JP I SYRIEN
Taskforce Evakuering har deadline i naeste måned for at finde en løsning på de uønskede kvinder og deres i alt 19 børn.
Ligesom coronaens ankomst, som er umulig at taemme i lejren, når man – som en af kvinderne forklarer – er 26 mennesker om ét toilet, er den danske debat om Syrien-børnene også nået frem til den 33-årige kvinde. Hun er en af dem, der kan risikere at komme til at sidde tilbage i lejren uden sine børn. Selv om hun ikke ønsker at udtale sig, vil hun gerne give sine korte holdning til problematikken.
»Det vil uden tvivl skade mine børn, hvis de blev sendt af sted alene. De har psykiske men, og jeg tror, det vil ødelaegge mine børn endnu mere. De har det rigtig hårdt her. Der er sket ting her, som vil forfølge dem også i Danmark,« er det eneste, hun ønsker at sige.
Hendes jaevnaldrende mand, som hun ikke har set, siden de forsøgte at komme ud af kalifatet ved hjaelp af en smugler, sidder i dag faengslet. Også ham har JyllandsPostens journalist tidligere mødt. Rejsen endte nemlig uønsket i armene på de kurdiske styrker, som skilte dem ad. Det er to år siden, og hun har ingen anelse om, hvordan fremtiden ser ud.
Degraderede drømme
Det samme gaelder for den sidste kvinde, som Jyllands-Posten nu møder. Også hun var blandt de kvinder, som avisens udsendte kan genkende fra vores møde i samme lejr for tre år siden. Selv om hendes fireårige datter synligt har vokset sig større, har situationen for den 31-årige etnisk danske kvinde, som angiveligt også har adopteret en foraeldreløs dreng fra kalifatet, som i dag er fem år, omvendt ikke aendret sig en tøddel. Ud over at der i disse dage er ved at blive lagt cementgulv i teltet, ligesom der arbejdes på at få et legeområde til børnene op at stå.
Det er denne kvinde, som deler telt med den 26-årige dansk-tyrker, vi indledningsvist talte med. Og ligesom den 26-årige dansk-tyrker og den 33-årige dansker med de fem børn rejste også den 31-årige kvinde i 2014 fra Storkøbenhavn frivilligt til Syrien. Her blev hun gift, før hun i 2017 også forlod kalifatet for at ende i et kurdisk faengsel med endestation i al-Roj-lejren.
»Man taenker lidt, at når man kommer ud herfra, så starter lykken. Man har drømme om …,« begynder hun, men stopper sig selv, i en erkendelse af at drømmene om, hvad hun vil opleve med sine børn i Danmark, er degraderet til minimale ting, i takt med at årene er gået uden løsning for deres fremtid.
»Ja, før var det store ting, man drømte om. Nu er det bare en tur i skoven, man fantaserer om. Jeg vil bare så gerne se dem. Jeg vil elske at se dem gå i skoven. De bliver jo ikke stimuleret her. Jeg vil bare så gerne se mine børns smil, når de kommer ud. At opleve glaeden med dem i Danmark …,« siger hun i en ordstrøm, der afløses af tårer.
Over for Jyllands-Posten giver kvinden udtryk for, at hun »selvfølgelig« ønsker at komme retur til Danmark, at hun ikke har noget at skjule, og at livet i lejren med børnene er »rigtig hårdt«. Forhold og fakta om hendes ophold hos Islamisk Stat ønsker hun dog ikke at tale om. Men, lader hun forstå, at hendes børn eventuelt skulle sendes til Danmark alene uden deres mor, kan »umuligt vaere det bedste« for dem.
Ud over lejrens andre knap 2.500 kvinder har hun levet alene med børnene de seneste fire år. Som de andre kvinder er hun iført handsker. Ikke den islamiske slags, men dem, der er af latex – for at holde coronaen vaek. Af samme årsag tør hun end ikke røre ved en flaske vand, som hun tilbydes. Hun forsøger at vaske sit og børnenes tøj så ofte som muligt og holde datterens nysgerrige fingre borte fra at røre ved alt. For på disse kanter kan man ikke lige hamstre håndsprit og mundbind eller komme til laegen, som man lyster.
»Jeg så på nyhederne, hvor meget de forskellige lande brugte på at hente deres borgere hjem fra udlandet, da coronaen kom. Så sad vi og taenkte, hvornår bliver det os? Alle hentede deres borgere hjem. De kan hente alle hjem. Bare ikke os,« konstaterer hun mellem smil og tårer.
De nye jihadister
Mens den berygtede al-Hol-lejr huser 60.000 kvinder og børn fra 57 forskellige lande, rummer den langt mindre kvindelejr al-Roj i dag i alt 2.675. 1.735 i den ”gamle” afdeling, hvor i hvert fald seks af de omtalte kvinder med tilknytning til Danmark bor. Samt 940 kvinder i en nyere afdeling, som saerligt huser kvinder, der tidligere har boet i al-Hol.
Selv om lejren i størrelse og antal er markant mindre end den uoverskuelige og farlige al-Hol, eksisterer IS’ ideologi dog stadig blandt visse familier i lejren. Det er blandt andet derfor, at lejr-ledelsen engang imellem finder det nødvendigt at fjerne drenge i teenagealderen.
Ifølge administrationen i al-Roj praeger nogle af lejrens kvinder allerede fra en tidlig alder drengene til at taenke på aegteskab.
I et konkret eksempel havde en mor af ukendt nationalitet selv bedt lejren om at fjerne hendes 11-årige søn, fordi hun ikke kunne kontrollere ham, og han lod sin aggressivitet gå ud over de mindre søskende.
Jyllands-Posten beskrev netop forleden, hvordan det kurdiske selvstyre forsøger at bekaempe IS’ ideologi ved at omvende tidligere børnesoldater fra Islamisk Stat eller børn fra de to kvindelejre, der viser tegn på radikalisering, da vi besøgte det såkaldte Houri Center.
For det er ikke kun frygten for den nye generations foraeldre, som aktivt tog et valg om at tilslutte sig Islamisk Stat, kalifatet og et liv under sharia-lov, men i høj grad de modtagelige børn, der får de politiske og sikkerhedsmaessige vinde til at blaese.
Ikke kun i Danmark, hvor debatten raser, og situationen er uafklaret, men også på et dagligt plan i al-Hol- og al-Roj-lejrene.