”Familieleksikon” er museumsagtig
Det er ikke helt indlysende, hvorfor Politiken har valgt at genudgive den italienske forfatters personlige familiehistorie.
”Familieleksikon” udkom første gang i 1963, og Natalia Ginzburg (1916-1991) modtog samme år en af Italiens store litteraere priser for den selvbiografiske roman. Hun har skrevet om bogen, at den er »en roman baseret på ren, nøgen, umaskeret og åbenlys erindring«.
Bogen om den farverige familie og hendes eget liv blev til i løbet af et par måneder, og det er tydeligt, at forfatteren bevidst undgår ethvert kompositorisk princip med henblik på at styre det viltre stof.
Det er dog helt umiskendeligt, at forfatteren har haft nogle enkle, ubøjelige greb i baghovedet, mens hun lod associationerne flyde. Et af dem er en følelsesmaessig distance til sig selv, hvad enten hun er barn, ung eller voksen.
Natalia Ginzburg er observatør i sin egen historie og naevner f.eks. ikke med ét ord, hvordan det føltes, da hun forelskede sig i Leone Ginzburg, der var engageret i den antifascistiske modstand under Anden Verdenskrig. Hun skriver, uden optakt: »Vi giftede os, Leone og jeg«, og da han bliver henrettet, naevnes det kun i forbifarten. Det nye aegteskab annonceres med samme nøgternhed: »Jeg havde giftet mig igen.«
Forfatterindens personlige og litteraere fokus er rettet mod de talemåder, poetiske vendinger, vers, private slagord, ordsprog m.v., som karakteriserer de enkelte familiemedlemmer. Den koleriske, altid højt brølende far har en mani med at irettesaette sine fem børn med udråbet »Hold op med de negerier!« Moren, Lidia, går aldrig i haven uden mindst en gang at sige: »Roserne, Lidia! Violerne, Lidia!«
FAMILIEKRØNIKE FAMILIELEKSIKON NATALIA GINZBURG Oversat af Mayse Aymo Boot 235 sider, 250 kr. Politikens Forlag
Charmerende signalement
De karakteristiske saetninger gentages bogen igennem og giver et charmerende signalement af den livlige, højrøstede og intellektuelle familie, hvoraf Natalia, den yngste i søskendeflokken, sjaeldent kommer til orde.
Hjemmet er et yndet samlingssted for antifascistiske aktivister. Selv om Natalia Ginzburg ikke går i dybden med den politiske situation, fornemmer man klart, hvordan den tyske invasion saetter sit praeg på dagligdagen og samtalen.
”Familieleksikon” er Ginzburgs lystfyldte rejse ind i sin excentriske families sproglige dna, men det er ikke just enkelt at bedømme forfatterindens litteraere gennembrud i dag, knap 60 år efter. I Italien regnes romanen for en klassiker, men trukket ud af tid og sammenhaeng virker den mere som et museumsagtigt portraetgalleri – interessant, men fjernt.