»Min søn skal hellere vokse op i en flygtningelejr end blive skilt fra sin mor og far«

I et faengsel for mistaenkte IS-fanger er der ikke plads til at drømme. Til gengaeld er debatten om de 19 børn med tilknytning til Danmark nået ind bag murene til den 29-årige etnisk danske Anders Jensen, hvis søn er født i kalifatet, men potentielt står

Det var ikke kun på sin allersidste dag, men faktisk i de allersidste timer i sit fødeland, at Anders Jensen fik et opkald. Han havde ellers gjort en dyd ud af at gøre sin rejse så anonym som mulig. Ikke engang hans foraeldre eller bror i Aarhus havde han fortalt, at han skulle afsted. Slet ikke elementet med, at han ikke havde indløst nogen returbillet.

Men dansk politi vidste det. Det var nemlig politiet, der ifølge den i dag 29-årige konvertit kontaktede ham for at få et møde i stand, da han allerede stod i lufthavnen med kurs mod checkin-skranken, Istanbul og den endelige destination, Syrien.

»Politifolkene vidste godt, at jeg skulle afsted og havde købt en flybillet. Men de kunne ikke stoppe mig. Det gjorde de heller ikke. For det var jo ikke ulovligt, at jeg tog til Syrien. Jeg havde ikke laengere noget formål i Danmark. Jeg ville ned og hjaelpe det syriske folk. Det var mit mål, og jeg ville isaer hjaelpe kvinderne. Alle havde råbt højt om, at den syriske regering og manden dernede (Bashar al-Assad, red.) var en tyran og skulle bekaempes. Så var der folk, der tog ned for at kaempe mod ham, og bagefter er de blevet betragtet som terrorister …«

Med andre ord tjekkede den dengang 22årige Anders Jensen en septemberdag i 2013 ind på et fly og med dét ud af Danmark og skriver sig nu – over syv år senere – også ind i den aktuelle, uafklarede og betaendte historie som en af Danmarks mistaenkte, faengslede IS-krigere.

Skadede ben efter angreb

Det er ikke første gang, at Jyllands-Postens journalist møder Anders Jensen. Men at forandringen af den høje og blåøjede dansker er markant, fremgår, så snart han traeder ind i det lille mødelokale. Dengang – knap ni måneder efter hans exit fra Islamisk Stat i februar 2019 – ankom han duknakket og humpende på bare fødder iført en orange fangedragt flankeret af sit iøjnefaldende rødblonde skaeg og hår. I dag er fangedragten skiftet ud med en krympet traeningsdragt, alt hår og skaeg er barberet af, og selv om der er sandaler på fødderne, er der mindre sul på kroppen.

»Jeg har det ad helvede til. Ikke saerlig godt. Jeg ved ikke, hvad der er sket med min kone. Om hun er død eller ej. Jeg har ingen idé om det. Der er ingen, der fortaeller mig noget,« beklager han sig, efter han har sat sig til rette i stolen.

For humpe gør han stadig. Det skyldes ifølge ham selv en krigsskade, fra da han få måneder efter sin ankomst til Syrien i de tidlige måneder af 2014 blev ramt af bomber fra himlen nedsendt af det syriske regime. Angrebet fyldte hans ben med granatsplinter og efterlod ham i månedsvis bundet til forskellige hospitalssenge rundtomkring i kalifatet. Også én i byen Manbij – bedre kendt som Little Europe, fordi det var hotspot for saerligt mange europaeiske krigere – hvor han bl.a. mødte den nu draebte unge dansker Lukas Dam.

Det er oplysninger, som det ikke har vaeret muligt for Jyllands-Posten at faktatjekke. Ligesom det er tilfaeldet med Anders Jensens beretning om, at han fungerede som grønthandler og aldrig har vaeret i kamp for Islamisk Stat. Og hans udsagn om forholdene i faengslet.

»Spørger du mig nu, om jeg hellere ville vaere blevet draebt i Baghouz, ville jeg sige ja,« konstaterer han om den by, hvorfra han kun efter tvang overgav sig til de kurdiske styrker, i takt med at de havde nedkaempet IS’ allersidste kvadratmeter af kalifatet for to år siden.

