Investorerne får intet påskeaeg i år
I 1. kvartal endte aktiemarkederne med at overleve udsigten til en højere global inflation, men presset på investorerne tager ikke umiddelbart af.
Nu kommer den, inflationen, og i saerlig grad for virksomhederne. Det er dermed producentpriserne, som stiger, hvilket man generelt kan udtrykke som den prisinflation, virksomheder oplever på indkøb af varer og tjenesteydelser, der indgår i produktionen.
Da den almindelige prisinflation har haft en ualmindelig fremtraedende fokus i finansmarkederne i løbet af 1. kvartal, er det min vurdering, at en vedvarende stigning i producentpriserne i årets 2. kvartal også vil få en vaesentlig opmaerksomhed.
AEndringer i producentpriserne er naturligvis altid interessante til en vis grad. Det er dog, når den almindelige prisinflation gennem en periode har vaeret stigende, og producentpriserne derefter begynder at stige i bred forstand, at jeg giver udviklingen en saerlig opmaerksomhed. Det er i sådanne situationer, at der opstår risiko for, at inflationen kan komme ind i en langvarig, stigende spiral.
Grafik et viser ganske tydeligt udviklingen, og den er global, hvilket også bør noteres. Den grafiske afbildning synes måske ikke så signifikant, men stigningstakten har vaeret tiltagende de seneste måneder.
Det skal desuden naevnes, at tallene for marts i grafik et viser forventningerne i finansmarkedet.
Spaendingen om, hvorledes de virkelige tal bliver, udløses allerede lige efter påske, den 8. og den 9. april, men udsigten er, at stigningen i producentpriserne fortsat vil forblive på et højt niveau. Hvis man som investor er bekymret for den højere inflation, så venter der altså ikke ligefrem noget påskeaeg fra den front.
Kan ende hos forbrugerne
I min vurdering af producentpriserne set i forhold til finansmarkedet generelt, er det vaesentlige ved aendringerne, om disse bliver skubbet videre til forbrugerne eller absorberet af virksomhederne.
Det er langtfra altid, at de prisstigninger, som en virksomhed oplever, gives videre til forbrugerne. En helt naturlig forklaring er konkurrencesituationen, men mange aftaler mellem producent og det videre detailled har lange løbetider. Det betyder, at prisstigninger ikke nødvendigvis kan gives videre til enhver tid. Men også her aendres verden, for den bliver stadig mere lean, og i logistikken er ”just in time” -levering perfektioneret til det yderste.
Med den perfektionerede logistik oplever man også i stigende grad, at producenter saelger direkte til slutforbrugerne. Dermed er flere led mellem producent og forbruger reduceret vaek, hvilket har saenket omkostningerne. En konsekvens er dog, at højere producentpriser formentlig i meget større udstraekning vil blive givet direkte videre til forbrugerne. Det kommer også til at ske meget hurtigere, da leddene mellem producent og forbrugere tidligere har vaeret der til at absorbere prisstigninger helt eller delvist.
Grafik to illustrerer, hvor aktuel denne mere direkte påvirkning af forbrugerpriserne kan blive. USA’s centralbank, Federal Reserve Bank, har delt USA op i en raekke områder, som hver repraesenteres med en regional filial af centralbanken. Afdelingen i Kansas daekker fire delstater i det midtvestlige USA, og her spørger man hver måned en raekke virksomheder, om de tror, at råvarepriserne er højere eller lavere om seks måneder.
Her viser grafikken en ligefrem dramatisk udvikling, og andre regionale afdelinger af centralbanken har lignende målinger, der viser tilsvarende forventninger hos virksomhederne med samme signifikans, men dog ikke helt så dramatisk.
Stor usikkerhed
Min vurdering er, at når forventningerne er så tydelige, opstår der en højere risiko for, at prisstigningerne ender hos forbrugerne. Fra en lang raekke virksomheder er der i pressen meldinger om, at dette bliver tilfaeldet, og samtidig stiger øvrige omkostninger også – f.eks. transport. Selv om udviklingen naesten ser voldsom ud, mener jeg stadig, at der er stor usikkerhed om, hvor stor en andel af prisstigningerne der reelt ender som inflation hos forbrugerne.
Er jeg bekymret? Nej, endnu ikke meget mere end den øgede opmaerksomhed, som udsigterne til den stigende inflation allerede har fået igennem 1. kvartal, og som jeg fortsat mener, at inflationen skal have. Min vurdering forbliver, at den primaere årsag til inflationsstigningen kan forklares med, at den globale økonomi atter bevaeger sig fremad. Det er nu indregnet hos mange investorer, at den amerikanske inflation kan nå op på omkring 2,5 pct., og 10-årsrenten i USA er nu steget til de forventede 1,75 pct.
For tidligt at spå
Hvis jeg skal pege på en retning for bekymringen, så er den steget let, men endnu ikke mere. Det er naturligvis bekymrende med udsigterne til, at virksomhederne denne gang måske vil sende regningen videre til forbrugerne, således at situationen med den forhøjede inflation traekker ud. Specielt for USA’s vedkommende vil jeg ikke underkende, at den store økonomiske stimulanspakke også vil forårsage inflation på et tidspunkt.
Det er den risiko, som USA’s tidligere finansminister Lawrence Summers talte om for et par måneder siden.
De naevnte risici har jeg stor opmaerksomhed på, men min holdning er, at det endnu er for tidligt at blive yderligere bekymret for den risiko. Muligheden for, at inflationen falder til ro efter stigningen i den kommende periode, er stadig lige så stor som muligheden for, at det høje inflationsniveau fortsaetter.
Når forventningerne er så tydelige, så opstår der en højere risiko for, at prisstigningerne ender hos forbrugerne.