»Jeg fik at vide, at jeg var et grådigt barn, men nu ved jeg, at jeg var sulten og omsorgssvigtet«
Rachel Röst giver i sin selvbiografiske debutroman, ”Grundvold”, et sjaeldent indblik i at vokse op i en mormonsk familie fyldt med social kontrol, fattigdom og religiøs fanatisme. Et miljø, som hun skulle bruge et halvt liv og en hel roman på at ryste af
Rachel Röst iførte sig rystende tøjet: en knaelang nederdel og en skjorte, der daekkede skuldrene.
Håret satte hun op i en beskeden frisure, makeuppen var afdaempet. For sent opdagede hun den røde rest af neglelak, som hun ikke havde nået at fjerne. Det var forkert og imod reglerne, og det gjorde hende utilpas, at hun trådte ved siden af.
Da hun kiggede i spejlet og så sig selv i den nøje afstemte uniform, som var hverken sjusket eller prangende, begyndte hjertet at slå hårdere.
Mormonuniformen, som hun i mange år havde forsøgt at flygte fra, fik minderne til at vaelte frem, og pludselig kunne hun maerke, hvordan hun havde haft det, da hun som ganske ung stod i barndomshjemmet i Urbanplanen på Amager og gjorde sig klar til at besøge den mormonske kirke.
I 2017 rejste Rachel Röst over Nordsøen til London for at lave research til sin debutroman om sin opvaekst i mormonmiljøet. Efter at have brudt med og udtalt sig kritisk om mormonismen i Danmark, var det ikke laengere en mulighed for Rachel Röst at besøge mormonkirkerne her i landet uden at vaekke opsigt. Men det var vigtigt for hende at besøge kirken for at genfinde stemningen fra barndommens kirkebesøg, så hun nøje kunne beskrive det miljø, hun i så mange år havde forsøgt at undgå.
»Ét besøg i kirken i London var mere end rigeligt, så kom alt tilbage til mig. Salmerne og praedikenerne fra talerstolen. Det var så vildt at vaere tilbage i miljøet, og efter gudstjenesten talte jeg med mormoner, der kunne fortaelle om danske missionaerer, der havde vaeret derovre. Jeg kunne genkende deres danske navne. Det er utroligt, hvor meget af mit liv mormonismen har fyldt, men hvor lille en verden det egentlig er,« fortaeller Rachel Röst, da vi sidder i hendes stue i en lejlighed i udkanten af København.
Der er ingen kors eller religiøse billeder på vaeggene, men mellem bøger af Karen Blixen og John Steinbeck titter Bibelen og Mormons Bog frem fra bogreolen. Forfatteren understreger dog, at de udelukkende er indkøbt til research.
Fire års arbejde
For Rachel Röst har lavet en hel del research og brugt mange timer på selvransagelse for at skrive romanen ”Grundvold”, som nu ligger foran os med den mørke, naermest klaustrofobiske forside vendt opad. I alt har det taget hende fire år at komme i mål.
»Med bogen er jeg dykket ned i det her lille rum, som jeg egentlig har prøvet at undgå i rigtig mange år. Faktisk har jeg bevaeget mig så dybt ned i stoffet, at jeg har kunnet maerke klaustrofobien og naermest igen er blevet bange for dommedag. Det har vaeret enormt ubehageligt. Jeg har måttet skrive et kapitel, og så har jeg vaeret nødt til at laegge computeren til side og så ...«
Rachel Röst traekker vejret ind.
»… er det gået op for mig, at jeg helt har glemt at traekke vejret ordentligt. Jeg har kunnet maerke den anspaendte og dystre stemning fra dengang helt ind i brystet,« fortaeller hun og bladrer i en gammel notesbog, hvori hun som femårig har skrevet med store børnebogstaver: »Jeg taenker på Jesus, mens jeg rydder op« og »Jeg spiser mad, så jeg kan blive stor og gift i templet«.
»Det skraemte mig virkelig, da jeg fandt notesbogen her. Det er vist det, man kalder indoktrinering,« siger hun.
Romanen er Rachel Rösts egen udlaegning af sin opvaekst i en mormonfamilie, som blev hårdt styret af en magtfuld, kontrollerende og fanatisk far.
Rachel Röst fortaeller, at to tredjedele af bogen er hentet fra virkeligheden, mens hun i den sidste tredjedel har afveget, når virkeligheden blev for maerkelig og umulig at beskrive.
Derfor hedder bogens hovedpersonen også Rebecca.
Under farens tag er reglerne stramme, og traeder man ved siden af, bliver man straffet. Rebecca og hendes to søstre skal deltage i familieaftener, hvor de ud over at bede til den himmelske Fader for eksempel bliver bundet med reb om håndleddene, så de kan laere at slippe fri. Døtrene skal deltage i at missionere og uddele Mormons Bog til klassekammerater og laerere og skal desuden leve med frygten om dommedag, som et pulterkammer med et stort forråd dagligt minder dem om.
