Traditioner er ikke kun påskepynt. De sikrer også sammenhaengskraften

En vase med grene behaengt med aeg i alverdens farver pryder på mit sofabord og lyser stuen op med et løfte om det håb, der udspringer af opstandelsen, men også tilgivelse og faellesskabers trygge rum.

Det er påske, og jeg glaeder mig til de traditionelle lege, der er forbundet med denne gule og grønne højtid. Bedst kan jeg lide at trille aeg, og dette måske, fordi mit konkurrencegen traeder i karakter som en sympatisk ledsager i legen. Jeg har planlagt maden, lammet er købt, rosmarinen dufter i hele huset, hvidløgsrankerne haenger fra loftet, og den økologiske påskebryg er på køl.

Men hov … Inden jeg fortsaetter min naesten praedikenagtige begejstring over påskedagene, som er den største kristne højtid og en grundsten i den nationale fortaelling, bliver jeg usikker. Bør jeg, Ahmad Mahmoud, tage del i dette rituelle faellesskab? Jeg er en brun mand, og som både navn og hudfarve signalerer, udspringer mine biologiske rødder ikke af den danske muld, sammenfiltrede med bøgens. Er det overhovedet passende at indlede med en åbenbaring af mit hjem indhyllet i påskens grøngule skaer, og vil min ”hvide” redaktør i naervaerende avis trykke min glaede ved danskernes største tradition?

I en tid med ord som kulturel appropriation og identitetspolitik er der vigør i den danske andedam. Bør svanen fortsat dele vandet – og agere som altid med den iltre troldand, der kun en gang imellem gaester de danske søer og moser? Et maerkeligt spørgsmål og en irrelevant sammenligning, taenker den oplyste laeser, men lige så absurd forekommer denne forsigtige og ”bange for at traede forkert”-retorik, der praeger nutidens diskussioner om kultur, majoriteter og minoriteter.

Hør her, GUD ER DØD, sagde Nietzsche for mange år siden. Det var startskuddet til en moderne verden. En verden, hvor du definerer din egen identitet. Det er en verden, hvor du har friheden til at vaelge fra og til. Den ene dag kan du vaere en bøsse i julemandskostume, og naeste dag kan du vaere en arabisk sheik på gågaden i Ribe.

Det er en vidunderlig mangfoldig tilgang til egen identitetsmaessig udfoldelse, men for mange også et ensomt liv uden holdepunkter. Det er min påstand, at traditioner kan vaere det anker, der samler både julemandsbøssen og sheiken i Ribe i en social og kulturel sammenhaengskraft.

Som jeg ser den såkaldte og udskaeldte identitetspolitik, så går den på to ben. Den sigter mod at skabe ligestilling for marginaliserede grupper, ligesom den andetsteds ønsker at opretholde en national identitet. Med den skelnen opnår vi ikke den efterstraebte kulturelle og sociale sammenhaengskraft. Vi bliver nødt til at inkludere begge tilgange i ligningen og supplere med den moderne verdens frihed til mennesket om at danne egen identitet. Den balance mellem sympatisk lighed og nationale ståsteder vil bane vejen for et liv med frihed til at vaere den, som du er – og samtidig give dig tilhørsforhold og faellesskaber.

Bør jeg, Ahmad Mahmoud, tage del i dette rituelle faellesskab? Jeg er en brun mand, og som både navn og hudfarve signalerer, udspringer mine biologiske rødder ikke af den danske muld.

Jeg er arabisk, homoseksuel, muslim og mand. Jeg vil holde påske med venner, leg, aeg og gaetterier. Jeg er fri til at vaelge fra nationens kulturelle tag selv-bord og anrette min tallerken efter min smag.

Traditioner er vores kulturelle favntag og vores danske faellesskab. Vi tilgår dem forskelligt ligesom de forskellige mennesker, vi er, men vi mødes i nationale vaerdier. God påske.