Folkedomstolen skal ikke dømme de danske kvinder, som rejste til Syrien

De fleste drenge og unge maend kan lide at prøve deres kraefter af og slås. Mange unge piger føler sig tiltrukket af de staerke drenge og unge fyre. Wow – sikke muskler, wow – taenk, at de tør bruge sig selv og tør udsaette sig selv for livsfare, når de kaemper og går i krig. Det er vistnok en biologisk ting, og det har altid vaeret sådan.

For nogle år siden var der krig i Syrien. Islamisk Stat hvervede unge maend fra hele verden. De kaempede for kalifatet iført kampuniformer og med avancerede våben. På de sociale medier kunne pigerne følge med i de unge fyres traening, se, hvordan de svedte, hvordan de kaempede.

I fredelige Danmark begyndte syv unge piger at drømme om krigere og et spaendende liv langt fra familiens trygge verden. De fandt pennevenner blandt krigerne og forelskede sig på afstand.

Spaending, ophidselse, flotte, muskuløse fyre. Pigerne sparede op og købte sig en enkeltbillet til Erbil. Nu skulle det store eventyr begynde. Men – skuffelsen må have vaeret umiddelbar. Der var ingen tid til et romantisk bryllup og hyggeligt familieliv. De nyankomne måtte finde sig til rette i en krigszone med larm og skud rundtomkring, med knaphed på mad, ingen veninder, ingen familie, tvunget ind i en stor, mørk burka.

Deres krigere var kun sjaeldent hjemme. Hurtigt blev de gravide og året efter og naeste år igen. En skønne dag fik de ingen livstegn mere fra ham, de var flyttet ned til. Var han død eller i faengsel? En skønne dag var krigen slut, og de unge kvinder blev transporteret til en kaempestor fangelejr sammen med deres børneflok, hvor de blev stuvet ind i et telt uden privatliv, uden adgang til omverdenen.

Nu spørger jeg: Er det de syv mødre, som den danske regering frygter så meget, at den ikke vil lade dem komme til Danmark med deres børn? Syv ganske unge kvinder, der godt nok har forelsket sig i og har sovet med en IS-kriger, men som har tilbragt de forløbne år med den ene graviditet efter den anden og med småbørn om benene. Som i alle årene har vaeret iført en stor og upraktisk, sort burka. Har de vaeret krigere? Naeppe.

Laenges de efter tryghed og rent vand og medicin, når de og deres børn er syge, og et godt liv, måske endda en uddannelse? Helt sikkert. Er de blevet radikaliseret? Er de terrorister? Hvis de stadig har en rest sympati for den forsvundne kriger og for IS, har PET jo fortalt, at Danmark har et af verdens bedste afradikaliseringsprogrammer.

I alle tilfaelde har de unge kvinder krav på at blive stillet for en dansk domstol, der kan undersøge deres sag og måske dømme dem, og ikke for folkedomstolen, der faelder dom uden at kende baggrunden.

De nyankomne måtte finde sig til rette i en krigszone med larm og skud rundtomkring, med knaphed på mad, ingen veninder, ingen familie, tvunget ind i en stor, mørk burka.