»I kirken bliver vi bedt om at undgå støjende adfaerd. Det mener jeg også må gå den anden vej«
En kirkeklokke-konflikt i Odder blev først løst, da en praest greb sin telefon. Men hvem kimer klokkerne egentlig for – og behøver de at gøre det så højt, spørger roens forkaempere.
Henrik Langdahl Jørgensen benaegter, at han er en »brokkerøv«. Han er uddannet paedagog. I mange år havde han aftenvagter i den hårde ende af psykiatrien. I dag er han reiki-healer og forsøger at leve et liv »med fokus på harmoni«.
Da han i 2011 flyttede ind i sin lejlighed på 2. sal i Odder, havde han naturligvis bemaerket Odder Kirke overfor. Men han havde ikke skaenket klokkerne en tanke. Ikke før han efter en hård aftenvagt den første morgen i sin nye lejlighed vågnede klokken syv med »en krop i alarmberedskab«. Morgenringning!
»Jeg var bare ... hvad pokker skulle jeg gøre? Jeg havde ikke råd til at flytte igen. Jeg skrev til menighedsrådet. De sendte mig videre til provsten, der sendte mig videre til biskoppen, der sendte mig videre til kommunen, der sendte mig tilbage til menighedsrådet. Jeg ønskede ikke klokketårnet revet ned. Jeg ville bare høre, om de kunne vente med at kime til klokken otte, så jeg kunne komme mig efter mine aftenvagter,« siger han.
Danske kirkeklokker ringer morgen og aften. Ved gudstjenester. Kirkelige handlinger og højtider. Nogle gange i en halv time. Nogle gange med en lydstyrke som en rockkoncert.
Det er ikke ualmindeligt.
Henrik Langdahl Jørgensen, derimod, er en sjaeldenhed. Han ønsker at stille sig frem med kritik af kirkers klokker. Og selv om den davaerende biskop i Aarhus Stift i en mail afslog hans ønske, med det argument at der ikke var andre klagere, og at morgenog aftenringning har fundet sted fra kirkens tårn, så laenge det har eksisteret, så endte Henrik Langdahl Jørgensens klage – på grund af en saerlig praest – mod alle odds alligevel i et klokke-kompromis.
Hvad vil Jesus sige?
I årevis har Ilse Sand, stifter af foreningen Vi Elsker Stilhed, hørt på medlemmer, som har forsøgt at komme i dialog med folkekirken om generende høj klokkeringning. Uden held.
Hun ønsker ikke at traede på nogens vaerdier. Hun har selv på afstand nydt lyden af en kirkeklokke en sommeraften i det fjerne, men:
»Jeg ved ikke, om Jesus ville holde af klokkerne, hvis han kommer igen ...«
Sammen med en gruppe borgere har Ilse Sand derfor stillet et borgerforslag, der skal behandles i Folketinget, hvis 50.000 skriver under. Forslaget er en bøn om at begraense den tilladte lydstyrke på klokker og bønnekald så meget, at naboer ikke kan høre lyden indenfor, når de har lukket døre og vinduer. Dog med en enkelt undtagelse. På påskedag skal kirkerne for at beskytte kulturarven have lov til at ringe for fuld styrke.
Ilse Sand ser borgerforslaget som et oplaeg til debat om kirkens »støj« i et samfund, hvor hun mener, at lyd fylder mere og mere, i takt med at vi bor taettere.
Men llse ... du har jo selv vaeret praest. Hvordan kan du så stille et borgerforslag om, at alle kirkeklokker skal daempes?
Hun taenker sig om.
»Men det er jo ikke Jesus, der har fundet på klokkeringningen. Eller at de skal lyde så højt.«
Ilse Sand laegger ikke sin tro på Gud i kirkens ritualer. Hendes kompas er Frelserens kaerlighedsbudskab. Der er lyd af praest i hendes stemme. Selv om den 59-årige kvinde for laengst har lagt praestekraven fra sig til fordel for et bestsellerforfatterskab inden for emner som ”skam” og ”saerligt sensitive mennesker”.
Natten er ikke altid hendes bedste ven. Søvnløsheden lurer i mørket. Hun sover som en vagthund. En enkelt pludselig lyd. Straks er hun vågen.
»Jeg ønsker ikke at traede på nogens vaerdier, men folkekirkens gode arbejde ødelaegges ikke af, at der bliver skruet ned for klokkerne. I dag ligger mange kirker ved boligblokke og ikke laengere med marker omkring sig. Måske kunne kirken udvikle sig i takt med samfundet omkring sig. Nøjes med et slag i stedet for tre op til gudstjenesten om søndagen. Måske begynde morgenringningen klokken otte i stedet for klokken syv. Skrue bare lidt ned,« siger Ilse Sand.
