Her afradikaliseres kalifatets løveunger
Først bekaempede kurderne i det nordøstlige Syrien Islamisk Stat med deres blod og våben. I dag, efterladt med tusindvis af IS-krigere og i titusindvis af børn fra hele verden, kaemper de mod kalifatets religiøse ideologi med nye midler.
Saerligt to ting går igen, når de nye beboere kommer. De graeder aldrig! Og så har de det med at kigge maerkeligt og meget laenge på en helt saerlig gruppe af medarbejderne. »Her går vi kvinder ikke med slør. Vi går i nyt tøj, i bukser og har makeup på og er dem, der bestemmer. Det kan de slet ikke forholde sig til,« siger den 26-årige Sarah Afrin, som hun ønsker at kalde sig, før hun fortsaetter:
»Og så viser de ikke følelser, selv om de har en aggressiv personlighed. Vi ved, at de baerer på en hel masse had.«
Det er unge drenge, teenagere og halvvoksne knaegte i alderen 12 til 18 år, som Sarah Afrin taler om. De er professionelle draebere, udklaekkede selvmordsjihadister og traenede børnesoldater fra det nedbrudte, tidligere islamiske kalifat, og hun omgås dem i det daglige.
For selv om krigen mod Islamisk Stat officielt blev erklaeret vundet i marts for to år siden, da den sidste IS-højborg i Baghouz blev omringet og nedkaempet, er opgøret med de religiøse fanatikere langtfra slut.
Her på egnen mener nogle faktisk, at den måske først lige er begyndt.
Rent geografisk er det tidligere kalifat i dag fortid, men den autonome regering i den kurdiske selvstyreprovins Rojava haenger stadig på en stor regning: Titusindvis af faengslede IS-krigere og tilbageholdte kvinder og børn, der i sin tid valfartede til Syrien og Irak fra hele verden for at leve under islamisk sharialov.
Ingen kan i international sammenhaeng blive enige om, hvad man skal stille op med fangerne, som også taeller maend, kvinder og børn med dansk tilknytning.
Klar til at draebe
Houri Centeret i den lille nordøst-syriske flaekke Tel Marouf, hvor Jyllands-Posten er på besøg, forsøger at gøre noget ved problemet.
Unik af sin slags er det ikke kun det første, men også det eneste i området, der har sat sig som mål at knaekke ideologien fra Islamisk Stat ved at afradikalisere den nye generation af potentielle jihadister, inden de bliver rigtigt voksne.
»Vi har i omegnen af 100 drenge boende. Det er børn, som er blevet traenet af IS helt tilbage fra 2013, 2014 og fremefter. Det er drenge, som er vokset op blandt meget farlige foraeldre, og som alle har ”evner” for at blive en tro kopi af deres faedre, fordi de er blevet indoktrineret. Vi har drenge her, som ikke kun har fået våbentraening, men også har vaeret i decideret kamp og har draebt andre mennesker. Ligesom vi har drenge, der allerede havde fået udstukket en mission af Islamisk Stat til eksempelvis at begå angreb mod de kurdiske styrker som selvmordsbombere. De ville have vaeret klar til at tage afsted til hvilket som helst land for at udføre en mission om at draebe,« fastslår hun.
Det er Islamisk Stats gruppe for børnesoldater – under det religiøse styre bedre kendt som Cubs of the Caliphate eller på dansk Kalifatets Løveunger – som centrets unge beboere har vaeret en del af.
Med andre ord den samme børnesoldaterenhed, som Islamisk Stat ifølge laekkede dokumenter fra Forsvarets Efterretningstjeneste nu også har oprettet en aflaegger af i den berygtede al-Hol-lejr 125 km laengere sydpå.
Det er samme efterretningsrapport, der ifølge Ekstra Bladet fastslår, at IS ikke kun har formået at smugle børn ud af lejren, men angiveligt også specifikt har udset sig 350 udenlandske børn, hvoraf halvdelen er mellem 10 og 14 år, for at traene dem til at begå terror i deres hjemlande.
