Techgiganter har brug for demokratisk kontrol

De leverer noget, som vi ikke vil vaere foruden. Men vi skal ikke acceptere, at techgiganter som Google, Facebook, Amazon og Apple saetter rammerne for det, vi taler om, og måden, vi lever på – bare fordi de ved så meget om os.

Techgiganterne har for meget magt. De bestemmer suveraent reglerne for debatten på deres platforme. De saetter vores ytringsfrihed under pres gennem uigennemsigtige censurmekanismer og manipulerer os til at aendre vores adfaerd på en måde, som har både sociale, økonomiske, sundhedsmaessige og politiske konsekvenser. De er uden for demokratisk kontrol, og den aktuelle diskussion om, hvordan deres forretningsmodel har ødelagt meget af fundamentet under de etablerede medier, er blot en del af, hvad der er en større debat og politisk kamp. En ny ophavsretslovgivning, der skal sikre danske medier betaling, hvis techgiganterne videregiver deres indhold, er blot første skridt i, hvad der bliver en årelang kamp for at vinde magten tilbage.

Derfor har vi brug for en offentlig samtale om, hvordan vi sikrer bedre rammer for demokratiet, den demokratiske samtale og ytringsfriheden i cyberspace, og hvordan vi beskytter den enkelte borger bedre på platformene. Vi kan ikke give så meget magt over vores demokrati og den demokratiske samtale til en håndfuld techgiganter og de rå markedskraefter.

Vi er nødt til at flytte magten over demokratiets udfoldelse over på demokratiets haender.

En opgørelse af Medieudviklingen 2019 beretter, at en gennemsnitlig dansker hver dag bruger over syv timer på medier. Selv om det høje antal timer er opgjort, så det taeller dobbelt, hvis man har tv’et kørende, mens man bruger sin mobil, vidner det om en alarmerende udvikling. »Tidsforbruget er så højt, at det er svaert at forestille sig nogen naevnevaerdig stigning i forbruget, så laenge der også skal vaere tid til at arbejde og sove,« konkluderer de to medieforskere bag rapporten.

Det haenger naturligvis sammen med, at techgiganterne leverer en service, som vi ikke vil vaere foruden. Og for langt de fleste mennesker er de store platforme og sociale medier blevet en naturlig del af livet. Men det kommer med en pris. For selv om vi ikke som udgangspunkt betaler en krone for ydelsen, er prisen alligevel dyr.

For vi giver techgiganterne uhaemmet adgang til data om vores adfaerd, interesser og forbrug. Data, som bruges til at teste og forfine metoder til at indfange og fastholde vores opmaerksomhed, så datastrømmen aldrig stopper. En naesten perfekt forretningsmodel, som har gjort techgiganter som Google, Facebook, Amazon,

Apple m.fl. til en guldrandet forretning.

Imidlertid udgør giganternes forretningsmodel et demokratisk problem, fordi algoritmerne bag platformene jagter konflikter og skaber ekkokamre, så hver bruger ser en saerlig del af verden, der er skraeddersyet efter deres interesser og holdninger. Derfor er dit Facebookfeed ikke udtryk for andet, end hvad din personlige algoritme forudser, at du gerne vil se, i kombination med de annoncer, som nogen har betalt for, at du skal se. Det skaber de ekkokamre, som er farlige og skadelige for vores samfundsdebat. Ligesom det saetter skub i en hidtil uset grad af polarisering, som også fordrer ekstremisme – både politisk, socialt og religiøst. Når Facebook-feedet for en voksende gruppe af befolkningen bliver til den primaere nyhedskanal, forsvinder vores faelles offentlighed. Vi får i stedet hver vores egen personlige ”offentlighed”. Vaek er en faelles offentlighed defineret af, hvad der er vaesentligt for os som befolkning at forholde os til, og hvad der optager andre end dig selv.

