Russernes besaettelse af Bornholm er en af historiens lange skygger
For 75 år siden, den 5. april 1946, sluttede Anden Verdenskrig på Bornholm med ophøret af den russiske besaettelse. 11 måneder tidligere havde russerne bombet og invaderet øen. Det er en del af den glemte danmarkshistorie – glemt og fortiet af det øvrige
I mit barndomshjem var der en diskussion mellem min mor og min far om levende lys i vindueskarmen den 5. maj. For min mor, der var opvokset i en familie, der havde taget del i modstandskampen, var det en selvfølge. For min bornholmske far stod dagen derimod i lyset af den efterfølgende russiske besaettelse af Bornholm, som han på ingen måde havde lyst til at fejre. Det er der bestemt heller ingen grund til. Men der er heller ikke grund til stadig at fortie og dermed glemme den besaettelse, der tog sin begyndelse med bombardementerne af Rønne og Nexø mandag den 7. maj 1945 og det efterfølgende russiske overherredømme over Bornholm, der varede i 11 måneder.
Min far, Mogens Glistrup, var jurastuderende i København i det sidste besaettelsesår. Han var midt i årets eksamenstid, da 5. maj 1945 oprandt. Den unge Glistrup festede de første dage efter befrielsen sammen med sine studiekammerater og alle andre, men allerede den 7. maj ramte alvoren igen. Radioavisen oplyste, at Rønne og Nexø blev bombet, og at russerne havde indtaget øen. Bornholm var således det eneste sted i verden, hvor russerne (de allierede) og tyskerne stadig var i krig. Ingen protesterede, og ingen tog til genmaele.
De sparsomme meldinger fra radioaviserne lød i dagene derefter, at 70 pct. af husene i Rønne var beskadiget, og at der blandt andet var en fuldtraeffer på sygehuset. Rønne Sygehus ligger i den sydlige ende af byen ligesom min fars barndomshjem på Kapelvej 63, hvor hans foraeldre stadig boede. En fjerdedel af Rønnes husstande havde ikke tag over hovedet, lød det senere i radioen, som også oplyste, at det var gået vaerst ud over Nexø, min farfars barndomsby.
Bornholm var straks blevet afskåret fra omverdenen. Det var således meget vanskeligt at få forbindelse til Bornholm fra København. Al passager- og postforbindelse var indstillet. Kun ruteflyveren fik en enkelt dag lov til at flyve og medbringe post. Afspaerringen var ellers total. Fra Bornholm måtte der ikke telegraferes, telefoneres eller skrives til det øvrige land, havde den russiske besaettelsesmagt hurtigt bestemt.
Mens Rønne og Nexø blev bombet i flere bølger, var resten af Danmark stadig i festrus. De bornholmske studerende i København deltog ikke laengere i festlighederne, de prøvede så godt som muligt at holde sig selv og hinanden orienteret med de sparsomme oplysninger, der trods alt kom frem. Lørdag den 12. maj modtog min far et telegram fra sin far sendt til gode venner – det havde vaeret 22 timer undervejs! Og lød: »Kapelvej 63 – meget medtaget, vi selv uskadte, bor i Klemensker, underret Mogens. Lars Glistrup.«
Om mandagen den 14. maj skulle min far til sin første universitetseksamen i filosofi. Han fik ug i emnet ”Det bevidste og det ubevidste”. Samme dag skrev han et fødselsdagsbrev til sin faetter Paul, men han måtte midt på side to stoppe og skrive undskyld, at det var bekymringer og ikke glaede, der praegede lykønskningsbrevet: »Du maa tilgive mig, jeg er desvaerre ikke rigtig oplagt til at tage Del i den højstemte lyriske Folkehymne, nu i disse dage, hvor jeg intet ved om mit Hjem ... Vi bornholmere … frygter Radioavisens Budskab ... Det er skam ikke sjove Tider og navnlig ikke paa den helt ovnudvanvittigglade Københavnerbaggrund ... Jeg kan ikke holde ud at gaa i dette Festmylder laengere og stikker derfor hjem saa snart jeg kan, forhaabentlig allerede i Morgen.«
Det lykkedes at komme fra København den 15. maj – og et døgn senere – under sejl hele vejen – nåede kutteren Svaneke. Hvorefter min far cyklede over Klemensker til Rønne. Det døgn krydsede et brev fra faderen sønnens vej. Det fortalte om bombardementet af Rønne og Nexø.
