Lad os lige tage et etisk dilemma for at holde coronakedsomheden fra døren
Når vi keder os under coronaisolationen, tager vi en ”etisk debat” i medierne. Her kan alle vaere med, og der er ingen facitliste.
Under både corona 1 og 2 har der vaeret stemmer fremme om, at man burde anlaegge en økonomisk betragtning, i forhold til hvem der skal prioriteres i behandlingen, og hvem der skulle vaccineres først – de yngre eller de aeldre. De røster kommer isaer fra, hvad man kunne kalde liberalistisk hold, hvor man afgør sag ud fra, hvad det koster. Alting har en prisseddel, og hvad er et menneskeliv vaerd? Hvad er mest vaerd, ungt liv, gammelt liv? Måske bedre, at det er de gamle, der dør først, de skal dø snart alligevel. Måske bedre at få virksomheder i gang frem for at beskytte de aeldgamle. Synspunktet bliver måske ikke helt udfoldet, for det ikke er vaerdigt, men det ligger der latent.
I nogle primitive samfund var man mere karske. Der rådede fattigdom, og det kunne haende, når et menneske var blevet gammelt og udslidt, ikke laengere kunne følge med og var blevet en belastning for stammen, landsbyen, at det blev tid til at dø. Jeg mener at have laest om vandrende romastammer, der engang i tiden praktiserede levende begravelse; det var en art frivillighed eller en tradition, at gamle og svage gik i graven. Og i Japan, så sent som i det 19. århundrede, skal der have eksisteret en tradition kaldt ubasute, ifølge hvilken sønnen bar sin mor eller far op på bjerget eller langt ud i skoven, når de var blevet 70, og det var tid. Så var der en mund mindre at maette, og dødsårsagen var sult, kulde eller vilde dyr. Faenomenet er illustreret i den japanske filminstruktør Shohei Imamuras glimrende film ”Balladen om Narayama”, som fik guldpalmen i Cannes i 1983. Pointen i filmen var, at det er moderen, der skynder på sønnen, som helst er fri for den opgave, som moderen imidlertid ser som en tvingende tradition. Jeg så den i biografen og husker, at den forekom mig som lige dele smuk, fremmedartet og brutal.
Sådan må det forekomme os, som lever i en postkristen, humanistisk verden, hvor enhver er dyrebar, og den akut mest udsatte saetter ”prisen”. Her er der ingen tradition for at ofre sig, vi har kun ét liv, og hvad koster en udødelig sjael?
I dagens taenkning går det slet ikke at prioritere mellem forskellige menneskers bevaringsvaerdighed. Alle har samme vaerdi. Jeg saetter pris på at leve i et samfund, hvor der ikke anlaegges en livsforsikrings-forretningsmodel på sundhedsområdet, hvor de mest udsatte tages først, uanset at det ikke kan betale sig. Men så er der en anden igangvaerende ”etisk debat”, som man kunne se illustreret i JP den 29/3 under overskriften ”Verdens ledere springer foran i vaccinekøen”. Her er der flere ting på spil. Lader de lede ledere sig vaccinere før andre for at ”foregå med et godt eksempel” i samfund med vaccineskepsis, for at ”mase sig foran i køen for sin egen skyld” eller på grund af ”vigtigheden af, at de holder sig sygdomsfri og i live”?
Den er svaer og som sagt: Der er ingen facitliste, alle kan mene, hvad de har lyst til. Jeg har svaert ved at forstå opstandelsen over, at f.eks. praesident og Kongressen i USA lader sig vaccinere. Det er vel rettidig omhu, i forhold til at beslutningsprocessen i et stort, kompliceret og – som det har vist sig på det seneste – skrøbeligt samfund risikerer at gå i stå. Her giver positiv forskelsbehandling mening – eller sagt på en anden måde: Alle er lige, men nogle er vigtigere end andre.
Jeg saetter pris på at leve i et samfund, hvor der ikke anlaegges en livsforsikringsforretningsmodel på sundhedsområdet, hvor de mest udsatte tages først, uanset at det ikke kan betale sig.
HENRIK JENSEN