Hvordan undgår vi at blive dummere?

Som menigmand står man i dag i noget af et dilemma. I den superkomplekse verden, vi har fået skruet sammen, er det vigtigere end nogensinde, at vi baserer vores meninger og billeder af verden på videnskab og fakta. Internettets enorme indflydelse på meningsdannelse er i den sammenhaeng af staerk tvivlsom kvalitet og derfor yderst problematisk. Det burde efterhånden vaere åbenbart for enhver. De sociale medier baerer helt sikkert hovedparten af ansvaret, men ikke det hele. I www’s generelt uigennemskuelige sammenkog af viden og ikkeviden må man famle sig frem og vaelge, hvilken ”viden” man vil tro på. Spørg f.eks. blot laegerne, hvad de mener om den ”viden”, de dagligt oplever, patienter møde op med i konsultationen, efter de først har konsulteret Google. Eller vaerre endnu: f.eks. det vaeld af misinformation og ikkefakta, der førte til stormen på den amerikanske kongres den 6. januar i år, burde gøre det klart for enhver, hvor tvivlsomt det kan vaere at blive oplyst ad den vej.

Men hvordan bliver vi så klogere på alt det, vi skal forholde os til i hverdagen? Eller rettere: Hvordan undgår vi at blive dummere?

Alternativet til www er naturligvis de gamle medier som aviser, radio og tv. Men her er brugen af eksperter til at bidrage til generel oplysning eksploderet, i en grad så man er ved at blive rundtosset. Det er jo godt og sundt, at eksperterne kan belyse en sag fra flere sider, så man selv kan traeffe sit valg og danne sig sin mening. Men oftere og oftere møder man direkte modstridende ekspertudsagn i de tsunamier af ekspertudtalelser, vi praesenteres for i medierne hver eneste dag. Som når f.eks. eksperter i epidemiologi naesten dagligt lufter deres uenigheder om, hvorvidt en coronarestriktion er gavnlig eller ej, eller om det nu også er forsvarligt at åbne op igen. Om følgerne af den globale opvarmning; om hvad der er sund kost og ikke sund kost, eller hvad børnene har godt og ikke har godt af osv. Her står menigmand så tilbage med nøjagtigt samme problem som med www: Man må vaelge, hvad man vil tro, for man er reelt ikke blevet gjort for fem øre klogere.

Og ligeså, når haeren af politiske kommentatorer og analytikere serverer os deres daglige gaetterier på, hvad de folkevalgte går og taenker; hvad en politiker praecist havde i sinde, da vedkommende sagde dit eller gjorde dat, hvad det vil få af konsekvenser, og hvad der ville vaere sket hvis ikke. Underholdende, men oftest 80 pct. rent gaetvaerk, vil jeg påstå. Men gaetvaerk, der bidrager til meningsdannelse, vel at maerke.

Hvis nu vi antager, at eksperternes uenighed ikke kun skyldes, at kvaliteten af deres viden måske er for ringe, hvad er så forklaringen på alle de modstridende ekspertudsagn? Er det i virkeligheden, fordi mediernes brug af eksperter er blevet for ukritisk, da mere og mere stof lige så stille glider over i ”underholdningsafdelingen”, og indhold derfor må vige pladsen til fordel for form? Bliver der i salgsøjemed spekuleret i uenighed? Uenighed giver jo altid gode overskrifter.

Lidt grimme spørgsmål, fordi de samlet set kan føre til noget farligt; dels ligegyldighed, dels tab af tillid til de institutioner, som eksperterne gerne skulle vaere en vigtig del af.

Eksperter skulle gerne gøre os klogere – ikke dummere. Men jeg er bange for, at det netop er det, der er ved at ske. De gamle mediers brug af eksperterne bør have en højere kvalitet, hvis de skal kunne bidrage til reel oplysning. Konkurrenten – hovedsageligt de sociale medier med al deres ”husmandsviden” – synes at have haft held til at saette dagsordenen, når det kommer til generel oplysning af specielt den yngre del af befolkningen. Den model skulle helst brydes, så en ny oplysningstid ikke bliver nødvendig. Kompetente eksperter og ikke mindst en kompetent og ansvarlig brug af dem efterlyses derfor.