Danmarks Naturfredningsforening er blevet et fundamentalistisk naturparti

Klodens klima bliver ikke bedre, men markant dårligere, hvis det lykkes DN at skubbe Danmarks store fødevareproduktion ud over landets graenser.

»Jeg elsker de grønne lunde med tonernes vuggende fald, jeg elsker de blanke sunde med sejlernes tusindtal.«

Sådan skrev Johannes Helms tilbage i 1873, og jeg kan ikke vaere mere enig i beskrivelsen af det danske landskab. Et lille land, hvor mennesket og naturen går hånd i hånd, og hvor friheden til at leve og virke stråler op af den danske muld. Det et mit billede af Danmark og vores skønne natur.

Vi skal ubetinget vaerne om vores natur, men der skal også vaere plads til menneskers aktivitet og faerden i naturen. Og vi skal respektere det danske kulturlandskab, som det er formet af menneskers flid gennem mange generationer, så vi kunne have noget at leve af – landbrug, skovbrug, fiskeri – med tilhørende aktivitet.

Når jeg vaelger at referere til højskolesangen ”Jeg elsker de grønne lunde”, så er det for at saette fokus på Danmarks Naturfredningsforening (DN), der efterhånden minder mere om et politisk parti med et fundamentalistisk natursyn uden plads til fornuftig menneskelig aktivitet uden for de store byer.

Borte er den tidligere moderate forening, der kaempede for at vaerne om dansk natur ud fra et moderat og balanceret synspunkt. Lad mig naevne nogle eksempler på denne omsiggribende fundamentalisme hos DN.

For det første DN’s vedholdende felttog imod et baeredygtigt og konkurrencedygtigt dansk landbrug. DN kraever f.eks. en dramatisk reduktion i husdyrproduktionen, ved at vi producerer og spiser mindre kød, ligesom DN foreslår udtagning af 500.000 hektar landbrugsjord.

Hvis man gav efter for disse ekstreme krav, ville det betyde døden for store dele af dansk landbrug med tilhørende erhverv. Det ville ramme knusende hårdt på beskaeftigelsen og levebrødet i store dele af provinsen med deraf følgende voldsom skaevvridning af Danmark. For slet ikke at tale om det enorme tab af eksportindtaegter, der bidrager afgørende til danskernes velfaerd.

Danske landmaend er blandt de mest miljø- og klimabevidste fødevareproducenter i verden. Og de er klar til de naeste balancerede skridt i grøn retning. Klodens klima bliver ikke bedre, men markant dårligere, hvis det lykkes DN at skubbe vores store fødevareproduktion ud over landets graenser.

Desuden har jeg mig frabedt DN’s formynderi om, hvad jeg skal putte i munden. Det finder jeg selv ud af.

For det andet vil jeg naevne DN’s ensidige holdning til vedligeholdelsen af de danske vandløb. I stedet for at plaedere for en fornuftig balance mellem hensynene til vandafledning og miljøtilstand i vandløbene er der talrige eksempler på, at DN bekaemper fornuftig grødeskaering og andre tiltag, der skal til for at forebygge voldsomme og tabsgivende oversvømmelser. Eksempelvis på Gudenå-straekningen mellem Silkeborg og Kongensbro, hvor den hårdt ramte kromand i Svostrup og mange andre lodsejere trygler om at få åens normalvandstand ned i det niveau, hvor den hører hjemme.

Hvor ville det vaere befriende, hvis DN allierede sig med os andre, der godt kan se en bred vifte af løsninger, hvor de forskellige hensyn går hånd i hånd. Det virker, som om DN ikke helmer, før den sidste ådal er forsumpet og slået om i et uigennemtraengeligt pilekrat. I min optik skal der også vaere plads til mennesker langs vandløbene.

For det tredje vil jeg naevne DN’s ageren i forbindelse med Tange Sø, der siden januar 2021 har vaeret en del af naturen og kulturlandskabet i Midtjylland. Skabt af visionaere mennesker, da Tangevaerket blev etableret for at sikre lys over land. Ved starten produceredes her omkring 25 pct. af Jyllands samlede elforbrug.

DN har i årevis plaederet for tømning af Tange Sø begrundet med begrebet naturgenopretning og EU’s vandrammedirektiv. Men hvad er egentlig naturgenopretning? Mennesket har formet dansk natur gennem århundreder. Hvor langt vil DN gå tilbage? Åbenbart mere end 100 år.