Min farfar, Lars Glistrup, skrev et brev til sin eneste søn, som han troede befandt sig i København. Min far så aldrig dette brev – men mange år senere fik jeg det af hans faetter. Familien i København havde fået lov at åbne brevet om bombardementet, og det var i deres gemmer de efterfølgende mange år: »Vi har gennemlevet en Uge i Rønne Bys Historie, som sikkert aldrig har vaeret mere bitter,« skrev min farfar den 15. maj 1945: »Det begyndte jo Mandag den 7. Vi havde lige spist til Middag og sad og hørte Kalundborg, saa, uden Varsel blev der et infernalsk Spektakel. Tyskerne skød som rasende hvorpaa den første Bombe faldt. Huset rystede og Mor og jeg styrtede sammen med Nete og Else (vi havde Storvask) ned i Kaelderen. Dernede følte vi os bestemt ikke
Vi har gennemlevet en Uge i Rønne Bys Historie, som sikkert aldrig har vaeret mere bitter. LARS GLISTRUP I BREV TIL SØNNEN, MOGENS, MAJ 1945
trygge … Hvor frygteligt et Luftangreb er, kan ikke beskrives, det maa opleves … Resultatet: … Både din og min Barndomsby er lagt i Ruiner.«
Efter de to første bombeangreb cyklede mine bedsteforaeldre de 13 kilometer til Klemensker, hvor de fandt husly hos gode venner. Derfra så de tredje bølge af bombardementer: »Så kom det vaerste … Vi stod i Klemensker og hørte og saa, hvordan vor kaere By blev ødelagt,« skrev min farfar til min far.
Under bombardementet blev også ”Rotna” saenket – det eneste tilbagevaerende motorskib, 66selskabet, der besørgede faergetrafikken til Bornholm, havde tilbage, ligesom flere tyske krigsskibe, der lå lige uden for havnen, forsvandt. Lars Glistrup var kort i Rønne den 9. maj, da var det: »Et hjerteskaerende Syn, der møder os.«
Statsskolen, hvor Lars Glistrup var konstitueret rektor, var ret slet tilredt, og huset på Kapelvej havde mistet over 50 ruder, ligesom taget var staerkt beskadiget.
Mens arbejdet med at gøre huset beboeligt igen stod på, blev det raseret, og mange ting forsvandt. Mogens Glistrup skrev senere: »Tyskere eller Russere (antagelig begge Dele) har rodet alt igennem, smidt det ud over det hele og taget, hvad de har Brug for, herunder selvfølgelig først og fremmest hele Sølvbryllupsspirituslageret (hele Byen er blevet komplet tørlagt efter Invasionen, alene paa Dams Hotel drak Russerne det første døgn for 3.000 Kr. og saadan er det overalt) ogsaa Sommerhuset har vaeret besat og gennemrodet og griset meget til.«
Men det vigtigste var – udtrykt af faderen: »Mor og jeg er lykkelige over at vi er i live og er uskadte samt glade for at vort Hjem staar og kan bringes i Stand efterhaanden som der kan skaffes Materialer og Arbejdskraft.« Det tog tid at skaffe materialer, russerne havde førsteret til alt.
Min far erfarede med det samme, han satte foden på bornholmsk jord, at russerne ikke var så populaere på Bornholm, som den københavnske radio havde givet indtryk af.
Det var 11 hårde måneder, der fulgte – hvor lov og ret var – ja – en by i Rusland. De første 10 måneder gjorde den danske regering intet. En fiskerkone skrev i februar 1946 til den danske regering, om det var i tråd med dansk ret, at bornholmerne skulle afgive deres huse til russerne – og hun tilføjede, tyveri, voldtaegt og overfald er vi jo vant til. Hun fik intet svar.
I marts 1946 henvendte den danske regering sig – hårdt presset – endelig til russerne og fremførte forsigtigt, at Danmark nu kunne varetage overherredømmet selv. En måned senere forlod russerne øen på den betingelse, at ingen fremmede tropper og ingen fremmede administratorer måtte komme til øen. Det betød, at ingen Nato-tropper kom til øen de første mange år – end ikke et amerikansk militaerorkester kunne få lov at spille til Dyrskueåbningen i 1982. Den socialdemokratiske regering sagde nej – af hensyn til russerne. Først i 1985 fik orkestret lov at spille på øen.
Den russiske besaettelse trak lange og dybe spor – også efter april 1946. Alligevel er det for hele Danmark vaerd at fejre og mindes 75-års dagen for befrielsen den 5. april. For Bornholm er en del af Danmark.