Tristan Harris, tidligere etisk designer for Google, udtrykker sin bekymring om udviklingens hastighed: »Aldrig før har 50 designere truffet beslutninger, der ville påvirke to milliarder mennesker«. Det er hverken hensigtsmaessigt eller demokratisk. Det er det vilde vesten og kapitalismens vaerste sider, der har taget magten over den demokratiske samtale, ytringsfrihed og offentlighed.

Taenketanken Mandag Morgen har for nylig set naermere på, hvordan indholdet på de sociale medier modereres. De sociale medier har hver deres retningslinjer for, hvad man må og ikke må ytre sig om på deres platforme. Nogle af retningslinjerne betyder, at reelt ulovligt indhold bliver fjernet. Det er godt, men andre gange ser vi, at lovligt indhold fjernes, fordi det er ”ubehagelige” eller ”upassende” kommentarer.

Taenketanken Justitia kunne i en nylig rapport afsløre, at »for hver strafbar kommentar, der blev slettet i den undersøgte periode, blev der slettet 36 almindelige holdningsytringer«. Dertil kommer, at der står »tre-fire ulovlige kommentarer tilbage for hver ulovlig kommentar, der slettes«. Undersøgelsen daekker over Facebook-siderne for en raekke danske nyhedsmedier og kan derfor ikke belyse den fulde sandhed. Alligevel giver det et godt indtryk af, at måden, som disse brugerafhaengige noticesystemer fungerer på, langt fra er optimal. Platformenes usynlige censurmekanismer gør det vanskeligt for alvor at placere et ansvar. For hvem skal sikre, at ulovlige handlinger såsom chikane, trusler og voldsobjektiver bliver fjernet? Og vel at maerke uden at censurere lovlige udtalelser og synspunkter? Det udfordrer ytringsfriheden.

Men ytringsfrihed er ikke kun retten til at ytre sig ekstremt og graensesøgende. Ytringsfrihed er også at have en mulighed for at deltage i debatten. I dag afholder mange sig fra at deltage i debatten på de sociale medier, fordi tonen er for hård og uforsonlig, og fordi kommentarerne hurtigt kommer til at handle om afsenderens køn, etnicitet eller alder. Derfor er det også en reel udfordring af ytringsfriheden, hvis debatten kun bliver for dem iklaedt teflon og med boksehandskerne på. Og derfor handler det også om mere end lovgivning. Vi er også nødt til at tale om den enkeltes ansvar og vores faelles opgave om at sikre demokratisk (digital) dannelse. Fundamentet for vores demokrati er jo netop, at alle skal have en stemme – uanset overbevisning – og at demokratiet vinder, når vi taler sammen. Ikke når vi lukker ned for hinanden.

Jeg skal vaere aerlig, når jeg skriver, at jeg ikke har alle svarene på de store problemer, vi står over for, fordi techgiganterne alt for laenge har defineret spillereglerne for en stor del af vores offentlige samtale. Men jeg har en raekke centrale spørgsmål, som vi er nødt til at tale om sammen.

Vi må spørge os selv, hvordan vi bedst skaermer – børn som voksne – fra afhaengighedsskabende mekanismer, der er så svaere at modstå for den enkelte. Ligesom vi må tage fat på den vigtige diskussion om ytringsfrihed – for hvordan fjerner vi misinformation og ulovlige ytringer, samtidig med at vi sikrer en mangfoldig demokratisk samtale? Kan vi gøre det mere gennemsigtigt, hvordan disse platforme virker? Og hvordan vi regulerer platformenes algoritmer, så vi undgår ekkokamre og ekstremisme?

Jeg ved, at det er utraditionelt og sikkert ilde set, at en politiker stikker spørgsmålene uden at komme med alle svarene. Men når det kommer til techgiganternes magt og ansvar, er simple løsninger og quickfix ikke løsningen. Derfor håber jeg, at vi i det kommende år kan skabe et rum for at diskutere, hvad løsningerne er, på det, som udfordrer vores samfund, ytringsfrihed og demokrati. Vi må finde en vej, hvor ansvaret for indholdet er platformens, men hvor det er demokratiet, som saetter rammerne for den demokratiske samtale og ytringsfriheden i cyberspace.