Alt ved "Wonder Woman" skuffer i storfilmen
Den første ”Wonder Woman” var så veloplagt leveret, at man med det samme ønskede sig mere. Det ønske er nu blevet indfriet, men helt i tråd med filmens overkomplicerede plot er opfyldelsen af ens inderste ønsker aldrig gratis.
Wonder Woman (WW) er for laengst en etableret figur i Justice League-universet, men mest vellykket var hun ubetinget i sin egen solofilm, der fulgte hendes eventyr under Første Verdenskrig og mødet med livskaerligheden Steve. Instrueret af Patty Jenkins banede den vejen for kvindernes plads på filmens superheltearena, og israelske Gal Gadot var et fund af naturligt overskud som den udødelige amazonekriger, der kaemper for menneskeheden.
Straks finalen var klinget af, drømte man om flere eventyr med WW og Steve, og holdet bag det vellykkede eventyr (det første aegte hit blandt DC’s nyere filmatiseringer) gik straks i gang med fortsaettelsen, der snart slog rødder i 1984, midt i grådighedens årti omgivet af benvarmere og jakkesaet i superstørrelse. Den skulle have vaeret en biografbasker sidste år, men nu er coronatålmodigheden sluppet op, og filmen sendes direkte på streamingtjenesten HBO Nordic.
Det er naturligvis synd, når filmmagi for ufattelige millioner ender på hjemmets små skaerme, men efter 150 minutter i selskab med vores højtflyvende heltinde og hendes gyldne lasso priser man sig lykkelig for, at der ikke fulgte udgifter til babysitter og biografbilletter med i oplevelsen. For noget er gået helt og aldeles galt. Wonder Woman lever så anonymt som muligt som Diana Prince i Washington D.C. Hun arbejder som forsker sammen med den grå mus Barbara, der misunder Diana hendes udseende og virkning på omgivelserne. En dag ankommer en genstand fra en FBI-sag, som er svaer at definere, men som lover at opfylde et ønske, når man holder den i hånden.
Noget snyd
Begge kvinder når at ønske, inden den falder i den kyniske tv-personlighed Max Lords haender. Han kender alt til genstanden og dens tusindårige historie som ønskeopfylder og civilisationsudrydder, og han har brug for dens kraefter. Men snart viser det sig, at genstanden også kan opfylde andres ønsker, hvis man bare holder dem i hånden, og pludselig – som den uventede klausul med småt nederst på billejekontrakten – viser det sig, at den også kraever et offer fra den, der ønsker. Reglerne bøjes og straekkes, så de hele tiden saetter plottet fri, når det har spillet sig ind i en blindgyde, og det er – selv i film om fri fantasi – helt basalt noget snyd.
Men der er mere. Kontormusen
Barbara ønsker sig (selvfølgelig) at vaere som Diana – og med hendes godhed som offer udvikler hun sig først 1980’er-outreret og siden helt digitalt til dyrisk skurk. Og stakkels Diana (eller snarere filmskaberne) ønsker selvfølgelig, at gevaldigt døde Steve skal vende tilbage, så makkerparret med den uforlignelige kemi fra den første film bliver genforenet. Lige akkurat dét sideplot kunne nok godt have båret et meget kortere superheltelystspil i sig selv, men her sker det på bekostning af noget, som Diana ikke rigtig kan undvaere.
Der er tonelejer og stilarter til mindst en håndfuld film. En grandios åbningsscene fra Dianas barndom glider over i et kikset guldrøveri, hvor alt spilles så overgearet, som dengang superheltefilm var kikset børneunderholdning – og derfra til komik, højstemt drama, generisk biljagt, højtråbende og voldsomt karikeret superskurk, verdensundergang – og så midt i det hele, hvor vores hovedpersoner har virkelig travlt, en lille, lyrisk scene i Wonder Womans usynlige fly midt i et festfyrvaerkeri. Det føles som et genrelykkehjul, hvor filmholdet hvert kvarter har rullet skiven og set, hvad den er landet på.
Lektien, som vi ydmyge mennesker får laest og påskrevet af Wonder Woman, er basalt set, at vi ikke kan tåle at få vores ønsker opfyldt. Sikke en peptalk fra den figur, der om nogen burde vaere en inspirationskilde for f.eks. piger til at drømme stort og ønske, og filmens kvalitet understreger ironisk nok selv praecis denne pointe for alle, der forlod den første film med et oprigtigt ønske om mere.
ACTION/KOMEDIE WONDER WOMAN 1984 USA, England, Spanien 2020 Instruktør: Patty Jenkins 2 timer og 32 minutter Kan ses på HBO Nordic
FREDERIK ASSCHENFELDT VANDRUP