Min søn skal hellere vokse op ...

fortsat fra side 6-7

dansk familie i Aarhus, hvor han voksede op og blev uddannet håndvaerker, indtil han begyndte at frekventere den berygtede Grimhøjmoskeen og i 2011 konverterede til islam. Hans egen søn er derfor født i de sidste rester af kalifatet i byen Soussa og er i dag lige knap tre år gammel. Det giver potentielt sønnen adgang til at blive hjemtaget til Danmark fra en af de omtalte kvindelejre, hvor det formodes han bor med sin mor under kummerlige kår og med risiko for at blive radikaliseret til en ny generation af IS-terrorister.

»Der var en, der hed Knud, som kom fra en eller anden børneorganisation og sagde, at de kunne tage mit barn med til Danmark. Men det accepterer jeg ikke. Jeg vil ikke have, at de fjerner ham fra sin mor. Eller tager ham fra mig,« lyder det fast og uden slinger i valsen fra den danske fange, der er uvidende om, at netop advokat Knud Foldschack i front for den nystiftede organisation Repatriate the Children har skabt politisk, etisk og juridisk røre herhjemme i spørgsmålet om isaer Syrien-børn med tilknytning til Danmark.

»Selvfølgelig vil jeg ikke acceptere det. Så mister jeg ham jo. For mens jeg er i faengsel, vokser han op med en anden familie. Det vil jeg ikke gå med til. Men jeg vil heller ikke acceptere det for min kone. Jeg kan ikke give tilladelse til, at de skal tage min søn vaek fra min kone. Det kan jeg ikke,« siger han.

Men hvad er det for en fremtid, du ønsker for dig, din kone og din søn?

»At han skal vokse op med sin mor og far. Hvor end det så er eller bliver. Uanset om det bliver i en flygtningelejr, om vi er rige eller fattige. Det er hans skaebne, men han skal ikke vokse op uden os. Hvis betingelsen er, at han så skal vokse op i en lejr, så må det vaere det bedste. Er der nogen børn, der gerne vil vaere adskilt fra deres mor og far?«

Hvad taenker du om, at din søn har mulighed for at komme til Danmark og eksempelvis bo hos dine foraeldre, mens din kone bliver tilbage?

»Så vil jeg sige, at de kidnapper mit barn. Det er jo at kidnappe. Med ”hårdhed”. Så pakker de det bare ind i nogle flotte ord.«

Hvor Anders Jensen selv reelt foretraekker at bo, hvis han fik muligheden for at bestemme, synes af mindre betydning, så laenge hans familie er med, og han kan leve med sin religion i fred.

Under interviewet, hvor han enten »ikke kender til« eller udtalt ikke vil ytre sin mening om betaendte emner som eksempelvis Islamisk Stats’ henrettelser, had mod jøder og brug af yazedie-slaver – fordi han ved, at det kan blive brugt imod ham i Danmark – lader han dog i hvert fald forstå, at de muslimske kvinder er langt mere aerbare end de danske, som han mener iklaeder sig for stramt tøj og aegger maend på diverse natklubber. Han omtaler konsekvent IS med det islamiske udtryk Dawla, hvilket for nogle er et tegn på billigelse. At han allerhelst bare ville vaere blevet i kalifatet er også en holdning, han lader skinne igennem. Men den drøm ligger i dag bogstavelig talt i ruiner uden for det vaerelse, hvor vi snakker, og synes praecis lige så umulig som håbet om, at Anders Jensen snarligt bliver genforenet med familien.

»Min kone har ingen grund til at tage til Danmark, hvis jeg sidder her. Men jeg ved jo ikke, om jeg bliver her for evigt. Indtil jeg dør. Det ved jeg jo ikke.«

Jeg er parat til at blive stillet for en dommer, selv om jeg ikke engang ved, hvad jeg har gjort imod den danske lovgivning. ANDERS JENSEN, SYRIENSFARER

Ulidelig ventetid og uvished

Og så ender vi ironisk nok pludselig tilbage ved den dag, da Anders Jensen for syv år siden fik et opkald på vej til lufthavnen og ikke havde tid til at tale med de danske myndigheder. For selv om man ikke kan bevare mange drømme i et kurdisk faengsel spaerret inde som formodet IS-kriger, så gemmer han dog på én:

»Min drøm er bare at komme ud herfra. Hvor end det så er,« siger han let fnysende og spørger, hvorfor Danmark ikke lever op til sin proklamerede fane om at holde alverdens rettigheder i haevd og i stedet udsaetter ham for ulidelig ventetid og uvished.

»Vil I pine os, så pin os. Så gør det faerdigt med os. Men vi er blevet pint i mere end to år. Jeg er parat til at blive stillet for en dommer, selv om jeg ikke engang ved, hvad jeg har gjort imod den danske lovgivning. Hvis vi er så farlige for jer, og der ikke er nogen løsning, så løs det på nogle andre måder. Hvorfor ser vi ikke efterretningstjenesten og får svar på vores situation? Hvad er vores skaebne egentlig?«

Jyllands-Posten har vaeret i kontakt med Anders Jensens danske familie, som ikke ønsker at udtale sig til denne artikel.

Anders Jensen er ikke den 29-årige faengslede danskers rigtige navn, men hans identitet er redaktionen bekendt.