MICHAEL ENGGAARD
Han er født i 1971.
Han er uddannet journalist og arbejdede i 20 år på JyllandsPostens kulturredaktion, hvor han primaert skrev om dansk film.
Han er opvokset i Hvidovre og Frederikshavn, men har boet på Vesterbro i knap 25 år.
Han debuterede i 2017 som skønlitteraer forfatter med den anmelderroste ”Svaekling”. Romanen er siden udkommet i både Sverige og Frankrig og er på vej i Tjekkiet. Filmrettighederne til bogen er solgt til Epiq Film.
Michael Enggaards nye roman ”Efterhånden mulighed for sol” er netop udkommet på Politikens Forlag.
Privat er han gift og har tre børn. skriver bøger om mennesker fulde af melankoli, men vaegrer sig mod at tale om melankolien i dem selv. De har karakterer i deres romaner, der kaemper med tvivl og laengsler, men deres egen tvivl og deres egne laengsler vil de ikke tale om.
Michael Enggaard vil gerne tale. Både om sig selv og sin nye roman. Og han er ikke bange for at saette ord på sin egen tvivl og sårbarhed. Det er ude i de landskaber, vi kan mødes og få interessante samtaler med hinanden, siger han.
»Jeg håber, at mine bøger kan få folk til at tale sammen om noget vaesentligt. Om alt det svaere i livet, som vi dybest set er faelles om som mennesker. Sådan har jeg det i hvert fald.«
Michael Enggaard dyrker ikke de skråsikre udmeldinger. Det er han blevet for gammel til, siger han. Som ung kunne han godt finde på at tegne tingene hårdt op, når han diskuterede med omverdenen, eller lade som om han havde regnet det hele ud. Men når dagen var omme, og han lå med sig selv i sin seng og stirrede ud i mørket, vidste han godt, at han havde lige så lidt styr på livet som alle andre.
Og sådan er det stadig.
»Jeg aner ikke mere om, hvordan man får et godt liv, end alle andre gør. Jeg kan bare sige, at mit eget liv er blevet mere spaendende af at vaere modig og sige mit faste job op. Men samtidig er jeg også bange. Jeg føler mig udsat, fordi jeg ikke laengere får min gode løn og indbetaler til pension. Jeg har boet til leje det samme sted i 25 år og har ikke tjent en formue på en stor ejerlejlighed, så jeg er ikke fritaget for bekymringer. Men jeg synes, det er sjovere at rave rundt ude i vildnisset i stedet for at køre sikkert oppe på hovedvejen, og jeg er lykkelig for, at jeg havde modet til at forfølge min drøm og se, hvad den kunne.«
Mennesker er bange for lyset
Det er det hans nye roman handler om. At turde kaste sig ind i sit liv i stedet for at gå en halv meter ved siden af det. ”Efterhånden mulighed for sol” er fortaellingen om Tom og Julie, to omvandrende midtvejskriser, der har en faelles fortid som vilde unge på en lokal radiostation i Aarhus i midten af 90’erne, hvor de begge stod på taersklen til voksenlivet med alt, hvad det indebaerer. Romanen veksler ubesvaeret frem og tilbage mellem hovedpersonernes ungdom i fortiden og et voksenliv i nutiden, der truer med at drukne i desillusion.
I romanens ungdomsspor er Julie et journalistisk stortalent, der efter en vellykket praktik på Weekendavisen står med alle muligheder åbne. Hun laver mesterlig radio, og en stor københavnsk avis tripper i kulissen, klar til at slå kloen i den unge journalist, allerede inden hun er faerdig på skolen. Alt tegner lyst.
Men da Julie kommer ind på opløbsstraekningen, mister hun modet. I stedet for at gøre journalistisk karriere i hovedstaden, dropper hun helt at aflevere sit speciale og flytter tilbage til sit barndomshjem i provinsen for at passe sin søster, der lider af angst og lever et liv plaget af tvangstanker. Og der bliver hun de naeste 25 år.
»Hun drejer vaek fra den succes, der ligger og venter på hende, og vaelger at lade sin søster vaere undskyldning for, at hun aldrig får sig en journalistisk karriere. Men i virkeligheden er det hendes egen angst og usikkerhed, der spaender ben for hende og gør, at hun ikke kaster sig ud i livet,« siger Michael Enggaard.
Vi taler om Nelson Mandela og den tale, han holdt for sine sydafrikanske landsmaend, da han blev indsat som praesident i 1994. En af passagerne fra den berømte tale lyder sådan her: »Mennesket er ikke bange for mørket, men for lyset. Deres eget lys. Deres eget lys’ raekkevidde.«
Det er sådan, det er. Vi har kraefter i os,
som hele tiden vil tale om alle de ting, vi ikke kan, siger Michael Enggaard.
»Mange afholder sig fra at kaste sig ud i nye udfordringer i ren angst for at fejle eller blive afvist. Det er forståeligt og menneskeligt. Men det er hårdt at leve sit liv på den måde. Man er nok nødt til at prøve at få magten over sit liv tilbage og laere at leve med risikoen for nederlag.«
På overfladen går det lidt bedre for romanens anden hovedperson. Tom bliver gift, han får en søn og ender som fotograf på et stort dansk dagblad, inden han sejler på grund og bliver forladt af sin kone og siger sit vellønnede job op. Nu arbejder han som bestyrer af en billardsalon på Vesterbro, mens han forsøger at finde fodfaeste i livet og komme overens med en anstrengt fortid med sin fravaerende far.