Netop teenagebørn i al-Hol-lejren er kendt for deres udtalte afsky over for ikke bare kurdiske soldater, men eksempelvis også journalister, der tit beskydes med sten fra lejren.
Selv om risikoen for religiøs indoktrinering af børnene i lejren vokser, jo laengere tid de opholder sig der, er det isaer netop de større børn, der ifølge PET’s seneste offentliggjorte rapport fra Center for Terroranalyse potentielt kan udgøre en sikkerhedsrisiko, hvis de rejser til Danmark.
Ni børn med tilknytning til Danmark skulle ifølge Udenrigsministeriet bo i al-Hol-lejren sammen med deres mødre. Men to kurdiske soldater med ansvar for henholdsvis hele al-Hol og det udenlandske anneks siger uafhaengigt af hinanden til Jyllands-Posten, at der ikke laengere er danskere at finde i lejren.
Der bor over 40.000 børn alene i al-Hollejren. Heraf er knap 9.000 i alderen 12-17 år.
Houri Centeret har drenge, som er blevet
tvangsflyttet fra både al-Hol og den noget mindre al-Roj-lejr. Det sker angiveligt, hvis de betragter et barn som saerligt aggressiv eller udsat og efter sigende ikke nødvendigvis med moderens velsignelse. Ikke mindst fordi det ikke vides, hvornår drengene sluses ud fra centret igen med mulighed for at forenes med deres familier.
Det skulle blandt andet vaere derfor, at en 13-årig dansk dreng ifølge Berlingske efter sigende er begyndt at lyve sig yngre end sin reelle alder og gemmer sig, når de kurdiske myndigheder kommer, af frygt for netop at blive skilt fra familien med afradikaliseringshjemmet som destination.
Små mirakler
Mange af de nyankomne udviser ifølge ledelsen på centret da også en tydelig frygt for, hvad der skal overgå dem, når de kommer dertil, fordi mange umiddelbart forudsaetter, at de er på vej i faengsel. Det er centret ret beset også. Men drengene kan umiddelbart bevaege sig frit inden for murene i den trelaengede røde bygning, der rummer en halv snes 10-senges køjestuer, så laenge de indgår i de aktiviteter, daglige opgaver som rengøring, skoleundervisning og psykologiske sessioner, som centret giver til drengene.
Men da Jyllands-Posten ankommer denne formiddag, er der afslappet stemning i det indre gårdareal med halvstore knaegte, der daffer rundt.
»Vi har besøgsdag i dag,« forklarer Sarah Afrin om det ugentlige besøg – og ugentlige telefonopkald – drengene bliver tildelt.
Men det er ret beset kun de syriske børn, der får glaede af den luksus. For når man kommer fra Frankrig, Sverige, Egypten, Spanien,
Finland, Afghanistan, Storbritannien eller Tyskland, og ens mor sidder tilbageholdt i en fangelejr, hvor der for al-Hols vedkommende er forbud mod telefoner, og ens far enten er død eller sidder i faengsel, så er der ikke meget besøg at hente.
»Drenge med foraeldre i al-Hol har det virkelig svaert. For der kan foraeldrene ikke komme ud. Det har vi til gengaeld fået arrangeret et par gange, når de kommer fra alRoj,« siger hun.
Men der er også børn, som ikke har nogen familie overhovedet.
I fire år har centret eksempelvis huset en egyptisk dreng på snart 18 år. I fire år har han levet som foraeldreløs uden kendskab til sin mors og fars skaebne under krigen, da Islamisk Stat blev nedkaempet. Lige indtil i sidste uge.