»Efter alt hvad vi har gået igennem af tortur, fornedrelse og nøgen ydmygelse. Jeg får ingen behandlinger, og nu kan jeg ikke maerke begge mine fødder laengere. Du kan også se, at de er blevet blå. Jeg føler hele tiden, at de er frosne. Jeg kan ikke maerke dem, selv om jeg rører ved dem,« forklarer han om skaderne, der er synlige for enhver.

Da Jyllands-Posten spørger, om han har brug for en stol til at laegge sit højre ben på, svarer han:

»Jeg ved ikke, om de vil give mig lov.« – med henvisning til to kurdiske sikkerhedsrepraesentanter, der er til stede i lokalet. De indvilliger dog i vores forespørgsel.

Hvem er Mette Frederiksen?

At Anders Jensen overhovedet har to ben at gå på, er i sig selv spektakulaert. For står hans forklaring til troende, var skaderne fra bombeangrebet taet på at koste ham livet. I hvert fald insisterede en laege på at amputere et ben for at redde hans liv.

»Han sagde, at jeg ville dø, hvis de ikke skar mit ben af. Men jeg naegtede og sagde: ”Så må jeg dø”.«

Selv om skaderne i benene har praeget hans liv lige siden, er det i dag også netop det, han bruger som argument for sin påstand om, at han aldrig har vaeret i vaebnet kamp for Islamisk Stat endsige kunne finde på at begå terrorangreb foranlediget af IS:

»Jeg blev såret, lige efter jeg ankom, så hvordan kan jeg kaempe? Jeg tror ikke, IS vil spørge nogen, som ikke engang kan gå ordentligt, om den slags. Men jeg er heller ikke blevet spurgt eller bedt om det,« siger han og ryster irriteret på hovedet.

Men er det noget, du kunne finde på?

»Hvis det var noget, jeg ville kunne finde på eller havde taenkt på, så kunne jeg have gjort det mange gange. Men det er ikke noget, jeg gider,« uddyber han, da vi oplyser ham om de danske myndigheders og statsminister Mette Frederiksens aktuelle frygt for, at de hjemvendte syriensfarere udgør en sikkerhedsrisiko.

»Hvorfor? Hvorfor gør det mig farlig, fordi jeg har boet i Islamisk Stat? Jeg har ikke modarbejdet Danmark eller vaeret en del af de terrorangreb, du taler om. Det har jeg ikke blandet mig i. Jeg er ikke farlig for Danmark, nej!«

Min kone har ingen grund til at tage til Danmark, hvis jeg sidder her. Men jeg ved jo ikke, om jeg bliver her for evigt. Indtil jeg dør. Det ved jeg jo ikke. ANDERS JENSEN, SYRIENSFARER

Hvad vil du så sige til vores statsminister, for hun ikke ønsker dig hjem til Danmark?

»Hvem er hun overhovedet?« lyder svaret.

Selv i faengslet synger fuglene

Selv om Anders Jensen sidder indespaerret 24 timer i døgnet, er han overraskende bekendt med den højaktuelle debat herhjemme om den uafklarede situation for de danske kvinder, maend og børn, der sidder tilbageholdt og faengslet af de kurdiske styrker i det nordøstlige Syrien. For – som han

udtrykker det – selv i et kurdisk faengsel »synger fuglene« angiveligt.

Alligevel er der, udover det manglende kendskab til Mette Frederiksen, mange huller i hans viden om verden udenfor. Ikke mindst den, der kredser om hans familie i form af hans syriske hustru og hans søn. Men i lige så høj grad også den, der handler om hans egen skaebne og uvisse fremtid, som netop i disse uger bliver diskuteret heftigt på Christiansborgs gange, i den offentlige debat og fra hemmeligstemplede efterretningsrapporter. Ikke mindst med en for Anders Jensen ukendt statsminister i front, som betragter ham og andre tilbageholdte danskere, der udrejste til kalifatet, som mulige jihadister. Det er derfor ikke kun Jyllands-Posten, der har en masse spørgsmål at stille denne formiddag.

»Jeg vil gerne høre noget om min familie. Jeg har ikke hørt noget som helst,« lyder det allerede inden, vores samtale er gået rigtigt i gang.