Selv om forrådet indeholder mad, så de kan klare sig i mindst et år, når verden går under, går Rebecca sulten rundt i skolegården, fordi familiens beskedne indtaegt går til kirken.
Vaemmes af former
I takt med at Rebecca vokser op, tager farens hårdhed til i styrke. Han vaemmes ved de kvindelige former, som hun af naturlige årsager udvikler, og skaelder hende ud, når blusen bliver stram over brystet. Som 16-årig bliver det for meget for pigen, som ender med at flytte på ungdomspension for ikke at gå i stykker.
Det har vaeret taerende at dykke ned i fortiden på ny og skrive romanen, isaer forholdet til faren var det hårdt at skrive om.
»Det er så nøgent at skulle fortaelle sin egen historie, og svaerest har det vaeret at beskrive de mange konfrontationer, som lå i barndommen, for da har jeg jo vaeret så forsvarsløs og ikke vidst, hvad jeg skulle gøre ved det. Da jeg som teenager begyndte at kaempe imod min far, slog jeg mig bare til blods på den mur, han var,« siger forfatteren og fortaeller, hvordan det graenseoverskridende miljø taerede på hende. Hun husker saerligt en episode, som også er med i bogen:
»Han havde taget stort set alt fra mig. Endda pillet døren af karmen ind til mit vaerelse. Og så begyndte han at råbe ind gennem toiletdøren, at jeg kun måtte bruge to stykker toiletpapir. Den scene var rigtig svaer at skrive, fordi jeg så tydelig kan huske, hvordan det sidste rum i raekkehuset, hvor jeg kunne vaere en smule privat, blev taget fra mig. Der skulle han også kontrollere mig. Det var haesligt,« fortaeller hun.
På vej vaek
I en alder af 16 år ringede Rachel Röst til en socialrådgiver og bad om at komme på ungdomspension. Hun var tyndslidt og kunne ikke mere.
I de efterfølgende år fjernede hun sig mere og mere fra det mormonske miljø, men det var først, da hun studerede litteraturhistorie på Københavns Universitet, at hun for alvor brød med miljøet.
»På studiet laeste vi et uddrag fra Bibelen, hvor vi anså den som en tekst, vi analyserede. Det første, jeg taenkte, var bare: ”Jamen, det kan man da ikke analysere, det er jo Guds ord”. Men pludselig forstod jeg, at Bibelen er en tekst, som kan laeses på en milliard forskellige måder, og at mormonismen kun laeser den på én bestemt måde – og det kan jo vaere så farligt. Mormonismen kunne simpelthen ikke holde til mit dengang nyerhvervede akademiske blik.«
Herefter fulgte en lang periode med indre kampe og dødsangst.
For pludselig var hun ikke laengere udødelig og Guds udvalgte, men et helt almindeligt dødeligt menneske. I mange år fortraengte hun sin fortid, men i forbindelse med sit arbejde med udsatte unge forstod hun, at hun var nødt til at fortaelle sin historie videre.
»Som barn taenkte jeg selv, at jeg var den eneste, der gik rundt med mine følelser, men nu har jeg fornemmelsen af, at vi alle går rundt med variationer af nogle universelle følelser. Jeg har selv søgt inspiration og fundet hjaelp i litteraturen, for når jeg laeser, føler jeg mig som en del af et meget stort faellesskab med menneskeheden. Og den fornemmelse vil jeg gerne give videre til andre laesere. Jeg vil gerne hjaelpe dem med at forstå, at de ikke er alene,« siger Rachel Röst.
Han havde taget stort set alt fra mig. Endda pillet døren af karmen ind til mit vaerelse. Og så begyndte han at råbe ind gennem toiletdøren, at jeg kun måtte bruge to stykker toiletpapir. RACHEL RÖST, FORFATTER
Ingen kontakt
I dag har Rachel Röst ikke kontakt til sin far. Hun har det bedst sådan.
Og nu med romanen liggende foran sig fortaeller hun, at det, selv om det har vaeret en hård proces, også har vaeret helende for hende at se tilbage på fortiden. Hun har fået en omsorgsfuldhed over for det barn, hun var.
»Hvor jeg tidligere taenkte: Nå ja, men jeg var også bare sådan et grådigt barn, taenker
har kunnet se min barndom med et saet voksne øjne og dermed har kunnet laegge noget af ansvaret fra mig. Det var ikke mig, der smadrede vores familie, fordi jeg var doven og tog på ungdomspension. Jeg var et barn og kunne ikke gøre andet!« siger
Rachel Röst og går i stå i ordene.
Taenksomt fortsaetter hun:
»Taenk, jeg har slaebt rundt på al den skyld i så mange år. Det havde jeg jo ikke behøvet. At jeg i dag kan møde mig selv med ro og tolerance, det er stort.«