Liberalismens fødsel, storhed og undergang i ét bind

Men en Moster Skrap som redaktør ville have hjulpet.

Hvis man er blot en smule konservativt eller socialdemokratisk anlagt, vil denne bog have direkte appel. Heri beskriver historiker, dr.phil. og lektor emeritus ved Aarhus Universitet Michael Böss liberalismens historiske udvikling og dens nyere vildfarelser. Projektet lykkes langt hen ad vejen, om end forfatteren formentlig kunne have gjort det bedre med halvt så mange referencer og i en taettere form.

Samlet set er der tale om en omfattende gennemgang af en lang og kroget idéhistorie fra England, Tyskland, Frankrig og Danmark til USA. Alligevel er der en faellesnaevner – elefanten i mange liberale gruppevaerelser – kristendommen. Som Michael Böss (f. 1952) godtgør, hører liberale vaerdier i politik og kultur sammen med en bestemt livsform, der hviler på den jødiske og kristne tradition. Det var derfra snarere end fra den antikke tradition, at liberale vaerdier som tolerance og fritaenkning voksede frem og gjorde det muligt at tale om menneskets vaerdighed og frihed – og kønnenes lighed.

Liberalismens tilblivelseshistorie er samtidig forklaringen på, hvorfor de liberale vaerdier har så svaert ved at blive universelle. De er groet i en bestemt have.

Den omfangsrige fremstilling er fuld af den slags korrektioner af den liberale jubeloptimisme, uanset om den findes i Europa, hvor liberal betyder, at man går ind for en mindre stat, eller i USA, hvor liberal betyder, at man går ind for en større stat. Derfor gør man klogt i at vaere praecis, når man udtaler sig om liberalismen.

Lektorpral i prosaen

Forfatteren, der titulerer sig som »rød konservativ«, kan sin litteratur og klassikere fra Adam Smith til Grundtvig, Hal Koch og Francis Fukuyama. Men indimellem går der lektorpral i prosaen, når han praesenterer laeseren for endnu en ekskurs. Lidt groft sagt virker det, som om forfatteren har haft en raekke essays og forskningsoversigter liggende, som derpå er blevet haeftet sammen. Det forvirrer også billedet, at bogen polemiserer så kraftigt i spørgsmålet om regeringens coronahåndtering og fromt køber hele nedlukningslogikken fra Statsministeriet. En Moster Skrap som redaktør ville have hjulpet.

Den løse form forhindrer dog ikke forfatteren i at bringe spaendende stof til torvs og belyse, hvad der skete, da liberalismen gik hen og blev multikulturel og udartede til identitetspolitik. Det er et vigtigt historisk øjeblik, der traekker ud. Det lykkes også Michael Böss at vise, hvorfor politisk dikteret ”diversitet” og

”mangfoldighed” er en bombe under den klassiske liberalisme og en trussel mod folkestyrets idé om meritokrati. Her bliver bogen pludselig meget vedkommende. Man forstår, at liberalismen alt for nemt bliver sin egen vaerste fjende.

Status er kort sagt, at den moderne, individualistiske liberalisme er blevet fremmed over for nationale faellesskaber, der gør noget sammen. Når liberale angriber alle slags nationalismer, vaelger de en kamp, som de er dømte til at tabe, eftersom langt de fleste mennesker har brug for at føle sig hjemme. Det er måske ikke noget, almindelige mennesker siger højt, men noget, de føler. Kun en meget lille gruppe ønsker i virkeligheden at leve som verdensborgere uden lokale rødder. Det vidste de første liberale, som derfor også blev nationale og dermed kunne forbinde liberalismen med nationalismen og forhindre folkestyret i at blive et gruppeslagsmål.

I modsaetning til de abstrakte verdensborgere kendes lokale borgere på den tillid, de naerer til en partikulaer stat, kultur og livsform. Den partikulaere tillid skaber social sammenhaengskraft. At vaere statsborger beror ikke alene på pas, rettigheder og frihed til at vaere anderledes. Statsborgerskab handler også om faelles hjertevaner og sindelag. Eller som det hed, før man opgav at insistere på de tilrejsendes assimilation ind i den kulturelle hovedstrøm: på evnen til at stikke en finger i jorden.

DEBATBOG

Indbygget sårbarhed

Det liberale demokrati er med andre ord ikke et system, der er dumpet ned fra oven, men en erfaring, der bliver medieret. Derfor har alle demokratier heller ikke samme demokratiske kultur. Til gengaeld deler de en indbygget sårbarhed. Hvis ikke en kritisk masse af statsborgere ser sig som andelshavere i en kernekultur, opsplittes samfundet i en serie af parallelsamfund. Den slags har den abstrakte liberalisme meget svaert ved at forholde sig til som andet end beskyldninger om ”racisme”, ”fremmedfrygt” og ”strukturel undertrykkelse”.

Når Michael Böss er bedst, skriver han på højde med landets mest glasklare skribenter. Det er, når han gerne vil lyde mere klog end nødvendigt, at fremstillingen bliver ujaevn. Men det er ham tilgivet. Det er sjaeldent, vi på dansk får en kritisk og velorienteret gennemgang af liberalismens fødsel, storhed og undergang i ét bind, men her er det altså.

Når Michael Böss er bedst, skriver han på højde med landets mest glasklare skribenter. Det er, når han gerne vil lyde mere klog end nødvendigt, at fremstillingen bliver ujaevn. Men det er ham tilgivet.