»Ingen af romanens to hovedpersoner er unge laengere, og de har begge vaeret holdt tilbage i tilvaerelsen af angst, sorg eller komplekser. De går med en lurende følelse af, at de ikke lever deres potentiale og liv fuldt ud. De er som udgangspunkt ikke rigtig kede af det, men heller ikke rigtig glade. Tiden går bare. Uden at de er der, hvor de gerne vil vaere.«
Julie arbejder på en sjaellandsk motorvejsrestaurant, hvor hun langer franske hotdogs og dagens ret over disken. Symbolikken er klar. Mens verden farer forbi på asfalten udenfor, står hendes liv stille. Et sted i romanen skriver hun til Tom, at »partiet ikke kan spilles om«. Den tid, der er gået, den er gået. De valg, der er truffet, de er truffet.
»Hendes problem er, at hun godt ved, at der engang var noget, hun var virkelig god til, som hun ikke kastede sig ud i, fordi hun ikke stolede på sine egne evner. Nu drømmer hun om at skrive en krimi og indhente alt det forsømte. Men det er et angstfuldt sted at opholde sig. Julie ved godt, at hvis hun en dag skulle vaere så heldig at udkomme, og bogen flopper, er der ikke flere skud i bøssen.«
Den følelse kender Michael Enggaard alt til. Da han i sin tid satte sig ned for at skrive sin første roman, maerkede han også det kolde sus fra afgrunden.
»Det er let at drømme om at blive forfatter. Det er let at fortaelle verden, at man arbejder på en roman, for så laenge man gør det, har man en identitet som forfatter. Det er straks svaerere at traede ind i drømmen, saette sig ned og skrive sin roman faerdig, sende den til et forlag og høre, hvad de siger. Når man afleverer sit manuskript, risikerer man jo alt. Redaktøren kan blive begejstret eller skuffet. Og senere kommer bogen ud til anmelderne, og her kan man blive helt til grin.«
Budskabet er klart. Det er angstprovokerende at kaste sig ud i livet, men alternativet er vaerre. Eller som en klog mand engang sagde: At vove er at tabe fodfaeste en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv.
»Vi er nødt til at vaere modige. Vi er nødt til at turde risikere at fejle og løbe ind i nederlag. Ellers sander vi til i livet,« siger forfatteren og fortaeller historien om sin far, der jaevnligt advarede sin søn mod at sigte for højt i livet:
»Han kiggede på mig og sagde: Du skal ikke forfølge dine drømme, Michael, for du risikerer bare, at de knaekker dig, og så har du ikke dem at lune dig ved i fremtiden.«
Michael Enggaard sidder lidt uden at sige noget.
»Sådan skal man da for helvede ikke leve sit liv,« siger han så. Og ryster opgivende på hovedet, mens han smiler.
»Det er jo en helt utrolig defensiv tilgang til tilvaerelsen, som han selv fulgte hele sit liv. Min far forventede sig aldrig ret meget af tilvaerelsen. Eller af sig selv for den sags skyld. Derfor levede han et noget, synes jeg, passivt liv.«
Nogle gange er livet noget lort
Så var der anderledes blik for muligheder og udsyn til livets lyse sider hos Michael Enggaards mor.
»Hun lod sig skille fra min far, da jeg var 12 år og flyttede 500 kilometer vaek fra Hvidovre til Frederikshavn. Op til en ny mand hun havde mødt på sit arbejde. Det var der ikke mange, som gjorde dengang, men i stedet for at forsvare skilsmissen har hun altid talt den op. Hun siger, at hun er heldig, at hun har fået lov til at opleve kaerlighed to gange.«
Det store spørgsmål er, hvor meget vi selv bestemmer over vores liv. Hvor meget af det, der sker undervejs, er et resultat af tilfaeldigheder. Det har Michael Enggaard taenkt en del over, mens han skrev på sin roman.
»Livet er fuldt af valg. Og det ikke at vaelge er også et valg. Jeg kan godt lide tanken om, at man bliver belønnet for sine forsøg på at gøre noget. At flittighed og dygtighed betyder noget. Det samme gaelder for aerlighed og venlighed. Og modighed. Men der er jo ingen garantier i livet. Nogle gange klarer de onde frisag, mens de gode kaemper forgaeves. Verden er indimellem et uretfaerdigt sted. Man kan blive fyret uden at have fortjent det, og man kan vaere født med gener, der gør, at man dør af kraeft som 22-årig.«
Og så vender vi tilbage til Michael Enggaard og hans kaerestes dødfødte barn. Mens sorgen rasede, besluttede han sig for at opsøge en praest.
»Jeg var sikker på, at han havde noget at sige, som kunne lindre og skabe mening midt i meningsløsheden. Men han havde ingen smutveje udenom smerten. Nogle gange er livet bare noget lort.«
Men man kan altid handle. Eller i det mindste forsøge at gøre det, siger den romanaktuelle forfatter. Hvis man mister sit arbejde, kan man søge et nyt. Hvis man bliver forladt, kan man lede efter en kaereste. Og hvis man mister et barn, kan man forsøge at blive gravid igen.
»Det gjorde min kone og jeg, og tre år efter var hun gravid igen. Denne gang gik alt, som det skulle, og vi fik vores tredje barn. Moralen er vel, at man ikke skal give op, når man møder modstand eller bliver ramt af angst. I stedet skal man blive ved med at vaere modig. Og jagte sine drømme. Hele livet.«
Forrsat fra side 17
Jeg aner ikke mere om, hvordan man får et godt liv, end alle andre gør. Jeg kan bare sige, at mit eget liv er blevet mere spaendende af at sige mit faste job op. MICHAEL ENGGAARD, FORFATTER