Ellemann-Jensen er ikke det store dyr på savannen

Lad os for et øjeblik kigge ind i den borgerlige dyrepark og se på, hvad der bevaeger sig rundt uden om det parallelunivers ved navn Det, Som Jakob Ellemann-Jensen Tror Sker I Virkeligheden.

Jeg har set det mange gange i det danske erhvervsliv. En virksomhed starter, lykkes og vokser. På et tidspunkt bliver den 15-20 år, og så sker der noget maerkeligt. Man begynder at tro, at den profil, som er opbygget i form af en formel identitet, altså det, vi siger om os selv i virksomheden, også er den opfattelse, som vores kunder har af os.

Vi tror, at vores selvskabte selvforståelse automatisk påføres vores eksterne interessenter. Vi tror, at profil og image er det samme. At vi ved at sige, at vi er det store dyr på savannen, så er det en ufejlbarlig sandhed.

Men, kaere Jakob EllemannJensen, du er ikke det store dyr på savannen; du er såmaend ikke engang det store dyr på baenken. Dér har en anden mand indtaget de store vidder.

Det store dyr på baenken er naturligvis Søren Pape Poulsen. Det er for os marketingnørder en selvfølge, ikke et øjebliksbillede eller en medieskabt meningsmålingsparanoia. Fordi image er magt, og image er virkelighed. Og fordi trovaerdighed hos slutbrugeren alias vaelgeren har flyttet sig blivende. Og hvordan kan jeg så se eller påstå det, når nu Venstre faktisk er det store borgerlige parti målt på antal taburetter? Det kan jeg, fordi ikke ret mange af os almindelige mennesker uden for Christiansborg laengere tror på historien om store dyr på savanner i den borgerlige lejr – ikke lige p.t.

Vi tror på kejserens nye klaeder, når vi ser på Venstres formand, og vi klukker lidt i hjørnerne, hvis ikke vi ligefrem vraenger naese. Der sker nemlig noget andet også, når man har nået det punkt, hvor man tror, at ens ord er lovformelige. Man taler forbi sin målgruppe, og man mister dens lydhørhed.

Derfor er de mange taburetter for Venstre ikke laengere magt eller indflydelse eller udtryk for, hvor ”stor” man er, men rettere et udtryk for, i hvor høj grad man har svigtet sit bagland, fordi de har mistet deres vaerdi. Man har flest aktier i virksomheden Den Borgerlige Fløj, men de er ikke ret meget vaerd, fordi virksomheden ikke laengere kan saelge sine produkter. Kunderne er begyndt at købe ved konkurrenten.

Men så dog stadig et farligt dyr? Ja da. Jakob Ellemann-Jensen er stadig farlig. Men ikke for andre end den borgerlige fløj som helhed. Han er farlig, fordi han tror, at Venstre kan vende tilbage til fordums tider som ved valget i 2019, hvor partiet fik 23,4 pct. af stemmerne. Han er farlig, fordi Venstres image er haengt op på formanden, på samme måde som Teslas image er haengt op på skaberens gøren og laden. Han er farlig, fordi hans egen taburet ikke bliver truet, før virkeligheden også når ind til ham selv, hvilket ikke sker før det naeste folketingsvalg.

Det, vi ser ske med Venstre lige nu, er, at vi ser på en flok lemminger med slips på, der løber direkte mod afgrunden, men de tror tilsyneladende selv, at de løber ind i en tunnel med lys for enden.

Det eneste store dyr, der løber rundt i Venstres manege, er selvfølgelig Inger Støjberg, som ikke engang er medlem laengere. Inger Støjberg er et farligt dyr, fordi hun har trovaerdighed, instinkt, vilje, skarpe kløer. Inger Støjbergs image er identisk med hendes profil, og hun forstår som den høg, hun er, at stille ind på sit bytte på lang afstand og så hugge til, uanset hvor hurtigt den lille mus på marken løber.

Inger Støjbergs image er identisk med hendes profil, og hun forstår som den høg, hun er, at stille ind på sit bytte på lang afstand og så hugge til.

Hvor og hvordan hun bliver realiseret, er til dels op til hende selv. Helt sikkert vil hun blive en magtfaktor hos Dansk Folkeparti. Hun vil rette op på partiets stilstand, DF’s indflydelsesramme og måske endda selvforståelse og dynamik. Ja, måske vil hun på sigt faktisk kunne rykke magtbalancen lige praecis dér, så hun kan true det nye, store dyr på baenken og selv blive det store dyr på savannen. Fordi hun ikke alene saelger det, som folket vil have. Hun er det. Hun gør det, og hun har et mod, som kun sjaeldent opleves i dansk politik. Det giver respekt på både den korte og den lange bane. Det er blivende, fordi det er iboende.