Køn er blevet en bevaegelse

Frem for at vaere biologisk bestemt er køn blevet en bevaegelse, man tilslutter sig alt efter temperament og livsanskuelse. Hvad har vi dog gjort?

Ifølge tal fra den svenske socialstyrelse er antallet af unge mellem 15 og 19 år, som vil skifte køn, steget med 2.964 pct. over de seneste 10 år. Blandt piger i Stockholm er stigningen 8.250 pct.

Ansøgninger til Socialstyrelsens retslige råd for at skifte juridisk køn steg mellem 2000 og 2018 fra 10-15 ansøgninger pr. år til 446. Så mange piger, som vil vaere alt andet end.

Skal man tro deltagerne i den offentlige debat i Sverige, så handler denne eksplosion tilsyneladende mindre om, at pigerne vil vaere drenge, men i højere grad om, at de ikke føler, de passer ind i beskrivelsen af deres genus. De vil ”stige af” den alment gaeldende praemis for at vaere ”hun”.

Dette er i og for sig svenske tilstande, men mon ikke tendensen anes i Danmark?

Jeg kan ikke lade vaere med at spørge – hvad har vi dog gjort?

Frem for at vaere biologisk bestemt er køn blevet en bevaegelse, man tilslutter sig alt efter temperament og livsanskuelse. Hvis ikke man vil eller kan acceptere og se sig selv i spillereglerne for at vaere hunkøn, kan man tilslutte sig en mere selvkonstrueret subkultur.

Hvad har vi dog gjort?

Det her er ikke en diskussion af transkøn og feminisme. Den kan vi tage en anden gang.

Det her er en alarmerende erkendelse af, at vi åbenbart ikke er lykkedes med at skabe en fortaelling om at vaere pige og kvinde i en moderne tid, som tiltaler vores piger og gør dem trygge og selvkaerlige.

Jo aeldre jeg bliver, desto mere respekt og anerkendelse naerer jeg for de kvinder, der er gået forud for mig. Og måske lidt for de maend, der har bakket op og givet plads.

Både dem i min egen slaegt, men også historiens mange forbilleder og drivkraefter.

De har brudt med de snaerende rammer og begraensende normer for, hvad en kvinde er, kan, skal og vil. Og pludselig i al vores frihed, selvbestemmelse og illusoriske ligestilling skulle vi, min generation, pludselig vaere alting.

Samtidig med at maendenes rollemodel ikke aendrede sig synderligt, og den popkulturelle fremstilling af kvinden er fortsat med at vaere flad, karikeret eller bare tåbeligt urealistisk. Det kraever brede skuldre og endeløse maengder af energi at finde sig selv i en kønsrolle, som i al sin graenseløse omnipotens reelt set er udefineret – og til evig forhandling.

Hvis vi dertil laegger 5-10 års offentlig problematisering af kvindekønnet over for mandekønnet i kraft af bl.a MeToo, en konstant reference til, hvor svaer livsbalancen er for kvinder, og oveni en inderligt syg social mediekultur, som undergraver, nedbryder og forvraenger tillid og faellesskab både blandt og på tvaers af køn.

Kønnet er blevet udstillet, gramset på, sat i centrum af en masse højlydte diskussioner og tilskrevet al mulig betydning i storladne kampagners navn i årenes løb.

Så kan jeg godt forstå, at vi ikke står tilbage med en saerligt opbyggelig kvindefortaelling anno 2021, og at de yngre generationer er blevet traette af at vaere genstande i generelle kønsdiskussioner. Men derfra og så til at vaelge sit kvindekøn fra, fordi det er for uoverskueligt at bekende sig til. Så har vi som samfund svigtet.

Den angst og afvisning, som de svenske tale peger på, må vi til livs.

Det afdankede søsterskab kan med fordel komme tilbage på banen. Jeg beder jer, unge kvinder, afskriv os ikke, fordi vi er aeldre og støbt i en anden tid.

Søg faellesskabet med os, som har levet og navigeret i forskellige grader af kompleksitet, lad os laere af hinanden og ikke afskrive kønnet, men finde essensen og holde fast i det.

Viva femina.

Det kraever brede skuldre og endeløse maengder af energi at finde sig selv i en kønsrolle, som i al sin graenseløse omnipotens reelt set er udefineret – og til evig forhandling.