Landsforraederi er et valg – og de kvinder, der tog afsted, er ikke velkomne i Danmark

Politikens chefredaktør, Christian Jensen, har trukket arvesynden ind i diskussionen om de danske børn i Syrien. Det er forståeligt, at en del teologer har ubehag ved, at et teologisk begreb bruges så overfladisk som kliché til at fremhaeve sin egen lyse humanisme på baggrund af en angiveligt mørk middelalder. Kirken taler om synd og arvesynd i et nuanceret sprog, der søger at indfange en virkelig erfaring af, at synd er mere magtfuld end vores små og store forsyndelser. Afvisning af arvesyndens relevans kan opfattes som et forsøg på at holde politik og religion adskilt.

Jeg vil hellere samle handsken op. Chefredaktøren demonstrerer ufrivilligt, at kristendommens sprog på godt og ondt stadig er en referenceramme for os alle sammen, også når vi taler om samfundsanliggender. Men jeg gør det med modsat fortegn. Det er ikke begrebet om synd, men om arv, der er aktuelt i sagen om børnene i Syrien.

Søren Kierkegaard gav den formentlig mest geniale fortolkning af arvesynden i bogen “Begrebet Angest”. Hans aerinde var at indkredse, hvad mennesket overhovedet er for noget. Han formulerer her en saerdeles nøgtern antropologi, der bestemmer mennesket som mere end et individ. Historie og kontekst definerer den enkelte. Det er en arv på godt og ondt, som ingen kan løbe fra. Således er Kierkegaard også kritisk over for den selvfølgelige antagelse af den frie vilje. Han kalder den frie vilje en »Tanke-uting«, selv om han altså er valgets filosof par excellence. Arvesynd er for Kierkegaard et redskab til at bestemme ethvert menneske som både sig selv og slaegten. Det er udbredt, men ikke mindre sentimentalt at argumentere, som om den, det er ”synd for”, selv må vaere syndfri. Vi siger ikke syndfri, men uskyldig. For hvad vil det sige at vaere uskyldig, og har dét overhovedet noget med alder at gøre? Det kan godt vaere, at børn ikke er ansvarlige for foraeldres skyld, men er der alligevel på en forfaerdende måde en sandhed i, at faedrenes synder nedarves på børnene? Nutidig debat om så forskellige emner som identitetspolitikken og børnene i Syrien er båret af den illusion, at tilvaerelsen ikke har den ubønhørlige lov, at enhver vokser op med givne forudsaetninger. Vi vil for tiden gerne finde os selv uden rødder og netvaerk. Det er et naivt menneskesyn. Vi finder kun os selv ved at håndtere vores formative arv. Idéen om barndommen som en fritsvaevende uskyldstilstand, hvor vi kun med f.eks. en kriminel lavalder forholder os til, hvor laenge den varer, er farlig naivitet. Arvesynden i Kierkegaards forstand er langt mere nøgtern. Hvad enten vi synes om det eller ej, er enhver – også danske statsborgere – både sig selv og slaegten. At det er synd for nogle, hvordan det begyndte, gør dem ikke kun til ofre.

Følelser er den foretrukne argumentation i Danmark. TV 2 bragte 26/3 et interview med en moster til to af børnene, der fandt det »umenneskeligt« at skille børnene fra deres mor, som selv har valgt at kaempe for Islamisk Stat. Hvor mange mødre er ikke blevet skilt fra sønner og døtre, der blev slået ihjel af den terrororganisation, hun valgte at støtte? Terrorister hører ikke hjemme i Danmark.

Landsforraederi er et valg, og de kvinder, der tog afsted, er ikke velkomne i Danmark, som man ikke engang kan kalde deres hjem, da de jo ikke ønskede at gøre det til et hjem, men derimod ville ødelaegge huset for at kunne føle sig hjemme i ruinerne af det, der ville stå tilbage, når kalifatet var indført.

Terrorisme betyder, at Danmark er i krig. Det er forveksling af krigspolitik og socialpolitik at diskutere børnenes skaebne, som om det blot handlede om en tvangsfjernelse af omsorgssvigtede børn i Københavns Kommune og ikke om børn og endda unge mennesker, der er blevet hjernevasket til had mod de vaerdier, det danske samfund hviler på.

Om børnene skal hjem eller det modsatte, må håndteres sådan, at det også er et spørgsmål om landets sikkerhed, hvad der skal ske, når de kommer hjem.

Vi vil for tiden gerne finde os selv uden rødder og netvaerk. Det er et naivt menneskesyn. Vi finder kun os selv ved at håndtere vores formative arv.