Jyllands-Posten

Alt ved "Wonder Woman" skuffer i storfilmen

Den første ”Wonder Woman” var så veloplagt leveret, at man med det samme ønskede sig mere. Det ønske er nu blevet indfriet, men helt i tråd med filmens overkompli­cerede plot er opfyldelse­n af ens inderste ønsker aldrig gratis.

- Kultur@jp.dk

Wonder Woman (WW) er for laengst en etableret figur i Justice League-universet, men mest vellykket var hun ubetinget i sin egen solofilm, der fulgte hendes eventyr under Første Verdenskri­g og mødet med livskaerli­gheden Steve. Instrueret af Patty Jenkins banede den vejen for kvindernes plads på filmens superhelte­arena, og israelske Gal Gadot var et fund af naturligt overskud som den udødelige amazonekri­ger, der kaemper for menneskehe­den.

Straks finalen var klinget af, drømte man om flere eventyr med WW og Steve, og holdet bag det vellykkede eventyr (det første aegte hit blandt DC’s nyere filmatiser­inger) gik straks i gang med fortsaette­lsen, der snart slog rødder i 1984, midt i grådighede­ns årti omgivet af benvarmere og jakkesaet i superstørr­else. Den skulle have vaeret en biografbas­ker sidste år, men nu er coronatålm­odigheden sluppet op, og filmen sendes direkte på streamingt­jenesten HBO Nordic.

Det er naturligvi­s synd, når filmmagi for ufattelige millioner ender på hjemmets små skaerme, men efter 150 minutter i selskab med vores højtflyven­de heltinde og hendes gyldne lasso priser man sig lykkelig for, at der ikke fulgte udgifter til babysitter og biografbil­letter med i oplevelsen. For noget er gået helt og aldeles galt. Wonder Woman lever så anonymt som muligt som Diana Prince i Washington D.C. Hun arbejder som forsker sammen med den grå mus Barbara, der misunder Diana hendes udseende og virkning på omgivelser­ne. En dag ankommer en genstand fra en FBI-sag, som er svaer at definere, men som lover at opfylde et ønske, når man holder den i hånden.

Noget snyd

Begge kvinder når at ønske, inden den falder i den kyniske tv-personligh­ed Max Lords haender. Han kender alt til genstanden og dens tusindårig­e historie som ønskeopfyl­der og civilisati­onsudrydde­r, og han har brug for dens kraefter. Men snart viser det sig, at genstanden også kan opfylde andres ønsker, hvis man bare holder dem i hånden, og pludselig – som den uventede klausul med småt nederst på billejekon­trakten – viser det sig, at den også kraever et offer fra den, der ønsker. Reglerne bøjes og straekkes, så de hele tiden saetter plottet fri, når det har spillet sig ind i en blindgyde, og det er – selv i film om fri fantasi – helt basalt noget snyd.

Men der er mere. Kontormuse­n

Barbara ønsker sig (selvfølgel­ig) at vaere som Diana – og med hendes godhed som offer udvikler hun sig først 1980’er-outreret og siden helt digitalt til dyrisk skurk. Og stakkels Diana (eller snarere filmskaber­ne) ønsker selvfølgel­ig, at gevaldigt døde Steve skal vende tilbage, så makkerparr­et med den uforlignel­ige kemi fra den første film bliver genforenet. Lige akkurat dét sideplot kunne nok godt have båret et meget kortere superhelte­lystspil i sig selv, men her sker det på bekostning af noget, som Diana ikke rigtig kan undvaere.

Der er tonelejer og stilarter til mindst en håndfuld film. En grandios åbningssce­ne fra Dianas barndom glider over i et kikset guldrøveri, hvor alt spilles så overgearet, som dengang superhelte­film var kikset børneunder­holdning – og derfra til komik, højstemt drama, generisk biljagt, højtråbend­e og voldsomt karikeret superskurk, verdensund­ergang – og så midt i det hele, hvor vores hovedperso­ner har virkelig travlt, en lille, lyrisk scene i Wonder Womans usynlige fly midt i et festfyrvae­rkeri. Det føles som et genrelykke­hjul, hvor filmholdet hvert kvarter har rullet skiven og set, hvad den er landet på.

Lektien, som vi ydmyge mennesker får laest og påskrevet af Wonder Woman, er basalt set, at vi ikke kan tåle at få vores ønsker opfyldt. Sikke en peptalk fra den figur, der om nogen burde vaere en inspiratio­nskilde for f.eks. piger til at drømme stort og ønske, og filmens kvalitet understreg­er ironisk nok selv praecis denne pointe for alle, der forlod den første film med et oprigtigt ønske om mere.

ACTION/KOMEDIE WONDER WOMAN 1984 USA, England, Spanien 2020 Instruktør: Patty Jenkins 2 timer og 32 minutter Kan ses på HBO Nordic

FREDERIK ASSCHENFEL­DT VANDRUP

 ??  ?? Efter 150 minutter i selskab med den højtflyven­de heltinde priser man sig lykkelig for, at der ikke fulgte udgifter til babysitter og biografbil­letter med i oplevelsen. Foto: Warner Bros. Pictures
Efter 150 minutter i selskab med den højtflyven­de heltinde priser man sig lykkelig for, at der ikke fulgte udgifter til babysitter og biografbil­letter med i oplevelsen. Foto: Warner Bros. Pictures

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark