikke andet.
Derfor var Dansk Melodi Grand Prix et show, familier samledes om og så frem til, også fordi det var den eneste reelle musikkonkurrence på fjernsyn. Dengang var der ikke ”X Factor”, ”Idols” eller ”Danmark Har Talent”.
»På den måde skabte grandprixet fest og folkelighed i de små hjem. Det var ikke den politisk korrekte musik. Anmelderne og kultureliten hadede den lette popsang, men folket elskede det. De, der deltog, uanset om de blev nummer et eller otte, var sikret en hel saesons job på landevejen efterfølgende til byfester, koncerter og firmafester,« siger Ole Tøpholm.
Det folkelige skaer medførte samtidig, at den etablerede musikbranche holdt nallerne langt vaek fra Dansk Melodi Grand Prix. Det problem findes også i dag, hvor det stadig er gamle hits som ”Sku’ du spørg’ fra no’en”, ”Vi maler byen rød” og ”Krøller eller ej”, der naevnes blandt de første, hvis man beder nogen om at naevne en grandprixsang.
Det er et langt, sejt traek at genopfinde det danske melodigrandprix.
Kig mod Sverige
Derfor har Dansk Melodi Grand Prix brug for en genfødsel, og vi behøver faktisk ikke at kigge laengere end over Øresundsbroen for at hente inspiration.
I Sverige afholdes Melodifestivalen med fire semifinaler, et opsamlingsheat og finalen. De 28 deltagere får endda så meget opmaerksomhed, at andre musikere lige så godt kan lade vaere med at udgive musik i den periode, siger man.
»I Danmark har anerkendte kunstnere berøringsangst for grandprix. Sverige har succes med at forene det. Ingen føler sig for fin til at vaere med, men vi har ikke knaekket koden til at komme over den barriere. Sverige er et forbillede,« pointerer Ole Tøpholm.
Og den tendens traekker tråde adskillige årtier tilbage, fremhaever Henrik Smith-Sivertsen, forsker på Det Kongelige Bibliotek. Faktisk kan popularitetsforskellen på konkurrencen i de to lande forklares med udgangspunkt i dén grund.
»Sverige er stolte af deres ry som verdensmestre i popmusik, og Melodifestivalen er den årlige fejring af den position. Abbas sejr med Waterloo
i 1974 er en af de ubetinget vigtigste enkeltbegivenheder i svensk musikhistorie, fordi det bliver set som det egentlige startskud til det, man kalder det svenske musikmirakel. Miraklet består i, at et lille land langt mod nord med eget sprog opnår så central en position på den internationale scene. Det har gjort Sverige godt, og derfor er grandprixet positivt og vigtigt. I Danmark har det naermest vaeret modsat. I 1963 var man i den danske presse naermest skamfuld over ”Dansevise”, og der har traditionelt vaeret en udbredt tendens til at se grandprixet som noget latterligt skrammel og spild af penge,«, forklarer han, der bl.a. har udgivet en grandprix-sangbog og undersøgt svenskernes succes i melodigrandprix.
Henrik Smith-Sivertsen mener, at selve tilgangen til at lave popmusik er en del af forskellen: »I Danmark har det siden 1960’erne vaeret grundidealet, at man selv skriver sin musik. I Sverige har man derimod altid haft fokus på det kollektive og i en helt anden udstraekning arbejdet med professionelle sangskriverteams, der saettes sammen for at skrive et hit.
Det gaelder både generelt og i saerdeleshed i grandprixsammenhaeng. Vi er ved at komme efter det, men de har mange års forspring.«
Sverige har alt fra top-10popstjerner til rockmusikere og dansebands med i konkurrencen. Den musikalske diversitet er en af nøglerne til større grandprix-popularitet, påpeger Hanne Bjørn-Klausen: »Sverige har gjort grandprix til en folkefest. De har alle slags mennesker med. Det er dét, folket snakker om, når det afvikles. Og virkelig mange svenskere vil vildt gerne ind at se det.«
Netop det ser forsker Henrik Smith-Sivertsen også som en af årsagerne til den svenske succes.
»Det er blevet en tradition i Sverige. Man ser frem til det, og man ved altid, hvordan det foregår med flere semifinaler og finalen. I Danmark er den samme tradition ikke opbygget. Det er kun én aften, så man når ikke at stifte bekendtskab med deltagerne på samme måde. Men vigtigst af alt er den danske historie om grandprixet langt mere hakkende end den svenske, som grundlaeggende handler om storhed og sejr.«
Når Mikki Bast ser det svenske Melodifestivalen, følger han Dansk Melodi Grand Prix på telefonen, hvis det afvikles samtidig, og så ser han showet dagen efter. Ellers ser han det med grandprix-klubben derhjemme.
Mere kvalitet
Mikki Bast håber, at flere kendte artister stiller op i melodigrandprix – men det skal vaere en balancegang.
»Det kan sende et signal til andre om, at grandprix er fedt at vaere med i. Men man skal også passe på med at lade f.eks. Medina eller Christopher vaere med. De ville høste enormt mange stemmer alene på navnet. Det ville vaere aergerligt, hvis sangen ikke var god,« siger han, der synes, det vil vaere fedt med semifinaler og et større fokus på pointafgivning.
Hvad skal der så til for, at du tager til Dansk Melodi Grand Prix i stedet for det svenske?
»For det første kunne det vaere fedt, at det blev afholdt i København. Selve sangniveauet skal højnes lidt, men der skal også vaere variation,« siger Mikki Bast.