Da hun selv boede i en praestegård og var plaget af den tidlige morgenringning, spurgte hun menighedsrådet, om det mon var muligt at vente med at ringe til klokken otte. »De reagerede, som om jeg havde spurgt om noget uartigt. Men da der kom et nyt menighedsråd, så de anderledes på det, og så fik jeg lov til at sove en time laengere. Det ønsker jeg også for
Hvis man vil have stilhed, må man flytte fra byen. KATHRINE LILLEØR, DEBATTØR OG SOGNEPRAEST
andre,« siger Ilse Sand.
Da hun i 2011 stiftede ”Vi elsker stilhed”, blev der gjort grin med den. I dag har den 2.032 medlemmer.
»Kendisser kaldte os en ”sygdomsforening for de, der ikke tåler samfundet”. Livet larmer! Flyt på landet, sagde folk. Men i dag er stilhed blevet populaert at tale om. Men hvorfor er kirken undtaget debatten?« spørger hun.
Når Ilse Sand gennem foreningen er blevet kontaktet af mennesker, der klagede over kirkestøj, har hun set en rød tråd i sagerne. Det er, at det sjaeldent er blevet til en sag. Kirkeklokker er nemlig sammen med blandt andet udrykningssirener undtaget miljøbeskyttelseslovens retningslinjer for støj. Deres ret til at ringe uhindret er forankret i Danske Lov af 1683 og Kirkeritualet fra 1685. Det svar får de fleste, når de klager, oplever hun.
Jeg har talt med Kirkeministeriet, der oplyser, at de løbende modtager klager. Men ikke saerlig mange ...
»Det kender jeg svaret på. De, der har problemer med klokker, er typisk følsomme typer, der ikke har lyst til at slås. Mange holder af deres sognekirke. De er bange for, at kirken vil føle sig angrebet. Kirken har en større autoritet, end de selv er klar over.«
I en spids
I Odder Kirke var praesten Lars Berg Thomassen i 2011 netop hjemvendt efter at have vaeret feltpraest, og derfor var han uvidende om sognets skaermydsler, da han pludselig spidsede øre under et møde med menighedsrådet.
»De fortalte, at de igen havde modtaget en klage over klokkerne fra den her nabo. Den havde kørt rundt. Og hver gang var manden blevet mødt af et svar med paragraffer og regulativer. Så manden, der vitterligt havde et problem, blev igen og igen mødt med paragraffer og en fjern kirke,« fortaeller Lars Berg Thomassen.
Han bad om ordet og spurgte ud i rum
met, om der egentlig var nogen, der havde talt med klageren?
»Det var der ikke, lød svaret. Men man kan jo ikke løse problemer ved at skrive mail. Det virker så hårdt og brutalt. Alt bliver kørt op i en spids.«
Lars Berg Thomassen ringede derfor til Henrik Langdahl Jørgensen. De mødtes til en kop kaffe på kirkegården og lyttede sammen til klokkerne.
»Han havde jo en pointe. De er faktisk ret højlydte. Der bliver ringet sindssygt meget i bykirker. Når solen går op og ned, ved begravelser og under andre kirkelige handlinger, og derudover var der også et klokkespil, der ringede formiddag og eftermiddag.«
De blev enige om at gå op i kirketårnet, hvor de fik øje på nogle luger, der stod åbne.
»Jeg foreslog, at vi prøvede at lukke dem ud til den side, hvor han boede. Det blev løsningen på det, og så hørte jeg aldrig mere fra ham. Jeg taenker, at det måske daempede lyden 20 pct. Men han mødte en kirke, der ville lytte. Han fik fred. For mig er det nok egentlig et eksempel på et generelt problem i folkekirken. Sognene bliver slået sammen. Vi bliver større og større og en offentlig fjern institution, der har et autosvar og kan sende folk i ring, når vi synes, at de er traelse,« siger Lars Berg Thomassen, der i dag er sognepraest i Langå Kirke og har lagt storpastorater bag sig.
Og Henrik Langdahl Jørgensen? Støjdaempningen virkede. Han sover fint.
Men synes du slet ikke, at kirkeklokker er smukke, Henrik?
»Jo da. På en varm sommerdag, hvor det hele summer af fred og ro, kan en kirkeklokke langt ude, der bimler, vaekke noget ro.«
Det skal bare ikke vaere i din baghave?
»De er smukke på afstand. Men der er jo ikke brug for aften- og morgenringning laengere. De fleste menneskers søvnrytmer er i dag anderledes end bondens. Når jeg går ind i en kirke, bliver jeg mødt af et skilt, hvor jeg bliver bedt om undgå støjende adfaerd. Det mener jeg jo så også må gå den anden vej. Man kan prøve at klage til Kirkeministeriet, men held og lykke med det,« svarer Henrik Langdahl Jørgensen.
Jyllands-Posten har uden held forsøgt at