»Det er ikke et nemt arbejde at håndtere de her drenge. Og mange er virkelig skrøbelige. I al den tid, jeg har observeret ham, har jeg ikke vidst, hvilket håb jeg skulle have for ham. I sidste uge fik vi endelig nyt om, at hans mor var i live og befinder sig i Idlib. Du kan selv regne ud, hvilken reaktion han fik, da de talte sammen i telefon for første gang,« siger Sarah Afrin og slår ud med armene.
En dråbe i en gigantisk lejr
På centret oplever de udviklingen blandt de internerede drenge som vidt forskellige.
Sarah Afrin, der har arbejdet på centret i tre år, giver blandt andet to eksempler på, hvordan afradikaliserings-processen forløber. For selv om de fleste i bund og grund er modtagelige og bløder op lidt efter lidt, så er der også eksempler på, at Islamisk Stats ideologi formentlig vil blive hos dem altid.
»Vi har en dreng, som er vokset op med en far, der ikke har lavet andet end at terrorisere familien. Alt i hjemmet var sort. De havde ingen farver, alt skulle vaere sort. Han er vokset op med at se sin mor få taev gentagne gange, blandt andet hvis hun forsøgte at tage makeup på. Han er derfor praeget af sin opvaekst i svaer grad, men på den positive måde, at han hader alt, hvad hans far stod for. Derfor kan vi nå ind til ham og aendre de mønstre, han ellers måtte vaere opdraget til. Men vi har også en syrisk dreng på 17 år, der i en meget tidlig alder oplevede at blive ophøjet til noget, der minder om at vaere emir i Islamisk Stat. Han kørte i dyre biler, havde penge og magt, og alle var bange for ham, og jeg tror desvaerre aldrig, han kommer til at aendre mentalitet. Han vil stadig gerne tilbage og vaere en del af Islamisk Stat,« konstaterer hun.
Dermed bevaeger hun sig også ind på et af centrets problemer. Risikoen for, at drengene kan påvirke hinanden i negativ retning, hvorfor der reelt er behov for midler, så man kan skille de hårdkogte, indoktrinerede teenagere fra dem, som viser fremskridt i deres afradikaliseringsproces.
Men selv om intentionen er god, kan arbejdet på centret synes som en idealistisk dråbe i et gigantisk storpolitisk kaos. For som hun siger: »Først har vi kaempet med våben mod Islamisk Stat. Nu tager vi resterne fra dem ved at bekaempe dem på en ny måde. Men alle lande er ansvarlige for det problem, vi sidder tilbage med her,« formaner hun i en appel, der delvist også er en opsang, som går igen fra forskellige parter, når man bevaeger sig rundt i regionen.
For med 12.000 IS-fanger og i omegnen af 70.000 tilbageholdte IS-familiemedlemmer, herunder kvinder og børn, fra 57 forskellige lande samt ”kun” 100 drenge på centret fra 25 forskellige lande kan opgaven synes enten dødfødt eller taet på uendeligt langt fra målet.
»Vi bliver spurgt hver dag, om vi ikke kan tage flere drenge ind. Ét center er jo slet ikke nok. Siden 2017 har vi måske haft 300 drenge, som har udviklet sig i den rigtige retning, og som kan se frem til et andet liv. Men hvad med de tusinder, som sidder i lejrene lige nu? Hver dag bliver de mere og mere aggressive, og for hver dag, de bor i lejrene, bliver de mere indoktrinerede og mere radikaliserede.
Vi har slet ikke nok midler og ressourcer til at håndtere det. Derfor bør man finde en international politisk løsning, hvor andre nationer kommer os til hjaelp med et problem, som tilhører hele verden. Selvfølgelig skal Danmark også tage sine børn og teenagere hjem. Hvis de kommer hjem og får hjaelp, er de i det mindste ikke fortabte. For nogle af de her drenge kommer til at vaere her rigtig laenge,« siger Sarah Afrin.
Selvfølgelig skal Danmark også tage sine børn og teenagere hjem. Hvis de kommer hjem og får hjaelp, er de i det mindste ikke fortabte. SARAH AFRIN, HOURI CENTERET