Mak ret, eller din familie saettes på gaden
Der er i verden generelt en skammelig blindhed eller afskyelig ligegyldighed over for historiens gentagelse.
På Socialdemokratiets side om indenrigsog boligminister Kaare Dybvad står der, at han »er socialdemokrat, fordi jeg tror på, at alle skal have lige muligheder, uanset hvilken baggrund man kommer fra, eller hvor man bor«.
Men dette gaelder så åbenbart ikke lige beboere i almennyttige boliger, der er så uheldige at bo sammen med en person, der begår grov kriminalitet. Dem, mener Dybvad nemlig, skal man kunne opsige, uanset om der er afsagt dom i den pågaeldende sag eller ej, og uanset om dommen ankes. Det kunne man for eksempel laese i Ulrik Dahlins artikel i Information 24/3. Dette kan ikke ligefrem siges at reflektere det, som åbenbart er Kaare Dybvads definition af, hvad det vil sige at vaere socialdemokrat, for det vil potentielt fjerne fundamentet i en masse menneskers liv og reducere deres muligheder ved at tvinge dem ud af de trygge rammer, de har i deres hjem og familie – mennesker, som allerede mødes med alt for megen fordømmelse og fjendtlighed fra Kaare Dybvad og hans parti- og åndsfaeller.
Som om dette hykleri ikke var nok i sig selv, så er Dybvads lovforslag et ønske om at kunne straffe mennesker for andre menneskers kriminalitet, hvilket er en helt uhørt tanke i en retsstat, hvor alle er lige for loven og har ret til en retfaerdig rettergang, og hvor der kraeves proportionalitet i eventuelle indgreb i folks rettigheder såsom retten til at have et hjem. Der kan ikke ligefrem siges at vaere proportionalitet i at straffe en hel familie for ét familiemedlems (angivelige) kriminalitet.
Et sådant indgreb i en families liv kan vi vist godt tillade os at kalde et arbitraert indgreb – det skal øjensynligt tjene som en meget seriøs løftet pegefinger til dem, der måtte fristes til at begå grov kriminalitet, hvor Kaare Dybvad vil kunne sige til vedkommende: ”Se bare, hvad du har udsat din egen familie for!”
Men et sådant arbitraert indgreb er ikke bare i uoverensstemmelse med retsstatens principper – det er også et brud på artikel 12 i FN’s Verdenserklaering om Menneskerettighederne:, hvor der står: »Ingen må vaere genstand for vilkårlig indblanding i private forhold, familie, hjem eller korrespondance, ej heller for angreb på aere og omdømme. Enhver har ret til lovens beskyttelse mod sådan indblanding eller angreb.«
Det ville vaere klaedeligt, om Kaare Dybvad og de andre socialdemokrater tager dette til efterretning og staerkt overvejer, hvorvidt de med dette og diverse andre forslag fremsat de seneste måneder og år er på vej i den rigtige retning.
Der er i verden generelt en skammelig blindhed eller afskyelig ligegyldighed over for historiens gentagelse.