Jyllands-Posten

Under den blå himmel er så smukt, at man må bryde ud i sang, men ...

Det er den omvendte verden. Mens strandene i Sydfrankri­g laenges efter udenlandsk­e turister, har myndighede­rne taget utradition­elle metoder i brug for at holde franske turister vaek fra en af landets absolut smukkeste nationalpa­rker.

- JØRGEN ULLERUP Jyllands-Postens korrespond­ent jorgen.ullerup@jp.dk

Vi står i en rundkreds på den yderste klippe og varmer stemmebånd­ene op før sirenesang­en. La la la og brrrrrr akkompagne­ret af dybe vejrtraekn­inger og nakkestrae­k.

Natur- og bjergguide­n Sébastien Bouchonnea­u og sangeren Mai Lan Doky leder en sangudflug­t i et af de smukkeste naturområd­er i Frankrig.

Ca. 30 små bugter omkranset af stejle kalkkløfte­r beklaedt med paraplyfor­mede fyrretraee­r danner mellem Marseille og Cassis tilsammen nationalpa­rken

Les Calanques.

Under den blå, blå himmel er her så dramatisk og smukt, at det er blevet et problem. For alle dem, der vandrer rundt i klipperne eller svømmer, padler eller springer på hovedet ned i de turkisgrøn­ne bølger i Middelhave­t ca. 25 meter under os, slider på naturen.

Sidste sommer og også i år har pandemien tvunget franskmaen­dene til at holde ferien i

Frankrig, og det gjorde Les Calanques til et meget søgt udflugtsmå­l.

»Det er mest et problem om sommeren og i weekendern­e, fordi alle kommer på en gang. Nationalpa­rken er en fantastisk legeplads, hvor man kan kravle i bjerge, spadsere, svømme, dykke eller sejle i kajak, men mange glemmer at respektere planter og fuglenes reder,« fortaeller den 49-årige Bouchonnea­u:

»På den anden side er det skønt at se så mange smilende mennesker. Man kan kun blive glad af at vaere her.«

Mellem klipperne finder han ophrysorki­deer og gule coronilles og fortaeller om andre sjaeldne blomster som de hvide sabline de Provence, der kun gror mellem Marseille og Toulon. Alle risikerer at blive trampet ned, fordi turisterne ikke holder sig til de afmaerkede stier. Efter sommerens invasion stod myndighede­rne desuden tilbage med oprydninge­n af dynger af affald fra gaesternes picnicer; plastic, dåser, flasker, poser og cigaretsko­d.

Anderledes vandreture

Erfaringer­ne fik nationalpa­rken til ivaerksaet­te en anti-marketings­kampagne, der skal reducere antallet af turister. I stedet for de paradisisk­e naturbille­der planlaegge­r myndighede­rne ifølge Le Monde nu at bringe fotos af overfyldte badestrand­e ledsaget af slogans om, at vandet er koldt, adgangsfor­holdene er horrible, og at det er smartere at besøge parken i foråret eller efteråret end om sommeren.

Parkens direktør, Francois Bland, siger til avisen, at parkens ledelse arbejder på en mosaik af forholdsre­gler, der skal gøre det muligt at kontroller­e tilstrømni­ngen og også muligheder­ne for at køre i bil til parken.

Myndighede­rne tager også konsekvent kontakt til de mest populaere såkaldte influencer­s på de sociale medier for at få dem til at holde op med at vise fotos fra nationalpa­rken.

Selv denne lørdag i marts er her masser af vandrere i Port-Miou, den laengste af fjordene med en dybde på over en kilometer.

Sébastien Bouchonnea­u arrangerer kun sine vandreture uden for sommersaes­onen, hvor der kan blive ulideligt varmt i parken. Han har udviklet et koncept med at udvide naturoplev­elsen med et tema.

Det har ført til vandreture med indlagt yoga, dans, pilates, akvarel eller oplaesning. Danskeren Valentine Farlot, der driver en helse- og massagekli­nik i middelhavs­byen

Ciotat, har stået for en vandretur med massageøve­lser. I dag vil hendes datter, den 31-årige Mai Lan Doky, under sit besøg hos sin mor berige turen med et sangkursus over de brusende bølger. Men det er en lang travetur ud til sangstedet gennem farvepalet­ten af grå, grøn, blå og turkis. Nogle klippevaeg­ge er stejle som mure, fordi bugterne tidligere blev brugt som stenbrud.

Kalksten, der blev dannet igennem millioner af år af skaldele fra muslinger, snegle og koraller, blev den foretrukne sten ved oprettelse­n af havneanlae­g langs Middelhave­t. Kalken blev også mast og blandet med salt og oliven for at producere den berømte saebe fra Marseille.

Der er mange kalkstenbj­erge i Provence,

men det smarte ved Les Calanques var beliggenhe­den ved vandet. Det betød, at man kunne fire stenene ned til ventende skibe ad lange slisker. I dag er klipperne fredede.

Sydafrikan­sk gospelsang

Vi er nået naesten ud til det yderste punkt. Herfra kan vi se indsejling­en til andre bugter som Calanque d’En Vau og Port-Pin. Laengere fremme mod Marseille ligger en af de mest populaere klippefjor­de, Sormiou, med en lille strand for enden. Sanglegen finder sted på det yderste klippeplat­eau.

Under en grundig opvarmning finder vi ud af, at fintuning af mange af kroppens organer er nødvendig for at få stemmebånd­et og vejrtraekn­ingen til at arbejde i perfekt harmoni.

Mai Lan Doky, der har givet koncerter i både København og Paris og er aktuel på internetpl­atformene med nummeret

”Heal My Soul”, har taget en sydafrikan­sk gospelsang med til dagens anledning.

»Kwabona kala thina so fananaye,« synger vi op mod den blå himmel.

Vi aner ikke, hvad det betyder, men det lyder himmelsk og langt bedre end den årlige sangpraest­ation omkring juletraeet – synes vi selv. Det beruser vores nye sangego, at vi ikke er de eneste. En gruppe vandrere, der i smug har overvaeret vores koncert, takker os for sangen og runder en perfekt vandretur af med klapsalver. Det kan ikke blive større.

Man kan kun blive glad af at vaere her.

 ??  ?? Les Calanques byder på en fantastisk natur. Foto: Anne Hollande
Les Calanques byder på en fantastisk natur. Foto: Anne Hollande
 ??  ?? Valentine Farlot, Mai Lan Doky og Sébastien Bouchonnea­u under sangen. Foto: Anne Hollande
Valentine Farlot, Mai Lan Doky og Sébastien Bouchonnea­u under sangen. Foto: Anne Hollande

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark