Tro er blevet noget, der er forbeholdt troende

I takt med islams indtog i Danmark er kristne vaerdikrigere kommet i spil igen. Men ateisterne bliver udskammet og kommer overhovedet ikke til orde i debatten i det kristne ekkokammer, hvor man anmelder hinandens bøger og holder os andre udenfor.

I de seneste 5-10 år er der sket et skred i daekningen af religion i Danmark, som har udviklet sig problematisk og ødelaeggende for vores samfundsudvikling.

Religionsjournalistikken er lagt i haenderne på troende journalister, som interviewer troende gaester om glaederne ved at tro.

Det betyder, at sekularismen lider under konservativ protektionisme og nationalisme. Det betyder, at mennesker, der ønsker frihed fra religion, ikke får den hjaelp, de har brug for. Den progressive del af medieverdenen bør vågne op.

Generelt har religionsdebatten i medierne ikke vaeret nem for mange andre end folkekirken de seneste mange år. Muslimer er under heftig beskydning fra alle sider, Ateistisk Selskab daemoniseres ved enhver given lejlighed, og politisk er DR blevet yderligere forpligtet på at daekke kristendommen – og det helst fra den positive vinkel.

Ikke-tro er til gengaeld ofte blevet behandlet med sket skjult nedladenhed. For eksempel er det vaerd at bemaerke, at den nuvaerende redaktør for DR Tro, Christoffer

Emil Bruun, i et indlaeg i Politiken fra 2017 kalder os aktivistiske ateister for en »sekt« – for 20 linjer senere at forklare, at jeg ikke hører til i Alternativet, hvor man taler paent til hinanden.

Hovedbudskabet med indlaegget var at advare partiet Alternativet imod at have mig opstillet som kandidat til Folketinget. Bruun er mig bekendt aldrig blevet kaldt til møde med ledelsen for sit personangreb.

Omvendt fik DR-vaerten Adam Holm i 2013 en advarsel efter et indlaeg, hvor han skrev om sin personlige religionskritiske holdning. Det kan vel ikke regnes som andet end en uacceptabel forskelsbehandling?

Et nyligt eksempel sås sidste år, da debatbogen “Den gudløse verden” udkom. Den er skrevet af Lars Sandbeck, lektor i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og en polemisk debattør, der gerne omtaler sine modstandere som “snaeversynede”, “ignorante”, ”håbløst uopfindsomme”, ”uvidende dilettanter” osv. Et sprogbrug, der haenger dårligt sammen med Jesu budskab om fjendekaerlighed – og på ingen måde kan findes gengaeldt i ateistiske debatindlaeg.

Det meste af kritikken imod os kan vi ateister samtidig ikke genkende, men sådan har det nu altid vaeret med Sandbeck.

Der, hvor det bliver mere interessant, er i daekningen af Sandbecks bog. Følgende medier anmeldte bogen: Berlingske, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen. I Berlingske var det Rune Selsing, den kristne filosof – i de tre andre medier var det praester fra folkekirken. Sågar i Politiken!

Den har høstet fem stjerner alle tre steder, der benytter sig af dem. Hvordan kan det regnes som lødig daekning af litteraturen, når venner anmelder deres venner?

Samtidig er det nemlig også gerne praester, der anmelder deres modstanderes – vi ateisters – bøger.

Da min debatbog “Du er jo ateist!”, skrevet sammen med Simon Nielsen Ørregaard, udkom i 2019, anmeldte Kristeligt Dagblad, Berlingske og Weekendavisen den – alle steder med troende anmeldere, der er glade for folkekirken – og den fik en stjerne i både Berlingske og Kristeligt Dagblad.

I Weekendavisen anmeldte tidligere litteraturredaktør Johannes Baun, som er kristen af den relativt konservative slags, begge mine bøger. Det lykkedes ham i ingen af de to ret kritiske anmeldelser at referere korrekt, hvad der stod i bøgerne. Noget, der vel må regnes som basalt for en boganmeldelse?

Troende kristne anmelder altså både kristne bøger og religionskritiske bøger. Hvordan er vi endt her?

Jeg tror, at skreddet i daekningen skyldes, at religionsstoffet har vaeret regnet som uinteressant og irrelevant af de fleste i medieverdenen. Derfor er daekningen nu helt overladt til troende journalister og redaktører, hvorved grobunden er blevet lagt for en strygen med hårene af kristendommen og dens institutioner – og en daemonisering og voksenmobning over for ikketroende og muslimer.

Den skaevvredne mediedaekning har tydelige politiske konsekvenser. Vi ser flere politikere benytte kristenhed sammen med danskhed i et populistisk aerinde. Og med ganske god succes, for modkritikken får ikke liv til at fylde det samme i spalterne.

I 2018 ønskede Naser Khader (K) og Martin Henriksen (DF) initiativet “Med al aere og respekt” fra Integrationsministeriet lukket, fordi det viste sig, at flere af repraesentanterne i projektet kom i

Eftertro-netvaerket, der havde forbindelse til Ateistisk Selskab, som jo var imod folkekirken. Slut på argumentation. Fordi Ateistisk Selskab har en legitim politisk holdning, skulle mennesker med en tynd forbindelse til foreningen udelukkes fra samarbejde med staten.

Derudover står det slemt til med opfattelsen af ateismen i det politiske system, når den konservative folketingspolitiker Rasmus Jarlov kalder os »vaerdiløse nihilister«, og Ida Auken i sin bog ”DANSK” fra 2018 skriver, at hun ikke er »imponeret over fundamentalistiske ateister, der uden diskussion mener at have krav på, at alle religioner fjernes fra det offentlige rum«. En unødigt skarp saetning, der jo ikke just fordrer fjendeforståelse i Jesu ånd.

Desuden: Enhver, der har mødt os aktivistiske ateister, ved da, at diskussion er naermest obligatorisk...

Måske sidder du nu og taenker, at jeg lyder mavesur, fornaermet og bitter. Og det er fuldstaendig rigtigt. Jeg er fornaermet. Jeg er personligt ramt af det her.

Religiøsitet i Danmark har vaeret for nedadgående – og ligeså religiøs magt. Men i disse år svinger pendulet tilbage. I takt med islams indtog i Danmark er kristne vaerdikrigere kommet i spil igen. Både i det politiske landskab og medieverdenen har de sikret sig staerke positioner.

Må jeg foreslå, at sekulaere og religionskritiske kraefter begynder at vågne op til dåd og gør modstand?

Måske sidder du nu og taenker, at jeg lyder mavesur, fornaermet og bitter. Og det er fuldstaendig rigtigt. Jeg er fornaermet. Jeg er personligt ramt af det her. Min karriere som vaert, kunstner og formidler har utvivlsomt lidt skade af daemoniseringen.

Men vigtigere endnu er mange ofre for religiøs social kontrol personligt ramt af den fordomsfuldhed, der hersker i det politiske system.

Foreningen Eftertro er startet af blandt andet mig og andre kraefter fra Ateistisk Selskab. Den association bliver igen og igen brugt af politikere som forklaring på, hvorfor foreningen ikke bliver prioriteret politisk i indsatsen mod religiøs social kontrol.

Det går i sidste ende ud over ofrene, at vores politikere agerer fordomsfuldt. I dag er indsatsen imod negativ religiøs social kontrol først rigtig kommet i gang fra politisk side.

Og eftersom afhoppere fra de forskellige religioner gerne er ateister eller har fået hjaelp fra medieudskammede ateister, ønsker vores politikere helst ikke at have med dem at gøre. Til trods for at disse mennesker er klart de mest vidende på området.

Mediernes behandling af ateismen har medskyld i den udvikling.