Åndsdovenheden ligger tungt over os

Hvor er det åndelige blevet af i regeringens genåbningsplaner? Kirkegang er stadig amputeret, trods påskehøjtiden – men ingen tager det op, ikke engang de borgerlige politikere.

Jeg talte med en tysk veninde forleden, der er praest lidt uden for Heidelberg i Baden-Württemberg. Hun havde fået det første stik. »Hvorfor?« spurgte jeg forundret – hun er yngre end mig, frisk og rask. Fordi praestegerningen er »systemrelevant«, svarede hun.

Ach so. Altså: Et arbejde af en sådan karakter og vigtighed, at det har afgørende betydning for, at samfundet, demokratiet, vaerdier og mennesket haenger sammen – også i krisesituationer. For eksempel alle ansatte i sundhedssektoren og omsorgssektoren, politibetjente og journalister og altså praester, der begraver de døde og døber de levende, taler med dem, der sidder i sorgens larm og dødens skygge, hjertets mørke og angstens rum, lykkens lune og ved livets aften – det, vi kalder sjaelesorg. Omsorg for sjaelen. Og ikke mindst forkynder praester evangeliet til trøst og opmuntring, håb og glaede og tilgivelse til ethvert menneske – det, vi laenges efter at høre, men ikke kan sige os selv.

Alt sammen regner man i Tyskland for noget, vi under ingen omstaendigheder, hverken i krise, krig eller kaerlighed, kan undvaere. Ligesom Merkel blev tvunget til at traekke påskelukningen tilbage, efter at hun fik laest og påskrevet af erhvervslivet. Og kirken! Protestantiske og katolske kirkeledere protesterede mod Merkels opfordring til at droppe fysiske gudstjenester i påsken og gennemføre gudstjenester på video. Det skulle hun aldeles ikke bestemme. Tyskland har (igen) under coronakrisen vist resten af Europa, at det er en åndelig mastodont – landet, hvor man undtager boghandlere for nedlukning, mennesket har brug for geistige Tankstellen (åndelige tankstationer), citat af Berlins kultursenator, Klaus Lederer.

Herhjemme flyver ånden ikke så højt. Ej heller ved opstandelsestid. Biskopperne har ytret deres sagtmodige utilfredshed og undren over, at man ikke lemper restriktionerne ved kirkens allerstørste højtid, påske. Lidt slukørede fortsaetter vi de amputerede 30 minutters gudstjeneste uden salmesang, en haesblaesende praediken på fire et halvt minut, fadervor, velsignelse, faerdigt arbejde. Og der er ingen grund til at vredes over biskopperne, hvad skal de gøre? Bryder de restriktionerne og coronaloven, risikerer de vel et par hundrede års faengselsstraf og evig aflad til regeringen, der laver genåbningsplaner uden at skaenke folkekirken (som 75 pct. af landets borgere er medlem af) en tanke. Og ingen borgerlige partier udvandrede fra forhandlingerne af den grund – ja, åndsdovenheden ligger stor og tung over blå blok.

Vi har efterhånden vaennet os til, at det ikke er muligt at få en kommentar fra kirkeministeren, der glimrer ved sit fravaer. Og vi kan takke de praester, kirkebetjening og menighedsrødder, der ved juletid tryglede om at lukke kirkerne, for at gøre kirken overflødig i en krisetid – selv om kirken hører til kriseberedskabet. Landets krise og det enkelte menneskes krise. For der er ord, vi har brug for hørt talt til os, ikke gennem et eller andet medie – men fra menneske til menneske, fra hjerte til hjerte – livordene om englen, der påskemorgen i sin hvide kjole steg ned fra himlen og ikke bare trillede stenen vaek fra graven, hvor Jesus lå, men også den store sten, der lå på vores hjerte. Og vi kan ikke forklare det. For vi kan ikke forklare det, der baerer os, kun at vi er båret af den morgen, hvor der var lys i alle grave, fordi det tidsbundne, skrøbelige menneske blev løftet ind i evighedsrigets herlighed.

Det kan vi ikke bare tage imod uden at takke, uden at svare, uden at synge salmer, der tilvejebringer afstanden mellem himmel og jord. Salmen er sjaelens frie åndefang, sorgens larm, glaedens jubel, troens frie gensvar på engleordene om opstandelsen. Og han, Kristus, udfylder alle hullerne i sjaelen, som livet efterlod – det er vel også at vaere systemrelevant. Glaedelig påske.

Der er ingen grund til at vredes over biskopperne, hvad skal de gøre? Bryder de restriktionerne og coronaloven, risikerer de vel et par hundrede års faengselsstraf.