Jeg savner en gennemgribende debat om naturgenopretning kontra respekt for det danske kulturlandskab. EU’s vandrammedirektiv stiller ikke krav om tømning af den 13 km lange sø, der har store rekreative vaerdier samt en fantastisk fauna og flora, der har tilpasset sig gennem 100 år. I andre EU-lande efterleves direktivet med langt mere balancerede løsninger, hvor der også tages hensyn til mennesker og kulturhistoriske vaerdier. Såsom det fungerende og velholdte vandkraftvaerk i Tange, der sammen med Energimuseet er et lysende og levende ikon for produktion af vedvarende energi i Danmark, selv om elproduktionen i dag ikke har betydning for forsyningssikkerheden.

Hvor er DN’s omsorg for den eksisterende natur, fauna og flora, der har tilpasset sig biotopen Tange Sø siden 1921? For det er vel ikke kun laks og havørreder, der har naturvaerdi i DN’s øjne.

Det ville i så fald vaere biologisk racisme af vaerste skuffe. De få tilbagevaerende fungerende vandmøller og vandkraftvaerker – datidens afgørende energikilder, der skabte udvikling i vores land – udgør en umistelig del af vores kulturarv. Denne arv er staerkt truet af DN’s fundamentalisme og manglende vilje til at søge balancerede vandplanløsninger, som har vist sig at virke i andre lande.

For det fjerde vil jeg naevnte DN’s offensive ageren i debatten om trafikal infrastruktur. Eksempelvis DN’s modstand mod en tiltraengt tunnel/østlig ringvej ved København. Eller DN’s ideologiske politiske modstand mod en tiltraengt ny jysk parallelmotorvej (Haervejsmotorvejen) og andre påtraengende vejprojekter. Jeg anfaegter ikke DN’s ret og pligt til at vaerne om naturen.

Men når det gaelder infrastruktur, er DN’s holdning åbenlyst praeget af staerk politisk modvilje over for biler og gode veje. Dette, til trods for at fremtidens biler bliver grønne og CO2-frie. I stedet for at agere som et ”antivejparti” kunne DN kaste kraefterne ind i, at der ved alle vejprojekter tages størst mulig hensyn til miljø og natur. Og så respektere, at vigtige beslutninger om udbygning af vejnettet er og bliver en beslutning, der tages af de politiske partier, som står til ansvar over for vaelgerne mindst hvert fjerde år.

For det femte vil jeg naevne DN’s enorme klagecirkus, hvor der naesten pr. automatik klages over små og store ting, der hindrer eller forsinker fornuftige initiativer og aktiviteter i naturen landet over. Det er nemt – måske for nemt – at sidde i en fjern osteklokke langt vaek og klage over lokale projekter, som man måske kun har et overfladisk kendskab til.

DN blev grundlagt i 1911 som ”Forening for Naturfredning”. Og den har gennem tiden ydet en fornem indsats for at få fredet umistelige dele af dansk natur samt bidraget til at sikre befolkningen adgang til strand og skov. Og i 1937 fik DN ved lov en saerrettighed til at rejse fredningssager. En sådan saerret forpligter. DN’s medlemstal toppede med 260.000 i 1987.

Nu har DN omkring 130.000 medlemmer. Jeg er ikke i tvivl om, at DN’s kraftigt dalende medlemstal haenger sammen med foreningens stigende fundamentalisme og manglende vilje til at anlaegge et balanceret helhedssyn på naturen, hvor der også tages hensyn til menneskers mulighed for at leve i pagt med stederne uden for de store byer.

DN minder mere og mere om et aktivistisk, politisk parti, der dog er uden egne mandater på Christiansborg. Som fastslået i starten af dette indlaeg holder jeg i lighed med de fleste andre umådeligt meget af dansk natur og af at faerdes i den.

Det skal DN ikke tage patent på. Jeg vil stilfaerdigt foreslå, at DN dropper fundamentalismen og slår ind på en mere balanceret kurs, hvor der også er plads til os mennesker og vores aktivitet i den danske natur.

Det virker, som om at DN ikke helmer, før den sidste ådal er forsumpet og slået om i et uigennemtraengeligt pilekrat.