Retten til at blive sat af
Har Facebook fået så stor magt, at det reelt er umuligt at begå sig i det højtbesungne danske foreningsliv, hvis man helst vil vaere Mark Zuckerberg foruden? Noget kunne tyde på det, når både sejlklubben, gymnastikforeningen og håndboldog fodboldholdet som noget af det naturligste forventer, at medlemmerne har en profil på Facebook.
Arbejds-, fritids- og privatliv er angiveligt en så integreret del af de sociale medier, at bl.a. Ingeniørforeningen i Danmark advarer om konsekvenserne. Selv om det virker både nemt og bekvemt, så er det ikke gratis at vaere på Facebook. Brugerne betaler med deres dyrebare data.
Det gør ganske mange gladeligt og finder stor fornøjelse i at holde kontakten med gamle skolekammerater, se kattevideoer eller følge med i udvalgte menneskers gøren og laden. Men det både må og skal naturligvis vaere frivilligt, og det lyder beskaemmende, hvis hver femte føler, at de bliver sat uden for faellesskabet; det vaere sig skole, arbejdsplads eller forening, hvis de ikke figurerer i det digitale univers. Ifølge Ingeniørforeningen i Danmark standser det ikke her. Også når det gaelder information fra institutioner og myndigheder, lyder svaret, at det ville vaere et stort problem at modtage information, hvis de ikke var på de sociale medier.
Flere eksperter peger på, at brugen af Facebook er så omfattende, at man kan tale om egentlig digital infrastruktur.
Facebook har før vist, at foretagendets demokratiske sindelag rimer meget lidt på den danske foreningskultur. Facebook udnytter kynisk sin position og traekker stikket ud, som det skete i Australien, når virksomheden får modstand. Kravet var ellers rimeligt nok: Facebook skal betale for de nyheder, som kanaliseres videre til brugerne.
Facebooks venlige ansigt har det med at forvandle sig til iskold kynisme, så snart nogen forsøger at få Facebook til at anerkende et ansvar. På den ene side er det let og enkelt at kommunikere med venner, kolleger og foreningskammerater på Facebook. På den anden har det vist sig utrolig vanskeligt at kommunikere med Facebook, hvad enten det handler om en helt uforståelig indgriben over for ytringer eller billeder, eller når det handler om at få Facebook til at betale for materiale, som er omfattet af ophavsretten.
Det er selvklart, at det skal vaere muligt at gå i graven uden at have haft en profil på Facebook. Der kan vaere utallige årsager til, at man ikke ønsker at udstille sig selv eller at dele sine data på den sociale platform. Offentlige myndigheder har pligt til at finde kommunikationsløsninger, som når ud til alle borgere. Foreninger bør overveje, om de indirekte pålaegger deres medlemmer at optraede i Zuckerbergs univers og lader Facebook udnytte deres interesser.
Som Kåre Løvgren fra Ingeniørforeningen i Danmark konstaterer, så er det problematisk, hvis man tilmelder sig sociale medier udelukkende for at kunne følge med. Myndighederne bør sikre, at alle kan tilgå vigtig information, uden at de er på Facebook.
Ansvaret bliver ikke mindre i et gennemdigitaliseret samfund som det danske.
Alternativerne til at bruge Facebook som kommunikationsplatform findes, og at de ikke bruges mere, fortaeller en del om, hvor stor indflydelse Facebook har fået, og hvordan vi ukritisk er villige til at afgive data som betaling for at vaere med i et konstrueret faellesskab. Konsekvenserne af det har vi endnu til gode at opleve. Vi er først lige begyndt at ane dem.