Forinden er Jyllands-Posten dog af de kurdiske sikkerhedsmyndigheder i faengslet, hvilket er fast kutyme, blevet instrueret i ikke at gøre deres fange bekendt med samfundet udenfor og om politiske dagsordener. Vi må under interviewet, der vanen tro også bliver filmet, heller ikke spørge ind til Anders Jensens forhold i faengslet, afkraeve svar om andre fanger, eller hvem han sidder sammen med. De vilkår er Anders Jensen efter to år inden for murene mere end almindeligt klar over. Ikke sjaeldent kommer andre journalister – måske forklaedt som efterretningsfolk, som han indikerer – også fra andre lande til og udspørger ham om hans tid, venner og faerden i kalifatet.

»Nogle gange kan man godt lave lidt ”rundkreds”. Det er danskerne kendt for. Sådan at køre om hjørner. Man kan altid finde en måde, om det er tilladt eller ej,« siger han med et forsigtigt smil.

Naer død i faengslet

Selv om han tydeligvis har respekt for sine fangevogtere, er han alligevel ikke bange for at gøre forsøget på at få svar på en lang raekke spørgsmål, som han løbende stiller igennem vores to timer lange møde, som han indvilliger i med betingelse af anonymitet:

»Er der nyheder om os eller hvad? Hvad sagde min familie, da du så dem sidst? Hvor er min kone og mit barn lige nu? Besøger I aldrig lejren (al-Hol-lejren, red.)? Har du ikke set nogen af de andre maends koner? Kommer det i avisen eller også i fjernsynet? Har du mødt Knud (Knud Foldschak, red.)? Snakker de kun om kvinderne eller også om os maend? Vil de prøve at tage vores børn?« lyder det, så snart han øjner en mulighed.

Danske Anders Jensen er ikke kun en af de få danskere, der udrejste blandt de allerførste syriensfarere, men er også en af dem, der blev tilbage til det allersidste. At han har overlevet seks år i det krigsramte Syrien – knap fem af dem i det islamiske kalifat efter det blev udråbt i sommeren 2014 – gør ham desuden til en af de 32 voksne, der ifølge PET’s Center for Terroranalyse udrejste fra Danmark og fortsat befinder sig i eller omkring den omtalte konfliktzone i Irak og Syrien. Blandt dem er flere kvinder, der sidder tilbageholdt i lejre som al-Hol og al-Roj. Dertil kommer ca. 19 børn med tilknytning til Danmark.

»Jeg har vaeret ved at dø i faengslet,« siger han og tilføjer, at der var 70 mennesker samlet i et alt for lille rum.

»Der var ingen plads, og der lå fire personer oven på mig. Til sidst kunne jeg ikke traekke vejret, så jeg besvimede. Så blev jeg hevet ud og lå der, indtil lederen kom, og de flyttede mig til et andet faengsel. Men der er mange, der er døde på den måde før mig. De kunne ikke traekke vejret og endte med at bløde ud af mund og naese,« konstaterer han med en staerk jysk accent, der haenger ved, trods han taler flydende arabisk.

Men selv om han med egne ord igennem de seneste to års fangenskab har »oplevet at blive taesket, kastet rundt med, flyttet mellem faengsler og hver dag mest taenker på, om der mon er mad eller ej«, kredser hans spekulationer overordnet på én ting. Sidste gang han ifølge eget udsagn så sin dengang otte måneder gamle søn og sin unge syriske hustru, som han giftede sig med, da hun var bare 15 år, var i de desperate timer, hvor de nødtvunget forlod det smuldrende kalifat i IS-højborgen Baghouz. Siden da har han ikke haft kontakt med dem eller fået nyt fra sin familie i Danmark. Han aner heller ikke, om det brev, han via International Røde Kors skrev til sine foraeldre, overhovedet er nået frem.

Til gengaeld er han påfaldende informeret om, at Danmark i øjeblikket højlydt diskuterer problematikken om at hjemtage børn af danske statsborgere.

Indpakket kidnapning

Som Islamisk Stat havde for vane, må det formodes, at Anders Jensens rødbedefarvede pas for laengst enten er blevet braendt eller konfiskeret af det davaerende religiøse regime. Men danskerens statsborgerskab kan der ikke herske tvivl om. Når denne måned klinger af, er det praecis 30 år siden, at Anders Jensen blev født ind i en paere

Fortsaettes naeste side