Mener du en undskyldning oprigtigt, accepterer du, at det tager tid at tilgive

Undskyld. Et ord, der kan nulstille smerte for alle parter. Hvis der da er tilgivelse i hjertet hos den, der får undskyldningen. For tiden tales der om tilgivelse af de maend, der har kraenket kvinder. Det er bare ikke så ligetil at åbne hjertet og finde den tilgivelse.

Når det kommer til sexchikane og andre kraenkelser, var indstillingen over for ofrene nemlig alt for laenge: »Piber du stadig over et klap i måsen for laenge siden? Kom dog videre, det var en anden tid!« En anden tid, jovist, men mest fordi ingen dengang blev taget alvorligt, når vi fortalte om kraenkelser. Det bliver vi endelig nu. Desvaerre er der så i stedet opstået den Jesusagtige forventning om, at vi hurtigt skal tage imod kraenkerens undskyldning – uanset hvordan den lyder – og tilgive, så »alle kan komme godt videre«, som Frank Jensen udtalte, da han var på medieturné for at kraeve tilgivelse.

Ja, jeg kalder det at kraeve tilgivelse. Det er det samme hver gang: En mand bliver afsløret i at have kraenket ofte adskillige kvinder. Først forsøger han ganske vist at snige sig udenom, men på et tidspunkt er bevisbyrden så tung, at der må krybes til korset: »Okay, jeg gjorde det, undskyld« – men der er ikke engang et punktum efter dét undskyld, inden det følges af en undskyldning for at vaere nødt til at undskylde: Noget med festkultur, for meget alkohol, pornoafhaengig eller bare personlighed som i Frank Jensens forhåbentligt dødelige ord fra 2012: »Jeg er et glad og positivt menneske, der godt kan lide at vaere til fest.«

Kraenkerne laegger dermed bolden over til os. Vi må straks bevise, at vi ikke er den »gruppe ikke-tilgivende, nådesløse furier«, som den tidligere partisekretaer fra De Radikale Anders Kloppenborg kaldte sine kvindelige partifaeller, da de kraevede, at Morten Østergaard stod til ansvar for sine handlinger. Vi skal tilgive. Vi skal videre jo. Fra den ene dag til den anden.

Vi når lige at høre kraenkeren erkende sin skyld, så skal vi videre. Det er ligegyldigt, at vi har med personer at gøre, der har kraenket igen og igen gennem årene. En person, der måske mange gange er blevet konfronteret med sin adfaerd uden at aendre noget. Det er lige meget, at ofrene har gået forgaeves efter hjaelp og i årevis har lidt i det skjulte. Så snart kraenkeren siger undskyld, skal tilgivelsen falde. Prompte!

Men tilgivelse er en gave. Den er aldrig noget, man har krav på ,og da slet ikke mens offeret stadig i overført betydning haenger på korset og lider.

Jordiske mennesker har brug for at hele, og mener man sin undskyldning oprigtigt, accepterer man, at det kan tage tid. Ligesom man også må undskylde oprigtigt: en total, forbeholdsfri anerkendelse af skyld: »Jeg gjorde det her, og det var ikke okay.« Ellers er undskyldninger 0 pct. vaerd!

Vi har alle grunde til at handle, som vi gør – selv kraenkere – og de grunde er ikke uvaesentlige. Men har man såret eller skadet en anden, er man nødt til at saette sig selv og sine (forklarings)behov til side. Det var jo det, man glemte at gøre i første omgang! Vil man oprigtigt gerne videre, må man begynde at vise empati – med renters rente.

Måske kan der blive plads til at forklare sig senere, måske kan der komme en dialog på et tidspunkt. Dog kun hvis ansvaret bliver taget og skylden anerkendt. Ellers står ofrene jo stadig med smerten uforløst. Og i så fald er det urimeligt at bede dem forløse kraenkerens ubehag.

Det kan man vist kun forvente af Jesus.

Vil man oprigtigt gerne videre, må man begynde at vise empati – med renters rente.