Under den blå himmel er så smukt, at man må bryde ud i sang, men ...
Det er den omvendte verden. Mens strandene i Sydfrankrig laenges efter udenlandske turister, har myndighederne taget utraditionelle metoder i brug for at holde franske turister vaek fra en af landets absolut smukkeste nationalparker.
Vi står i en rundkreds på den yderste klippe og varmer stemmebåndene op før sirenesangen. La la la og brrrrrr akkompagneret af dybe vejrtraekninger og nakkestraek.
Natur- og bjergguiden Sébastien Bouchonneau og sangeren Mai Lan Doky leder en sangudflugt i et af de smukkeste naturområder i Frankrig.
Ca. 30 små bugter omkranset af stejle kalkkløfter beklaedt med paraplyformede fyrretraeer danner mellem Marseille og Cassis tilsammen nationalparken
Les Calanques.
Under den blå, blå himmel er her så dramatisk og smukt, at det er blevet et problem. For alle dem, der vandrer rundt i klipperne eller svømmer, padler eller springer på hovedet ned i de turkisgrønne bølger i Middelhavet ca. 25 meter under os, slider på naturen.
Sidste sommer og også i år har pandemien tvunget franskmaendene til at holde ferien i
Frankrig, og det gjorde Les Calanques til et meget søgt udflugtsmål.
»Det er mest et problem om sommeren og i weekenderne, fordi alle kommer på en gang. Nationalparken er en fantastisk legeplads, hvor man kan kravle i bjerge, spadsere, svømme, dykke eller sejle i kajak, men mange glemmer at respektere planter og fuglenes reder,« fortaeller den 49-årige Bouchonneau:
»På den anden side er det skønt at se så mange smilende mennesker. Man kan kun blive glad af at vaere her.«
Mellem klipperne finder han ophrysorkideer og gule coronilles og fortaeller om andre sjaeldne blomster som de hvide sabline de Provence, der kun gror mellem Marseille og Toulon. Alle risikerer at blive trampet ned, fordi turisterne ikke holder sig til de afmaerkede stier. Efter sommerens invasion stod myndighederne desuden tilbage med oprydningen af dynger af affald fra gaesternes picnicer; plastic, dåser, flasker, poser og cigaretskod.
Anderledes vandreture
Erfaringerne fik nationalparken til ivaerksaette en anti-marketingskampagne, der skal reducere antallet af turister. I stedet for de paradisiske naturbilleder planlaegger myndighederne ifølge Le Monde nu at bringe fotos af overfyldte badestrande ledsaget af slogans om, at vandet er koldt, adgangsforholdene er horrible, og at det er smartere at besøge parken i foråret eller efteråret end om sommeren.
Parkens direktør, Francois Bland, siger til avisen, at parkens ledelse arbejder på en mosaik af forholdsregler, der skal gøre det muligt at kontrollere tilstrømningen og også mulighederne for at køre i bil til parken.
Myndighederne tager også konsekvent kontakt til de mest populaere såkaldte influencers på de sociale medier for at få dem til at holde op med at vise fotos fra nationalparken.
Selv denne lørdag i marts er her masser af vandrere i Port-Miou, den laengste af fjordene med en dybde på over en kilometer.
Sébastien Bouchonneau arrangerer kun sine vandreture uden for sommersaesonen, hvor der kan blive ulideligt varmt i parken. Han har udviklet et koncept med at udvide naturoplevelsen med et tema.
Det har ført til vandreture med indlagt yoga, dans, pilates, akvarel eller oplaesning. Danskeren Valentine Farlot, der driver en helse- og massageklinik i middelhavsbyen
Ciotat, har stået for en vandretur med massageøvelser. I dag vil hendes datter, den 31-årige Mai Lan Doky, under sit besøg hos sin mor berige turen med et sangkursus over de brusende bølger. Men det er en lang travetur ud til sangstedet gennem farvepaletten af grå, grøn, blå og turkis. Nogle klippevaegge er stejle som mure, fordi bugterne tidligere blev brugt som stenbrud.
Kalksten, der blev dannet igennem millioner af år af skaldele fra muslinger, snegle og koraller, blev den foretrukne sten ved oprettelsen af havneanlaeg langs Middelhavet. Kalken blev også mast og blandet med salt og oliven for at producere den berømte saebe fra Marseille.
Der er mange kalkstenbjerge i Provence,
men det smarte ved Les Calanques var beliggenheden ved vandet. Det betød, at man kunne fire stenene ned til ventende skibe ad lange slisker. I dag er klipperne fredede.
Sydafrikansk gospelsang
Vi er nået naesten ud til det yderste punkt. Herfra kan vi se indsejlingen til andre bugter som Calanque d’En Vau og Port-Pin. Laengere fremme mod Marseille ligger en af de mest populaere klippefjorde, Sormiou, med en lille strand for enden. Sanglegen finder sted på det yderste klippeplateau.
Under en grundig opvarmning finder vi ud af, at fintuning af mange af kroppens organer er nødvendig for at få stemmebåndet og vejrtraekningen til at arbejde i perfekt harmoni.
Mai Lan Doky, der har givet koncerter i både København og Paris og er aktuel på internetplatformene med nummeret
”Heal My Soul”, har taget en sydafrikansk gospelsang med til dagens anledning.
»Kwabona kala thina so fananaye,« synger vi op mod den blå himmel.
Vi aner ikke, hvad det betyder, men det lyder himmelsk og langt bedre end den årlige sangpraestation omkring juletraeet – synes vi selv. Det beruser vores nye sangego, at vi ikke er de eneste. En gruppe vandrere, der i smug har overvaeret vores koncert, takker os for sangen og runder en perfekt vandretur af med klapsalver. Det kan ikke blive større.
Man kan kun blive glad af at vaere her.